INDLEDNING
I Matthæus, kapitel 24 og 25, nævnes Jesu tilstedeværelse (parousia) fra 1914 til den store trængsel fire gange, og hans komme (erkhomai) som dommer under den store trængsel, ved afslutningen af hans tilstedeværelse, nævnes syv gange.
Den trofaste og kloge træl nævnes i Matt 24:45-47. Det Styrende Råds tidligere opfattelse var, at mesterens komme (v. 46) fandt sted i 1918, og at trællen blev udnævnt til at råde over alle hans ejendele i 1919. Disse ejendele omfattede afdelingskontorerne, rigssalene og forkyndelsesarbejdet. Den nuværende opfattelse er, at genkomsten (v. 46) er fremtidig og vil ske under den store trængsel. Derefter vil trællen blive indsat over alle ejendelene efter at have modtaget en himmelsk opstandelse.
Denne nye opfattelse udelukker enhver forbindelse mellem genkomsten (v. 46) og Jesu nærvær. Ikke desto mindre siger Vagttårnet fra 2017, at trællen blev udnævnt i 1919 til at give Guds tjenere åndelig føde på det rette tidspunkt under Jesu nærvær. Men der er ikke givet noget bevis for denne påstand.
Lukas 12:35-44 handler om den diskrete, trofaste forvalter, som ifølge sammenhængen er den samme som den trofaste og kloge træl i Matt 24:45. I illustrationen i Lukasevangeliet kapitel 12 fik en slave ansvaret for en herres husholdning for at give de andre slaver bogstavelig mad på det aftalte tidspunkt. Og når det viste sig, at han trofast udførte sin opgave med at give de andre slaver mad, når herren kom tilbage, og dermed gjorde sit arbejde, ville han blive udnævnt til at have ansvaret for alle herrens ejendele.
Situationen er den samme i den forkortede version af illustrationen i Matthæus 24:45-47. At slaven giver bogstavelig mad til de andre slaver, er hans job. Når det viser sig, at han udfører dette job trofast, når Herren kommer under den store trængsel, vil han blive udnævnt til at råde over alle herrens ejendele. Fokus i illustrationen er på bogstavelig mad og ikke på åndelig mad. »Trællen« henviser således til individuelle kristne, som er trofaste, når herren kommer, og ikke til en gruppe personer.
I Matthæusevangeliet 24:48-51 nævnes den onde træl. DSR siger, at Jesus ikke siger, at der vil komme en ond træl, men blot advarer om muligheden; det er korrekt. Men hverken i Luk 12:42 eller i Matt 24:45 siger Jesus, at den trofaste og kloge træl vil komme. Men Jesus spørger, hvem der vil vise sig at være en trofast og klog træl på det tidspunkt, hvor Jesus kommer. Hele tankegangen i Lukas 12 og Matthæus 24 er: »Hvem vil være på vagt, når Jesus kommer som dommer«?
Konklusionen er, at der ikke har været nogen enhed eller gruppe af »trofaste og kloge trælle«, som har fået til opgave at uddele åndelig føde på det rette tidspunkt under Jesu nærvær i den forstand, DSR bruger udtrykket. Således er DSR’s berettigelsesgrundlag ikke-eksisterende.
Ordene om »den trofaste og kloge træl« står i Matt 24:45-47, og de er en del af Jesu store profeti om hans nærvær og hans komme som dommer ved afslutningen af hans nærvær.
45 Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? 46 Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således! 47 Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.
DET NYE SYN PÅ JESU »KOMME« VISER, AT DER IKKE FINDES NOGEN »TROFAST OG KLOG TRÆL«
Siden C.T. Russells og de første Bibelstudenters dage er ordene om den trofaste og kloge træl blevet anvendt på de salvede kristne, som ville give andre kristne åndelig føde på det rette tidspunkt. I 1961, da jeg blev et vidne, blev hele profetien i Matthæus, kapitel 24 og 25, herunder adskillelsen af fårene fra bukkene, anvendt på Jesu tilstedeværelse fra 1914 og på den store trængsel. Derfor havde de fleste vidner ingen problemer med at acceptere, at »trællen« var gruppen af de salvede, der gav åndelig føde til oprigtige mennesker under Jesu nærvær – det så ud til at være de faktiske forhold. På en måde var dette en fortsættelse af Matthæusevangeliet 25:31-46. Den åndelige føde, som trællen gav, omfattede forkyndelsen, og denne forkyndelse adskilte de troende (fårene) fra de ikke-troende (bukkene) under Kristi nærvær. Forståelsen af beretningen om fårene og bukkene blev ændret i 1997.[1] Synspunktet er nu, at denne adskillelse sker under den store trængsel.
I Matthæus 24:30,42,44,46 nævnes Jesu komme (erkhomai) fire gange.[2] Og sammen med Matthæus 25:10, 19, 27 og 31 forekommer ordet »komme« otte gange. Det har ikke altid været klart, hvornår hver af disse ord anvendes. Men Vagttårnet af 15. juli 2013, side 8, anvendte alle de otte forekomster af »komme« til den store trængsel. Vi læser:
17 Tidligere har vi i vores publikationer udtalt, at disse sidste fire referencer gælder for Jesu ankomst, eller komme, i 1918. Tag som eksempel Jesu udsagn om »den trofaste og kloge træl«. (Læs Matthæus 24:45-47) Vi forstod, at »ankomsten« nævnt i vers 46 var knyttet til det tidspunkt, hvor Jesus kom for at inspicere de salvedes åndelige tilstand i 1918, og at udnævnelsen af trællen over alle Mesterens ejendele skete i 1919 (Mal. 3:1) Yderligere overvejelser om Jesu profeti viser imidlertid, at der er behov for en justering af vores forståelse af timingen af visse aspekter af Jesu profeti. Hvorfor er det sådan?
