MIN ELSKEDE RELIGION — OG DET STYRENDE RÅD

FORKORTELSER

JV: Jehovas Vidner.

DSR: Det Styrende Råd (The Governing Body).

LXX: Septuaginta-oversættelsen.

NWT50: New World Translation of the Christian Greek Scriptures (1950).

NWT84: New World Translation of the Holy Scriptures with References (1984).

NWT13: New World Translation of the Holy Scriptures (2013).

NV93: Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave (1993).

NV18: Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter (2018).

GUDS NAVN

I forbindelse med Guds navn er der stærke hebraiske og akkadiske beviser til fordel for udtalen ye-ho-wa. I denne bog bruger jeg dog den latiniserede form »Jehova«.

INTRODUKTION

Denne bog er ikke et angreb på Jehovas Vidner. Tværtimod! Min elskede religion er Jehovas Vidners religion. Og jeg har investeret hele min sjæl i denne religion i 60 år. Men bogen udtrykker en korrektion af dem, der har været medlemmer af Jehovas Vidners styrende råd i det 21. århundrede.

I alle mine år som vidne har jeg aldrig oplevet noget dårligt, og mit samarbejde med mine ældste og andre vidner har været baseret på gensidig kærlighed. Jeg har også haft et godt personligt forhold til alle de ledende brødre på det norske afdelingskontor. Derfor er min bog ikke en personlig vendetta mod DSR (Det Styrende Råd) eller en form for hævn. Jeg er sikker på, at medlemmerne af DSR er oprigtige personer, som ønsker at tjene Gud, og jeg accepterer, at en verdensomspændende organisation må have ledere. Jeg tror, at Jehovas Vidner i dag, ledet af det nuværende DSR, er Jehova Guds organisation. Men jeg er meget ked af, at et stort antal beslutninger truffet af DSR har forårsaget stor skade og tab for titusinder af vidner. Hvis der ikke sker ændringer, vil andre titusinder opleve det samme i fremtiden. På vegne af alle disse har jeg skrevet denne bog.

I foråret 1965 startede jeg som kredstjener (kredstilsynsmand), og fire år senere var der et kursus for kredstjenere på afdelingskontoret. N. H. Knorr, daværende præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, skrev en besked til os. »Hvis du ser noget i organisationen, som er forkert, eller hvis du har et forslag til, hvordan noget kan gøres bedre, så tøv ikke med at sende os et brev.« Vi blev også opfordret til altid at være frimodige. Selv om situationen var vanskelig, skulle vi aldrig vige tilbage. Men vi skulle tage de nødvendige skridt, selv om det personligt ville påvirke os negativt. (Salme 15:4)

Mens DSR har gjort en masse godt arbejde, har det også skabt alvorlige problemer for titusinder af vidner. Det nemmeste for mig ville være at se den anden vej og ikke sige noget. Men i mit arbejde som ældste har jeg forsøgt at følge Knorrs råd om aldrig at vige tilbage. Jeg har sendt flere breve til hovedkvarteret, bl.a. det meste af kapitel 4 i denne bog om videregående uddannelse, og jeg har påpeget fejl i litteraturen. Jeg ved ikke, om mine breve er nået frem til DSR. Men hvis de er, er de blevet ignoreret. Fordi de fejl, jeg vil påpege, er relateret til selve kernen i organisationen, tager jeg nu dette skridt og skriver denne bog.

Da ældreordningen blev indført i 1972, var organisationen teokratisk, men i løbet af de følgende 50 år, er organisationen gradvist blevet omdannet til et autokrati. hvor der ikke længere kan sættes spørgsmålstegn ved DSR’s beslutninger og ord.[1] Dette er det grundlæggende problem og i modstrid med Bibelen. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved oprigtigheden hos medlemmerne af DSR. Men det forekommer mig, at de holdes fanget af deres tro på, at de er udvalgt af Gud som en åndelig elite, der betegnes som »den trofaste og kloge træl«, og at de er blevet udpeget som regering over Jehovas Vidner med ubegrænset magt.

Kapitel 1 viser, at de grundlæggende doktriner, der er unikke for Jehovas Vidner, har et solidt bibelsk grundlag.