18 I de vers, der leder op til Matt 24:46, henviser ordet »komme« konsekvent til den tid, hvor Jesus kommer for at udtale og eksekvere dom under den store trængsel. (Matt. 24:30, 42, 44) Som vi overvejede i afsnit 12 ,henviser Jesu ‘ankomst’, der er nævnt i Matt. 25:31, også til den samme fremtidige tid med dom. Så det er rimeligt at konkludere, at Jesu ankomst for at udpege den trofaste slave over alle hans ejendele, nævnt i Matt 24:46, 47, også gælder for hans fremtidige komme under den store trængsel. Faktisk gør en betragtning af Jesu profeti i sin helhed det klart, at hver af disse otte henvisninger til hans komme gælder for den fremtidige tid med dom under den store trængsel. (Min kursivering.)
Tabel 2.1 De otte passager, der henviser til den store trængsel
| 24:30 | Menneskesønnen vil komme (præsens participium). |
| 24:42 | Herren kommer (præsens indikativ). |
| 24:44 | Menneskesønnen kommer (præsens indikativ). |
| 24:46 | Hans herre *vil være kommet* (aorist aktiv participium). |
| 25:10 | Brudgommen kom (aoristisk indikativ). |
| 25:19 | Herren var på vej (præsens indikativ). |
| 25:27 | Når jeg *vil være kommet* (aoristosk aktiv participium).[3] |
| 25:31 | Menneskesønnen vil komme (aoristisk konjuktiv). |
Anvendelsen af alle de otte forekomster af »komme« til det samme korte tidspunkt i fremtiden, til den store trængsel, er logisk. Men fordi et af eksemplerne forekommer i Matt 24:46 i forbindelse med den trofaste og kloge træl, påvirker denne forståelse af »komme« også synet på trællens tidsmæssige relation til Jesu nærvær. Hvis ordet »komme« i Matt 24:46 henviser til den store trængsel, kan den trofaste og kloge træl ikke være blevet udnævnt i år 1919, som DSR hævder. Men indtil videre har DSR ikke indrømmet dette!
Men som jeg vil vise nedenfor, kan en af de otte forekomster af »komme« ikke anvendes på den store trængsel. Det drejer sig om forekomsten af »komme« i Matthæus 25:31. I det meste af JV’s historie blev det forstået, at en primær grund til JV’s forkyndelsesarbejde var at skabe et grundlag for, at folk kunne blive adskilt i to grupper – enten får eller bukke – afhængigt af deres reaktion på budskabet. Som tidligere nævnt blev denne forståelse ændret i 1997. Nu er opfattelsen, at denne adskillelse ikke vil ske under Jesu nærvær, men i den store trængsel. I min artikel, »›For mange er kaldet, men få er udvalgt‹ – Hvad medlemmerne af DSR så ikke forstår«, viser jeg i detaljer, at illustrationen om fårene og gederne er blevet opfyldt fra begyndelsen af Jesu nærvær i året 1914. Jeg viser også, at mens fårene er oprigtige personer, der har taget stilling til Gud på grund af Jehovas Vidners forkyndelse, er gederne personer, der har været en del af eller har været tilknyttet Jehovas Vidner og ikke alle verdens nationer.
På trods af at DSR’s nye forståelse af Jesu komme overfører forbindelsen mellem den »trofaste træl« fra Jesu nærvær til hans fremtidige komme i den store trængsel, fastholder Vagttårnet fra februar 2017, side 25, 26, at trællen blev udpeget i 1919, under Jesu nærvær, og fra den tid har trællen givet åndelig føde på det rette tidspunkt:
I 1919, tre år efter broder Russells død, udnævnte Jesus »den trofaste og kloge slave«. Med hvilket formål? For at give hans tjenestefolk »deres mad i rette tid«. (Matt. 24:45) Selv i de tidlige år var der en lille gruppe salvede brødre, som tjente i hovedkvarteret i Brooklyn, New York, og som tilberedte og uddelte åndelig føde til Jesu tilhængere. Udtrykket »styrende råd« begyndte at optræde i vores publikationer i 1940’erne, hvor det blev opfattet som tæt forbundet med Watch Tower Bible and Tract Society. Men i 1971 blev det styrende råd adskilt fra Watch Tower Society – et juridisk instrument snarere end en bibelsk enhed – og dets direktører. Det styrende råd omfattede fremover salvede brødre, som ikke var direktører i selskabet. I de senere år har ansvarlige brødre fra »de andre får« fungeret som direktører for det juridiske selskab og for andre selskaber, der bruges af Guds folk, hvilket har gjort det muligt for det styrende råd at fokusere på at give åndelig instruktion og vejledning. (Johannes 10:16; Apostlenes Gerninger 6:4) I Vagttårnets udgave af 15. juli 2013 forklares det, at »den trofaste og kloge træl« er en lille gruppe af salvede brødre, som udgør det styrende råd. (Min kursivering.)
Påstanden om, at den trofaste og kloge træl blev udnævnt i 1919 til at uddele åndelig føde, er i modstrid med hele rammen for Jesu profeti samt den nære kontekst. Der er ingen forklaring og ingen argumenter i citatet ovenfor, kun en påstand. Og denne påstand er selvfølgelig nødvendig for at opretholde DSR’s autoritet. Et andet problem, man kan sige »elefanten i rummet«, er, at der i år 1919 ikke var noget DSR eller noget, der lignede det. Det var præsident J.F. Rutherford, der traf de fleste beslutninger. Og han skrev alle bøgerne og hæfterne samt mange artikler i Vagttårnet. Fra 1942 traf præsident N.H. Knorr de fleste beslutninger, og vicepræsident F.W. Franz skrev eller dirigerede skrivningen af litteraturen.
I Vagttårnet fra 15. september 1950, side 315, 316, fremgår det, at det var præsidenten, der startede arbejdet med en ny bibeloversættelse, og da manuskriptet var færdigt, informerede han bestyrelsen om projektet.
Især siden 1946 har præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society været på jagt efter en sådan oversættelse [en klar og præcis oversættelse] af de kristne græske skrifter. Den 3. september 1949 kl. 8 i hovedkvarteret i Brooklyn (Bethel) indkaldte selskabets præsident til et fællesmøde for bestyrelserne for selskaberne i Pennsylvania og New York, hvor kun én direktør var fraværende. Efter at mødet var blevet åbnet med bøn, meddelte præsidenten de otte bestyrelseskolleger, at der fandtes en »New World Bible Translation Committee«, og at den havde færdiggjort en oversættelse af de kristne græske skrifter. Den 9. februar 1950 havde den overdraget den til Watch Tower Bible & Tract Society, et selskab i Pennsylvania, og først dagen før var New World Bible kommet i deres besiddelse og under deres kontrol.
Det faktum, at bestyrelsen ikke var et styrende råd, understøttes af Walsh-sagen i Skotland i 1954, hvor følgende ordveksling fandt sted mellem F.W. Franz (F) og dommeren (J):
Spørgsmål: Har hvert medlem af bestyrelsen en ligeværdig stemme i åndelige spørgsmål? Svar: Præsidenten er talerøret. Han udtaler de taler, der viser fremskridt i forståelsen af Skriften. Derefter kan han udpege andre medlemmer af hovedkvarteret til midlertidigt at holde andre taler, der fremlægger enhver del af Bibelen, som der er kastet yderligere lys over. Spørgsmål: Sig mig, bliver der stemt om disse fremskridt, som du udtrykker det, af lederne? Svar: Nej. Spørgsmål: Hvordan bliver de til udtalelser? Svar: De går gennem redaktionskomiteen, og jeg giver mit OK efter en bibelsk undersøgelse. Derefter sender jeg dem videre til præsident Knorr, og præsident Knorr har det endelige O.K. Spørgsmål: Går det slet ikke for bestyrelsen? Svar: Nej.
Det er klart, at der ikke var noget styrende råd i 1954. Inkluderet i den nye forståelse af, at DSR er den »trofaste og kloge træl«, er synspunktet, at ingen enkeltperson i DSR er ‘trællen’, men kun når de træffer kollektive enstemmige beslutninger som en gruppe, handler de i den egenskab. I overensstemmelse med dette kan en sådan definition af ‘trællen’ på ingen måde anvendes med tilbagevirkende kraft før oprettelsen af DSR i 1971, hvor der fra 1919 til 1971 kun var en mand, præsidenten for Vagttårnsselskabet, der havde det sidste ord i alle beslutninger. Faktisk blev et styrende råd i betydningen en gruppe af ligemænd, der diskuterer forskellige spørgsmål og som et organ træffer beslutninger, først etableret i 1971. Derfor kunne den trofaste og kloge træl logisk set ikke være blevet udnævnt i 1919, hvor der ikke var noget DSR og ingen gruppe af salvede, der fungerede som en kollektiv person eller enhed, der distribuerede åndelig føde.
Nedenfor følger en detaljeret diskussion af konteksten for ordene om den trofaste og kloge træl i Mattæus 24:45-47 og om »den trofaste husholder, den kloge« i Lukas 12:42-46. Denne diskussion vil støtte det synspunkt, at der aldrig har været en »trofast og klog trælleskare« i den betydning, som DSR bruger i dag.
[1] Vagttårnet af 15. maj 1997. Teksten i kursiv repræsenterer det, jeg finder særligt vigtigt.
[2] Det græske ord erkhomai betyder »komme«, og ordet parousia betyder »tilstedeværelse«.
[3] Stjernerne i 24:46 og 25:27 indikerer, at ordene imellem repræsenterer en ord-for-ord-oversættelse og ikke godt idiomatisk dansk.
”DEN TROFASTE OG KLOGE TRÆL” I KONTEKST
Vagttårnet fra 15. februar 1994, side 8-21, hjælper os med at forstå sammenhængen, fordi versene i Matthæus 24, Lukas 21 og Markus 13 er lagt side om side og sammenlignet i dette blad.
DEN STØRRE KONTEKST AF MATTÆUS 24:45-47
Det vigtige udgangspunkt er Luk 21:24b, for i dette vers diskuteres nationernes fastsatte tider. Versene i Luk 21:7-24a må referere til begivenheder i det første århundrede e.Kr. med en større opfyldelse i det 20. århundrede under Kristi tilstedeværelse. Og versene fra 21:25-36 må henvise til begivenheder efter afslutningen af nationernes fastsatte tider, mere præcist til den store trængsel. Versene i Matthæus 24 og Markus 13 følger det mønster, der er sat af Lukas 21.
Tabel 2.2 En sammenligning mellem scenerne i Matthæus 24, Lukas 21 og Markus 13
Versene i de øverste bokse handler om det første århundrede indtil år 70, hvor Jerusalem blev ødelagt. Versene i de midterste bokse beskriver begivenheder, der fandt sted efter år 70 og frem til 1914. Og de nederste bokse handler om begivenheder, der vil finde sted under den store trængsel. Men vi kan spørge, hvorfor de nederste bokse (Luk 21:25-36; Matt 24:29-51; Mark 13:24-37) alle relaterer til den store trængsel, når alle de begivenheder, der er beskrevet i de øverste bokse, fandt sted før 1914? Svaret kan være, at de begivenheder, der er beskrevet i de øverste bokse, og som fandt sted i det 1. århundrede, er skygger af lignende, men større begivenheder, der ville finde sted under Jesu nærvær. Efter opfyldelsen af disse begivenheder kommer den store trængsel, som er beskrevet i de nederste bokse.