Kapitel 2 viser, at DSR’s magtgrundlag er forkert, og at ordene i Mattæus 24:45-47 om den trofaste og kloge træl ikke vedrører en bestemt gruppe, der giver åndelig føde under Kristi nærvær. Men ordene relaterer til individuelle kristne, der lige som en trofast træl i bibelsk tid, gav de andre medtrælle mad på ethvert givent tidspunkt, og som er på vagt og trofast udfører deres kristne pligter, når Jesus kommer som dommer i den store trængsel.

Kapitel 3 viser, at der ikke var noget siddende vedvarende styrende organ i det første århundrede, og at der ikke var nogen ordning i de første kristne menigheder, som bare tilnærmelsesvis lignede JV’s styrende råd i dag. I en kort periode var det apostlene og de ældste i Jerusalem, der stod i spidsen for de kristne menigheder. Men den, der styrede de kristne, var Jesus Kristus. (Kolossenserne 1:13)

Situationen i dag kan illustreres med nogle oplysninger fra en retssag i Californien i 2012. Baggrunden for denne sag var, at tre ældste i Menlo Park-menigheden i USA var blevet fjernet som ældste. De indbragte sagen for retten, og Calvin Rouse, JV’s advokat, sagde ifølge retsudskriftet:

Og jeg siger »organisation«. Jeg er juridisk rådgiver for Jehovas Vidners Landsorganisation i Brooklyn, New York. Normalt ville jeg ikke være her, men dette er en af vores 13.000 menigheder i USA. Vi er en hierarkisk religion, der er struktureret ligesom den katolske kirke. Og når ordren fra paven kommer ned i kirken, hvor en præst bliver afsat og smidt ud, har han ikke længere noget at skulle have sagt i nogen sag som præst i det lokale sogn. Det samme er situationen her.[2]

Apostlen Paulus skrev til Titus, at han skulle udpege ældste i by efter by. (Titus 1:5) Disse ældste blev udnævnt af andre ældste, som gennemgik deres kvalifikationer, og ikke ved en afstemning blandt menighedens medlemmer. Sådan var ordningen i de første kristne menigheder. Og denne ordning er blevet fulgt af JV. Men det virkelige problem, som illustreres af Rouses ord, er, at hele organisationen i dag, også i alle andre aspekter end udnævnelsen af ældste, er struktureret som den katolske kirke, og er hierarkisk og autokratisk. I dag har medlemmerne af DSR al magt i forbindelse med doktrinerne, aktiverne og pengene. Ingen har ret til at sætte spørgsmålstegn ved deres beslutninger eller deres ord.

De første spor af en autokratisk organisation sås allerede 30 år før Rouse udtalte sine ord. Det ses i brevet »To all circuit and district overseers« fra Watchtower Bible and Tract Society INC, dateret 1. september 1980, hedder det:

Husk, at en udelukket ikke behøver at være en promotor af frafaldne synspunkter for at blive udelukket … Derfor, hvis en døbt kristen forlader Jehovas lære, som præsenteret af den trofaste og kloge træl, og fortsætter med at tro på anden lære på trods af skriftlig irettesættelse, så er han frafalden. Der bør gøres en stor og venlig indsats for at få ham til at tænke anderledes. Men hvis han efter en sådan udvidet indsats for at justere sin tænkning fortsætter med at tro på de frafaldne ideer og afviser det, der er blevet leveret gennem ‘trælleskaren’, skal der træffes passende retlige foranstaltninger [= udelukkelse].

Fejlslutningen i påstandene i brevet – at det er frafald ikke at tro på enhver lære, som DSR fremlægger – ses af det faktum, at »trællen« har fortolket de samme bibelske emner forskelligt på forskellige tidspunkter.  Men enhver fortolkning kaldes »Jehovas lære«. For eksempel findes der i Vagttårnets litteratur ni forskellige fortolkninger af betydningen og referencerne af det græske ord porneia (»seksuel umoral«) og otte forskellige fortolkninger af spil om penge, som en grund til udstødelse. Og i forbindelse med enhver ny fortolkning skal et vidne ikke bare acceptere den, men også ‘tro på den‘ under trussel om at blive udelukket[i][3]

De autokratiske procedurer og krav kolliderer med Paulus’ ord i Galaterbrevet 5:1:

Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.