Det er vigtigt at bemærke, at rammen for versene i Matthæus 24:29-51, Lukas 21:25-36 og Markus 13:24-37 er den store trængsel og ikke Kristi nærvær.
EN SAMMENLIGNING MELLEM LUKAS 12:42-44 OG MATTHÆUS 24:45-47
De vers, vi interesserer os for, er Matthæus 24:45-47, og ifølge sammenhængen skal de begivenheder, der beskrives i disse vers, finde sted under den store trængsel. Disse vers er parallelle med Lukas 12:42-46, og jeg vil oversætte versene og sammenligne dem:
Tabel 2.3 En sammenligning af ordene i Lukas 12:42-44 og Matthæus 24:45-46
Versene i Lukas 12 og Matthæus 24 er meget ens. I Lukas 12:42 kaldes personen »forvalter« (oikonomos), hvilket henviser til den slave, der har ansvaret for herrens husholdning. Dette bekræftes i vers 43, hvor forvalteren kaldes »slave« (doulos). I parallellen i Matthæus 24:45 kaldes personen »slave« (doulos). Så situationen er nøjagtig den samme i begge tilfælde. Pligterne for sådanne slaver var at arrangere måltiderne og give de andre slaver den mad, de skulle have på de fastsatte tidspunkter for måltiderne. I Lukas 12:42 bruges ordet »madpenge« (sitometrion) – hvad slaverne rettelig skulle have – og i Matthæus 24,45 bruges ordet »mad« (trofē). Dette ord kan også henvise til en »portion«, så der er ingen reel forskel på de to ord.
I slavens epiteter er der konjunktionen kai (»og«) hos Matthæus. Men dette ord mangler hos Lukas. Bogstaveligt talt siger Matthæus: »hvem er den trofaste slave og den vise. På græsk behøver konjunktionen kai ikke altid at blive oversat med »og«. I Galaterne 5:16 ville en god oversættelse f.eks. være »endda«, og jeg bruger denne oversættelse i Matthæus 24:45.
I forbindelse med slavens pligt og hans udnævnelse bruger Lukas verbet kathistēmi i futurum, mens Matthæus bruger det samme verbum i aorist. Det fremgår tydeligt af brugen af aorist i de kristne græske skrifter, at det kan henvise til afsluttede og uafsluttede handlinger. Derfor er der ingen sproglig grund til at bruge engelsk datid eller perfektum for det aoristiske verbum »udnævne« i Matt 24:45 og til at bruge fremtid i Luk 12:42.
Den græske form estin er nutidsformen af verbet eimi (»at være«). Græsk nutid er ikke en tid, men det imperfektive aspekt, og det kan bruges til fortid, nutid og fremtid. Fordi Jesus stiller et spørgsmål om en situation, der endnu ikke har materialiseret sig, og han bruger fremtidsformen kathistēmi, må den tidsmæssige reference for estin være fremtid . Derfor oversætter jeg »Hvem vil så være den trofaste forvalter/træl?« og ikke »Hvem er så den trofaste forvalter/træl?«.
I Lukas 12:35-40 formaner Jesus desuden sine tilhørere om at være parat. Og som svar på Peters spørgsmål, om Jesu illustration kun refererer til disciplene eller til alle mennesker, spørger Jesus faktisk: »Hvem skal det være?»[1] Det betyder, at hver enkelt person skal beslutte sig, og udnævnelsen til forvalter skal ske, efter at den enkelte har truffet sin beslutning. Fordi ordene i Matt 24:45-47 minder meget om ordene i Luk 12,42-45, må rammen være den samme, nemlig hvem der skal stå på vagt, når Jesus kommer. Dette bekræftes af ordene i Markus 13:33-37, som minder meget om ordene i Lukas 12,35-40. Udnævnelsen i Matt 24:45, som udtrykkes med aorist, må således være fremtidig og ikke afsluttet, ligesom den er det i Luk 12:42.
| Den »trofaste og kloge træl« henviser til enhver kristen, som er trofast og på vagt, når Jesus kommer som dommer i den store trængsel. Det refererer ikke til en klasse eller gruppe, der giver åndelig føde under Kristi nærvær. |
Fordi græsk aorist ikke er en tid, men kun et aspekt, det perfektive, fokuserer det blot på den handling, der skal udpeges, uden nogen synlige detaljer om måde og tid, og konteksten viser, at denne handling er fremtidig. Dette er præcis det samme fokus som græsk fremtid. Men et lignende fokus skabes af forskellige sproglige faktorer: I tilfældet med aorist angiver verbets aspekt og konteksten fremtidig reference, mens det i det andet tilfælde er den fremtidige verbalform alene og ikke konteksten, der angiver fremtidig reference.
DEN ”TROFASTE TRÆL” OG JESU STORE PROFETI
Tabel 2.4 sammenligner Jesu ord i hans store profeti om hans nærvær (parousia) og hans komme (erkhomai) i den store trængsel. I slutningen af Lukas 21 har jeg tilføjet teksten fra Lukas 12:35-46. Teksterne med samme farve er parallelle.
Tabel 2.4 En sammenligning af ordene i Lukas, Matthæus og Markus
De tre øverste sekvenser er tætte paralleller. Den fjerde sekvens er længere i Matthæus 24 end i Lukas 21 og Markus 13. Lukas 12:35-46 er dog en tæt parallel til Matthæus 24:36-51, hvor den trofaste træl nævnes. Hovedfokus i de sidste vers i hver beretning (Matthæus 24:40-51, Markus 13:33-37 og Lukas 21:34-36) er, at Guds tjenere skal være klar, skal være på vagt, fordi de ikke kender dagen og timen, hvor Herren kommer i den store trængsel. De ord, der indikerer dette fokus, er skrevet med kursiv og fed skrift. De ord, der relaterer til den trofaste træl i de tre sekvenser, er skrevet med lilla farve.
Fokus i det fjerde afsnit ovenfor er: Hvilke tjenere vil tjene Gud og være på vagt, når Menneskesønnen kommer? Der er to mulige scenarier: 1) Den enkelte træl sover (Mark 13:36), eller han slår sine medtrælle og drikker med drukkenboltene (Luk 12:45; Matt 24:49), og 2) han holder vagt (Mark 13:35; Luk 12:37), og han udfører en slaves arbejde ved at give de andre trælle mad til den fastsatte tid. (Lukas 12:42; Matthæus 24:45) Belønningen er, at herren vil servere denne slave ved bordet, og slaven vil blive sat over alle herrens ejendele. (Lukas 12:37; Matthæus 24:47) Jeg vil nu se nærmere på detaljerne.
| Fokus i Matthæus 24:39-25:30 er den store trængsel, og derfor er der ingen del, der relaterer sig til Kristi samlede tilstedeværelse. Derfor kan »den trofaste og kloge træl« ikke eksistere under denne tilstedeværelse. |
DEN TROFASTE OG KLOGE TRÆLS IDENTITET BASERET PÅ LUKAS 12:35-44
Jeg vil nu se på detaljerne vedrørende den »trofaste forvalter«, der nævnes i Lukas 12:42, og som er identisk med den »trofaste træl« i Matthæus 24:45.
I Lukas 12:35-37 taler Jesus om en herre og hans slaver. Dette er ikke en profeti, men en illustration (parabolē), som vers 41 viser. Illustrationen er baseret på det faktiske forhold mellem en herre og hans slaver på Bibelens tid. Slaverne fik forskellige opgaver, mens deres herre var væk, og en af dem holdt vagt ved døren. (Markus 13:34; Lukas 12:36) En slave, »forvalteren« (oikonomos), havde også ansvaret for herrens husholdning og uddelte mad til de andre slaver. (Lukas 12:42; Matthæus 24:45)
Hovedpointen i Jesu illustration ses i vers 37 (NWT13), nemlig at slaverne skulle være på vagt, når herren vendte tilbage:
37 Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer! Jeg skal sige jer som sandt er: Han vil binde noget om sig og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op.
De, der var på vagt, ville få den belønning, som mesteren ville give dem. På denne baggrund stillede Peter det spørgsmål, som vi ser i vers 41 (NJB):
Herre, taler du med dette billede til os eller til alle?
Jesus svarede ikke på Peters spørgsmål. Men i stedet stillede han et andet spørgsmål, ifølge vers 42 (min oversættelse):
Hvem så (tis ara) vil være (estin, nutid) den trofaste forvalter (oikonomos), den kloge, som Herren vil indsætte (kathistēmi, fremtid ) over sin husstand af slaver (therapeia) for at fortsætte med at give (didōmi, pres infin) deres madration (sitometrion) til den fastsatte tid (kairos)?
Baggrunden for Jesu spørgsmål var hans illustration af herren og hans slaver. Som allerede nævnt ville en af en herres slaver være oikonomos (»forvalter«), som havde ansvaret for herrens hus. Så med henvisning til illustrationen spørger Jesus faktisk, hvem der vil udfylde rollen som denne forvalter. Vi bemærker ordene »den trofaste forvalter« (ho pistos oikonomos). Den bestemte artikel »den« (ho) peger tilbage på Jesu illustration. Blandt slaverne ville der være en, som havde ansvaret for herrens husholdning. Så hvem skulle udfylde rollen som denne slave, forvalteren (oikonomos)? Adjektivet »trofast« (pistos) henviser også til illustrationen. Forvalteren ville være trofast, når han uddelte bogstavelig mad til de andre slaver på det aftalte tidspunkt.
Det er meget vigtigt at indse, at Jesus ikke fremsatte en profeti om den trofaste forvalter. Men han spurgte, hvem der ville udfylde rollen som den trofaste forvalter i sin illustration om herren og hans trælle. Enhver kunne vælge at udfylde denne rolle. Og de, der opførte sig som den trofaste forvalter, ville være på vagt, når herren ankom, og de ville få belønningen.
Matthæus 24:45 er en klar parallel til Lukas 12:42, så jeg vil diskutere dette skriftsted (min oversættelse):
Hvem (tis ara) vil så være (estin, nutid) den trofaste træl/slave (doulos), endda den kloge, som Herren vil udpege (kathistēmi, aorist) over sin husstand af slaver (oiketeia) for at give (didōmi, aorist infin) deres mad (trofē) til denfastsatte tid (kairos).
Der er ingen sammenhæng i Matthæusevangeliet kapitel 24, som kan fortælle om baggrunden for spørgsmålet: »Hvem vil så være den trofaste træl, ja selv den kloge?« Men Lukas 12:35-41 viser sammenhængen, som er Jesu illustration af herren og hans slaver. Således henviser den bestemte artikel ho i udtrykket »den trofaste slave, selv den kloge« i Matthæus 24:45 til forvalteren i Jesu illustration, og adjektivet »trofast« henviser til denne forvalters arbejde med at give de andre slaver mad på det aftalte tidspunkt . Så igen, Matthæus 24:45 er ikke en profeti om »den trofaste og kloge trælles« komme. Men Jesus spørger, hvem der vil udfylde rollen som den trofaste forvalter (slave) i sin illustration om herren og hans slaver. Enhver kunne vælge at være som denne forvalter. Og de, der opførte sig som den trofaste forvalter, ville være på vagt, når herren ankom, og de ville få den belønning, der nævnes i vers 46. Disse konklusioner bekræftes af Jesu ord om den onde slave.