I stor udstrækning er det enkelte vidne i menighederne i dag ikke »frit«, fordi DSR-medlemmernes synspunkter i mange situationer tilsidesætter vidnernes samvittighed. Og DSR har lavet hundredvis af menneskebud, som ikke har noget grundlag i Bibelen. Et eksempel på den magt, som medlemmerne af DSR har givet sig selv, kan ses i et brev til Kontaktudvalg for Hospitaler i 2018 vedrørende blodtransfusion. Situationen er som følger: JV bruger ikke tobak, og de vil ikke spise blod eller tage imod en blodtransfusion. Der er dog situationer, hvor et vidne kan komme i kontakt med både tobak og blod. Et vidne, der arbejder i et supermarked, kan blive bedt af en kunde om at finde en pakke cigaretter eller et stykke blodpølse. Da dette kun er en lille del af vidnets arbejde i supermarkedet, vil de flestes samvittighed tillade at finde tobak eller blodpølse.

Der er en lignende situation på et hospital. En sygeplejerske, der er vidne, har til opgave at pleje patienterne og give dem den medicin, som lægerne har ordineret. I nogle situationer kan lægerne ordinere en blodtransfusion, og sygeplejersken bliver bedt om at give denne transfusion. Om man gør det eller ej, afhænger af sygeplejerskens samvittighed. At give en blodtransfusion er en lille del af sygeplejerskens job, og derfor kan hendes samvittighed måske tillade hende at gøre, hvad lægen har bedt hende om.[4] Brevet af 15. juni 2018 ændrede denne situation:

Vi vil gerne informere dig om en opdatering med hensyn til, om en kristen må give en blodtransfusion, hvis han bliver bedt om det af en overordnet. Den tidligere holdning var, at det ville være et spørgsmål om en personlig samvittighedsbeslutning, om man ville adlyde en sådan ordre. Men efter nøje at have gennemgået sagen har Det styrende Råd besluttet, at det, at give en sådan transfusion, er så tæt forbundet med en ubibelsk praksis, at man uden tvivl bliver medskyldig i en forkert handling. Derfor ville det ikke være passende for en kristen at give en blodtransfusion under nogen omstændigheder – 1.Mose.9:4; ApG.15:28,29.[5]

Dette brev viser, at medlemmerne af DSR mener, at de har ret til at diktere nye regler til Jehovas Vidner, når de finder det belejligt, og endda tilsidesætte de enkelte Jehovas vidners samvittighed. Men det er et angreb på den kristne frihed, som Paulus nævner i Galaterbrevet 5.1. Ingen ældste har ret til at annullere Jehovas holdning for kristen frihed, der er fast forankret i Skriften.

Det Styrende Råd kræver absolut lydighed fra vidnerne. Hvis et vidne ikke er lydigt over for DSR, eller ikke tror på en ny fortolkning af et bibelsk emne, kan han/hun blive udelukket. Dette viser, at DSR har tiltaget sig diktatoriske beføjelser.

I 1971 blev en undersøgelse af den bibelske betydning af »ældste« og »tilsynsmand« præsenteret for N. H. Knorr, den daværende præsident for Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, og vicepræsident F. W. Franz. De var ydmyge mænd, og de accepterede undersøgelsens konklusioner. På grund af dette blev Knorr og Franz enige om, at de ikke længere havde magten som ledere af organisationen, og der blev for første gang dannet et styrende råd. Efter min mening er der igen behov for en større strukturel, organisatorisk ændring, der omfatter fjernelse af den militante side af organisationen. Vi er nødt til at slippe af med det nuværende autokratiske system og gå tilbage til det teokratiske arrangement, der eksisterede i 1972. Der er også brug for en uafhængig gruppe af ældste til at gennemgå alle de menneskebud, som DSR har opfundet, og fjerne dem, der ikke er baseret på Bibelen, og som har forårsaget utallige skader for de enkelte vidner. Jeg vil diskutere to grupper af menneskebud i denne bog.