[1] NJB’s gengivelse af Lukas 12:41 er: »Peter sagde: »Herre, mener du denne lignelse for os eller for alle? Den græske præposition pros med akkusativ kan ifølge Mounce gengives som »til; mod«. Men det kan også gengives som »vedrørende; med hensyn til«. Fordi Jesus taler til sine disciple og ikke til alle, ser jeg Peters spørgsmål som: »Henviser illustrationen til os eller til alle?«
DEN TROFASTE OG KLOGE SLAVES IDENTITET BASERET PÅ MATTÆUS 24:32-51
Vi har set, at ordene om »trællen« ifølge Lukas 12:35-44 er en illustration (en lignelse) og ikke en profeti med henvisninger til bestemte konkrete personer. Dette bekræftes af, at ingen af illustrationerne i Matthæus’ kapitel 24 henviser til bestemte personer.
Det tegn, som blev set i det første århundrede, og som igen ville blive set under Jesu nærvær, er beskrevet i Matt 24:4-22. Perioden efter år 70 og frem til begyndelsen af Jesu nærvær beskrives i vers 23-28. Vers 29 fokuserer på den store trængsel, og dette fokus fortsætter til vers 51. I disse vers findes illustrationerne.
24:32. Efter beskrivelsen af Jesu komme og den store trængsel i vers 29-31 fortæller Jesus en lignelse eller illustration i vers 32. Denne illustration understreger min pointe. Figentræet, grenene og bladene har ikke særlige referencer, som om de var en del af en profeti. Men illustrationen som helhed viser, at de forskellige dele af det tegn, som Jesus nævner, vil blive set og forstået af hans tilhængere.
24:37, 39. Vers 33-36 viser, at den generation, hvor tegnet ville blive set, ville være kendt, men ikke tidspunktet for denne generations afslutning. Så fortæller Jesus illustrationen om Noas dage. De forskellige dele af denne illustration har ikke nogen særlig konkret reference. Men pointen er, at når den store trængsel starter, vil et stort antal mennesker ikke være klar og vente på Jesus.
24:40-42. Mændene og kvinderne, marken og håndmøllen i disse vers har ikke særlige konkrete referencer. Men pointen er, at nogle personer vil være klar og vil blive taget med, fordi de venter på Jesus, mens andre ikke vil blive taget med.
24:43-44. Husbonden og dem, der bryder ind i huset, har ikke særlige konkrete referencer. Men vers 44 viser igen, at fokus er på at være klar, fordi Jesus kommer på et tidspunkt, hvor folk ikke forventer ham.
24:48-51. Beretningen om den onde slave begynder med det græske ord ean (»hvis«), og det viser, at illustrationen er hypotetisk. Den onde slave har ikke en bestemt konkret reference.
24:45-47. Det græske ord tis (»hvem«) i begyndelsen af vers 45 har nogenlunde samme funktion som ordet ean (»hvis«) i vers 48. Hvem vil udfylde rollen som den trofaste forvalter, den kloge, i Jesu illustration i Lukas 12:42? Det vil sige, hvem vil udføre sit kristne arbejde trofast og på den måde være klar, når Jesus kommer? Dette synspunkt bekræftes også af Jesu illustration i Lukas 12:36-38. Her bruges det græske ord homos (»som, lignende«) i flertal. Hvem vil være »som mænd, der venter på deres herre«? Der er ingen konkrete referencer i disse vers. Men de understreger pointen med at være klar. Det samme er tilfældet med Lukas 12:42-44 og de parallelle vers i Mattæus 24:45-47. Ingen del af disse vers har en særlig konkret reference –versene er en illustration og ikke en profeti.
HVAD BIBELTEKSTEN SIGER OM DEN ONDE TRÆL
Hvad betyder ordene om den onde træl? NV93 oversætter første del af Matthæus 24:48 på denne måde: »Men hvis den onde træl dér i sit hjerte siger.« Dette er en hypotetisk situation, og der er et ord, som hjælper os med at se baggrunden for denne situation, nemlig det demonstrative pronomen ekeinos (»dette«, »det«) i Luk 12:45 og Matt 24:48.49.
45 Hvem er egentlig den (ekeinos) trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid?
48 Men hvis den (ekeinos) onde træl dér i sit hjerte siger: ’Min herre er længe om at komme,’ 49 og begynder at slå sine medtrælle og at spise og drikke med de uforbederlige drankere.
Det demonstrative pronomen ekeinos har brug for en antecedens, og den eneste kandidat til ekeinos i Luk 12:45 er forvalteren, som er underforstået i Jesu illustration om herren og hans trælle i Luk 12:35-40. Pointen her er, at en person, der vil udfylde rollen som forvalter i Jesu illustration, kan blive ond, og i så fald vil han blive straffet. Men hvis den, der skal udfylde rollen som forvalter, er trofast, vil han blive belønnet. Som nævnt er der ingen kontekst i Matthæus 24:45-46. Men Jesu illustration i Lukas 12:35-40 må også være baggrunden for den onde træl.
Om den onde træl står der i Vagttårnet af 15. juli 2013, side 25:
Jesus har betroet den trofaste og kloge træl det størst tænkelige ansvar, nemlig at føre tilsyn med hans tjenestefolk og uddele åndelig mad i rette tid. Han var klar over at der vil blive krævet meget af dem der har et stort ansvar. (Luk. 12:48) Derfor afsluttede han illustrationen med den trofaste og kloge træl med en stærk advarsel.