Kapitel 4 handler om videregående uddannelse. Der er titusindvis af unge vidner, som er blevet presset til ikke at tage en videregående uddannelse, som ville have gavnet dem og deres familier i fremtiden, i lande med høj arbejdsløshed, især efter coronakrisen. Og mange har forladt deres menigheder for aldrig at vende tilbage, fordi de ved, at meget af det, GB har sagt og skrevet om videregående uddannelse, ikke er sandt, men er en karikatur af virkeligheden. Andre, som studerer på et universitet eller gymnasium, har forladt menigheden, fordi den er blevet påvirket af DSR’s ekstreme syn. De har følt, at de ikke længere var velkomne i menigheden.

Kapitel 5 er særligt vigtigt, fordi jeg behandler udstødelsesgrunde. At blive udelukket fra den kristne menighed er en meget stærk foranstaltning, og derfor siger apostlen Paulus, at kun de, der er onde (1. Korintherbrev 5:13), fortjener at blive fjernet fra menigheden. I 1. Korintherbrev kapitel 5 og 6 omtaler Paulus ikke, hvilke handlinger der er udstødelsesgrund. Men han beskriver personligheder, som er gennemsyret af bestemte onde handlinger, og som derfor er onde og fortjener at blive fjernet fra menigheden. De elleve udstøtelsesgrunde, der er nævnt i de kristne græske skrifter, gennemgås, såvel som de 37 udstødelsesgrunde, der er opfundet og introduceret af DSR.

Kapitel 6 omtaler jeg den reelle ordning for udstødelse, og jeg viser, at de fleste af de procedurer i forbindelse med retssager, der er blevet indført af DSR, er i modstrid med en række bibelske principper.
Den grundlæggende konklusion i dette kapitel er, at kun personer, der er gennemsyret af, og fremturer i synd, som skal udelukkes ifølge Bibelen. Det betyder, at intet medlem, som har begået synder, uanset hvor alvorlige de er, og hvor ofte de er blevet begået, og som har bedt Jehova om tilgivelse og ændret kurs, skal udelukkes fra menigheden.

Kapitel 7 er også vigtigt, fordi jeg her behandler det nye syn på Bibelen, som det nuværende DSR har. Det bibelsyn som Bibelstudenterne havde i 1870’erne, og blev opretholdt af Jehovas Vidner i 120 år, var, at hvert ord i Bibelen er inspireret af Gud, alle nuancer er vigtige, og hver beretning er medtaget med et bestemt formål.[6] Bibeludlægning betyder, at man skal analysere den oprindelige tekst i en beretning, for at finde dens betydning.

Medlemmerne af det nuværende DSR støtter ikke længere dette synspunkt. De mener, at nuancerne og spidsfindighederne i Bibelens tekst ikke er vigtige. Det fremgår af den idiomatiske og fortolkende bibeloversættelse NWT13 og den danske NV18. De hævder, at et stort antal beretninger, som blev opfattet som profetiske, faktisk ikke er profetiske. Konsekvensen for Vagttårnslitteraturen er, at 38 bøger og hundredvis af artikler i Vagttårnet bare er fup; de profetiske anvendelser i disse er fiktion. Resultatet for Bibelens tekst er, at mange beretninger i de hebraiske skrifter, som for eksempel Højsangen, ikke har nogen betydning i sig selv; de er bare »fyldmateriale«. De er kun med for at opretholde det brede billede og give nogle grundlæggende moralske råd. En ny subjektiv metode til bibelfortolkning er også blevet introduceret: I et stort antal tilfælde spørger DSR ikke om betydningen af en beretning i Bibelen baseret på sproglig analyse, dvs. den betydning, som Jehova havde til hensigt at formidle i den bibelske beretning. Men de spørger om, hvad en given beretning minder DSR om. Og så er det ikke selve beretningen, men dens påmindelser – hvad beretningen fremkalder i DSR’s medlemmers sind, når de læser den – der præsenteres for læserne som »åndelig føde«. Dette er en meget subjektiv tilgang, som fører til allegoriske fortolkninger.

For eksempel »minder templets ydermur i Ezekiels syn (Ezekiel 42:20) os om, at vi aldrig må lade noget ødelægge vores tilbedelse af Jehova.« Og de høje ydre porte og de indre porte »minder os om , at Jehova har høje standarder for adfærd for alle, der vil deltage i ren tilbedelse.« (Den rene tilbedelse af Jehova – endelig geninført! side 152) Der er selvfølgelig ikke noget forhold eller nogen naturlig forbindelse mellem »mure« og ‘ikke at ødelægge vores tilbedelse’ eller mellem »porte« og ‘høje standarder for adfærd’. Det er typiske allegoriske forklaringer.

Jeg er meget bekymret over dette nye syn på Bibelen og den nye fortolkningsmetode, fordi de underminerer selve Bibelens inspiration, som den er blevet undervist af Bibelstudenterne og JV i 120 år.

Kapitel 8 diskuterer, hvordan det var muligt for organisationen at gå fra at være teokratisk til at blive autokratisk. Og det præsenterer nogle vigtige konklusioner.

DEN NUVÆRENDE SITUATION OG DEN TIDLIGERE

Hvis et vidne studerer Bibelen med en katolsk mand, og manden forlader kirken og bliver medlem af en JV-menighed, bliver manden en del af en organisation, der er mere hierarkisk og mere diktatorisk end den katolske kirke. Det er en situation, som er i strid med flere af Bibelens principper. Hvis en katolsk mand blev et vidne i 1972, da ældste-ordningen blev indført, ville han blive en del af en organisation, der værnede om kristen frihed for alle, en organisation, der på alle vigtige områder var den diametrale modsætning til den katolske kirke. The Watchtower af 1. november 1946 og 1. februar 1952 fordømmer en organisationsstruktur som den nuværende.

MEDLEMMERNE AF DET STYRENDE RÅD VIL IKKE LYTTE TIL ANDRE

Hvis nogen gør noget forkert mod dig, skal du henvende dig til vedkommende med kærlighed og omtanke og forsøge at løse problemet. Hvis personen ikke lytter, kan du involvere andre personer i situationen. (Matthæus 18:15-17) Jeg har fulgt dette princip i forbindelse med DSR. Det styrende råd modtog bogen, og medlemmerne blev informeret om, at hvis de grundlæggende problemer, der blev diskuteret i bogen, kunne løses inden for organisationen, ville bogen ikke blive udgivet. DSR har nægtet at kommunikere med mig, og derfor er bogen blevet udgivet.

Jeg vil afslutte denne introduktion med at citere et par linjer fra en e-mail, som jeg modtog fra et af Jehovas Vidner den 17. juli 2021:

”Jeg takker dig igen for din indsats for at hjælpe andre med at forstå de underliggende sandheder om, hvorfor den smukke tilbedelse af Jehova, den sande Gud, har ændret sig drastisk! – Jeg var på Brooklyn Bethel i næsten 2 årtier. Jeg kender til alt, hvad du nævner, og det er sandt.”

 

 

 

[1] Definition af »autokratisk«: »Kontrolleret af en leder, som har den fulde magt, og som ikke tillader andre at træffe beslutninger.« (Cambridge Dictionary)

[2] The Superior Court of the State of California in and for the County of San Mateo. Case No. CIV508137, februar 2012, side 4. I en retssag i Bonham, Texas i 1986, mellem Jehovas Vidner og ældste, der var kuratorer for Kingdom Hall, men som blev erstattet af Watchtower Society, skrev Don Adams, der var præsident for Watchtower Bible and Tract Society of New York Inc. en erklæring, hvor punkt 6 siger: »For at gennemføre deres beslutninger bruger det styrende organ en hierarkisk organisation sammen med virksomhedsenheder.«

[3] Se artiklerne »Sexual immorality (porneia)« i kategorien »The eleven disfellowshipping offenses« og »Gambling—changed viewpoints and subjective judgments« i kategorien »Reversed view of disfellowshipping offenses« på www.mybelovedreligion.no.

[4] Flere sygeplejersker har fortalt mig, at de ikke har nogen problemer med at give en blodtransfusion, fordi det er en del af deres job, og transfusionen ikke er ordineret af dem. Men vidnelæger eller vidnesygeplejersker vil ikke ordinere en blodtransfusion. Desuden kunne jøderne ikke spise kød fra et dyr, der ikke var afblødt, men de kunne sælge dette kød til en ikke-jøde.

[5] Denne nye politik blev også kommunikeret til menighedens medlemmer.

[6] Synspunktet er ikke, at Gud dikterede hvert eneste ord. Forfatterne valgte ordene, mens de blev båret af den hellige ånd. (2 Peter 1:21)

OVERSKRIFT 3

CONCLUSION