I denne advarsel nævnte Jesus en ond træl der i sit hjerte tænker at hans herre er længe om at komme, og derfor begynder at slå sine medtrælle. Når herren kommer, sagde Jesus, vil han straffe denne onde træl „med største strenghed“. — Læs Mattæus 24:48-51.
Forudsagde Jesus her at der ville være en samlet gruppe i de sidste dage der var som en ond træl? Nej. Det er rigtigt at nogle enkeltpersoner har vist samme indstilling som den onde træl Jesus beskrev. Vi ville kalde dem frafaldne, uanset om de hørte til de salvede eller til ’den store skare’. (Åb. 7:9) Men de udgør ikke en samlet gruppe der kan kaldes ’en ond træl’. Jesus sagde ikke at han ville udnævne en ond træl. Nej, hans ord er ment som en advarsel til den trofaste og kloge træl.
Læg mærke til at Jesus indledte sin advarsel med ordene „men hvis“. En ordbog forklarer at denne passage i den græske tekst „hentyder til noget der er helt hypotetisk“. Jesus sagde i realiteten: ’Hvis det nogen sinde skulle ske at den trofaste og kloge træl gav sig til at mishandle sine medtrælle på denne måde, så er dette hvad herren vil gøre når han kommer.’ (Se også Lukas 12:45). Men den trofaste og kloge træl er blevet ved med at være på vagt og at sørge for nærende åndelig føde.
De salvede brødre der sammen udgør den trofaste træl, er klar over at de skal stå Herren til regnskab for hvordan de tager sig af hans tjenestefolk. Disse salvede brødre ønsker af hele deres hjerte loyalt at varetage deres ansvar, sådan at Herren, når han til sidst kommer, vil sige: „Jeres arbejde er godkendt!“
Vagttårnets observationer stemmer overens med grammatikken. Og konklusionen om, at Jesus ikke udpegede en ond træl, kan også anvendes på »den trofaste og kloge træl« (bogstaveligt talt: »den trofaste træl, selv den kloge«): Jesus udpegede ikke den »trofaste og kloge træl«. I forbindelse med begge trælle er der spørgsmål, og det viser, at begge situationer er hypotetiske. Så konklusionen er, at der aldrig har været »en trofast og klog træl« i den betydning, som DSR bruger. Men når Jesus kommer som dommer i den store trængsel, vil der være mange individuelle trofaste og kloge trælle, som gør deres arbejde, og som er på vagt. Og på samme måde vil der være mange individuelle onde trælle, som vil blive straffet.
| Jesus siger ikke, at der vil komme en »trofast og klog træl«, ligesom han heller ikke siger, at der vil komme en »ond træl«. Men han spørger, hvem der vil udfylde rollen som den trofaste træl, når Jesus kommer i den store trængsel. |
Det er vigtigt at indse, at det sammensatte tegn på Kristi nærvær findes i Matt 24:5-22 (såvel som i Luk 21:8-24a og Mark 13:5-20). Ingen del af dette tegn er i fokus i Matthæus 24:29-51, som udelukkende taler om Jesu komme ved afslutningen af hans nærvær og ikke om den samlede varighed af hans nærvær. Og den vigtige pointe i Matthæus 24:29-51 og de parallelle beretninger er at være på vagt ved hans komme. Dette ses i tabel 2.6.
Sammenhængen i Matthæus, Markus og Lukas bekræfter, at Jesus ikke profeterer om en klasse eller gruppe kaldet »den trofaste og kloge træl« under sin tilstedeværelse. Men han spørger, »hvem det vil være«, det vil sige, hvilke personer der vil være trofaste ved hans komme.
Tabel 2.6 Matthæus’, Markus’ og Lukas’ ord om at være klar
Alle formaningerne i tabel 2.6 er i flertal og henvender sig derfor til mange personer, til dem, der venter på Jesu komme. Men Jesus ændrede også sit fokus fra flere personer, der ventede, til en enkelt person. I Lukas 12:35-40 er Jesu fokus på dem, der venter. Men i Matthæus 24:40-45 (NWT13) fokuserer han på hver enkelt person, der venter.
40 Så vil to mænd være i marken: den ene vil blive taget med og den anden forladt. 41 To kvinder vil male ved håndmøllen: den ene vil blive taget med, og den anden vil blive forladt. . . . 45 Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl?
Så fokus er på parathed, både for den enkelte og for alle, der venter på mesterens komme.
Men man kunne indvende og sige: De, der bliver taget med (frelst) i den store trængsel, vil allerede have tjent Gud i nogen tid under Jesu tilstedeværelse. Ville den trofaste og kloge træl derfor ikke også have tjent Gud på samme måde under Jesu nærvær? At de, der bliver taget med, har tjent Gud i en tidsperiode, er selvfølgelig sandt. Men vi må lægge mærke til, hvad fokus er, nemlig hvad Guds tjenere gør i det øjeblik, hvor Jesus kommer? Gør de trofast deres arbejde som trælle? Eller forsømmer de deres opgave som den onde træl?
Det er vigtigt at bestemme fokus for hver beretning for at kunne forstå den korrekt, og vi kan illustrere dette med Åbenbaringen 7:14 og den store skare. I dag er der millioner af mennesker, som tjener Gud, og som ser frem til at overleve den store trængsel. Men hvis vi ser på disse Guds tjenere fra et kollektivt synspunkt, ville det så være korrekt at kalde disse oprigtige tilbedere af Gud for »den store skare«? Svaret er nej. Det skyldes, at kun de af Guds tjenere, som vil have overlevet den fremtidige store trængsel, så de kan »komme ud af« den, og som ser frem til evigt liv på jorden, er den »store skare«. Så fokus er ikke på den store gruppe af Guds tjenere, som lever under Jesu nærvær, før den store trængsel, og heller ikke på, hvad de gør før trængslen. Men fokus er på situationen efter den store trængsel, på dem, der har overlevet den trængsel. Og på samme måde er fokus i Matt 24:45-51 ikke på, hvad trællene gør, før Jesus kommer, men fokus er på, hvad de gør i det øjeblik, Jesus kommer i den store trængsel – ved kulminationen af hans tilstedeværelse.
| Den vigtigste grund til at afvise eksistensen af »den trofaste og kloge træl« fra 1919 er, at fokus i Matt 24:45-47 ikke er på tegnet på Kristi nærvær; versene henviser til den store trængsel. |
»MAD I RETTE TID«
Udtrykket »fastsat tid« er oversat fra ordet kairos. Den grundlæggende betydning af dette ord er »en fastsat tid«. NV93 oversætter ordet med »fastsat tid« i Matthæus 8:29 og 26:18 samt i Lukas 21:24.
Fordi rammen er en slave, der arrangerer måltider for de andre slaver på bestemte tidspunkter, er gengivelsen »give mad på det fastsatte tidspunkt« den bedste gengivelse. Udtrykket »bestemte tidspunkter« stemmer også overens med »madration«, som nævnes i Luk 12:42. Slaverne fik en vis mængde mad ved måltiderne, som fandt sted på samme tidspunkt hver dag.
Hvis vi forsøger at hævde, at »maden« henviser til åndelig føde, støder vi på et problem. Gengivelsen »bestemt tid« antyder, at slavens herre havde besluttet, at slaven skulle give åndelig føde til tjenestefolkene på bestemte tidspunkter, som han havde bestemt. Hvis »mad« anvendes om »åndelig mad«, vil udtrykket »mad til den fastsatte tid« i virkeligheden betyde inspiration. For hvis Gud havde bestemt bestemte tidspunkter, hvor hans tjenere på jorden skulle have åndelig føde, måtte denne åndelige føde komme fra Gud, og det ville være inspiration. Selv hvis man brugte den svagere gengivelse »give mad på det rette tidspunkt«, ville det stadig betyde en form for inspiration. Men i Vagttårnet fra februar 2017, side 26, står der:
Det Styrende Råd er hverken inspireret af Gud eller ufejlbarligt. Af den grund kan rådet tage fejl i læremæssige og organisatoriske spørgsmål. I Register til Vagttårnets publikationer er der ligefrem et emne der hedder “Trosopfattelser justeret”, som indeholder en liste med de ændringer der siden 1870 har været i vores forståelse af Bibelen. Jesus sagde ikke at den åndelige mad som den trofaste træl ville sørge for, ville være perfekt. Men hvordan kan vi så finde frem til svaret på Jesus’ spørgsmål: “Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl?” (Matt. 24:45) Hvad viser at det er Det Styrende Råd der har fået denne rolle? Det vil vi belyse ved hjælp af de tre faktorer der var med til at lede det styrende råd i det første århundrede.
Det, der står i citatet, repræsenterer selvfølgelig den virkelige situation. De konklusioner, der drages i Vagttårnsselskabets litteratur, viser sig nogle gange at være forkerte. Men citatet ovenfor udvander også hele spørgsmålet om mad på det rette tidspunkt! Hvis det ikke er meningen, at trællen skal producere perfekt åndelig føde, vil føden nogle gange være ufuldkommen eller endda forkert, og kan dermed på ingen måde siges, at være åndelig føde på det rette tidspunkt.
Ordene om, at vi ikke kan forvente perfekt åndelig føde, er således i modstrid med udtrykket »på det rette tidspunkt/den rette tid«. Dette er tilfældet, fordi disse ord ville vise, at Herren havde et bestemt formål med den åndelige føde, der var forbundet med bestemte tidspunkter. Og Herrens formål kan ikke være, at trællen skulle give ufuldkommen åndelig føde på de bestemte tidspunkter, han havde besluttet. Så når vi fjerner avnerne, er det, der er tilbage, at de uperfekte kristne, som udgør DSR, i al oprigtighed gør deres bedste med den litteratur, der udgives under deres ledelse. Og nogle gange tager de fejl. Det betyder, at selve udtrykket »mad på det rette/fastsatte tidspunkt« med henvisning til åndelig føde ikke har nogen eksplicit betydning overhovedet.
Konklusionen er, at der ikke findes nogen gruppe eller klasse af »trofaste og kloge trælle«, og det har der aldrig gjort. Faktisk bliver ingen af Guds tjenere/trælle erklæret »trofaste og kloge«, før Jesus dømmer dem til at være det i den fremtidige store trængsel. Og de fleste vidners opfattelse af, at enhver ny forståelse og alt, hvad vores litteratur siger, er styret af Jehova, og altid er det, vi har brug for på det pågældende tidspunkt, nemlig »åndelig føde på det rette tidspunkt«, er simpelthen forkert! Kapitel 4, 5 og 6 viser, at medlemmerne af DSR i mange tilfælde har taget så meget fejl, at de har skabt alvorlige problemer for enkelte vidner og endda ødelagt deres liv.[1]
| Ifølge Lukas 12:35-40 og Matthæus 24:45-47 henviser »den trofaste og kloge træl« til individuelle kristne, som er på vagt, når Jesus kommer som dommer i den store trængsel. Det refererer ikke til nogle få, som er blevet udpeget til at fortolke Bibelen på vegne af andre kristne under Kristi nærvær. |
[1] I kategorien »Det styrende råd« på min hjemmeside www.mybelovedreligion.no er der flere artikler, der handler om det styrende råd.
