Skip to main content

MIN ELSKEDE RELIGION — OG DET STYRENDE RÅD KAPITEL 5 (Del 1)

By 11. oktober 2024oktober 12th, 2024Det styrende råd

UDSTØDELSESFORBRYDELSER

—REVIEW—

I bogen for ældste, »Shepherd The Flock Of God«, (Vær Hyrder for Guds Hjord), er der opført 46 forskellige udstødelsesforseelser, og to andre udstødelsesforseelser findes andre steder. Af disse 48 er 37 opfundet af DSR uden nogen form for grundlag i Bibelen, og kun 11 udstødelsesforseelser er baseret på Bibelen. Alle disse udstødelsesforbrydelser vil blive præsenteret i dette kapitel.

Identifikation af de 11 udstødelsesforbrydelser, der er baseret på Bibelen

Syv forskellige udstødelsesforbrydelser præsenteres i 1. Korintherbrev kapitel 6. I kapitel 5 og 6 findes følgende kriterier for udstødelsesforbrydelser:

1) En person eller handling siges at være »ugudelig«.

2) En person, der udfører en handling, siges at være »udleveret til Satan«.

3) Kristne formanes til at undgå en person, der udfører en bestemt handling (dette er ikke situationen, når nogen er »mærket« som beskrevet i 2 Thessalonikerbrev 3:14).

De 37 udstødelsesgrunde, som ikke er baseret på Bibelen

Der præsenteres en liste over alle de udstødelsesforbrydelser, der er opfundet af DSR.

Tilføjelsen af nye udstødelsesforbrydelser betyder, at den kristne frihed blev ofret til fordel for autoritærisme

JV’s ledere værnede om den kristne frihed i tre årtier efter Anden Verdenskrig. Den enkelte kristnes samvittighed måtte afgøre beskæftigelse og andre aktiviteter. I den sidste del af det 20. århundrede besluttede JV’s ledere imidlertid, at nogle former for beskæftigelse og nogle aktiviteter var udstødelsesforbrydelser. Eksempler på gambling og brug af tobak diskuteres.

I bogen for ældste, »Vær Hyrder for Guds hjord«, er der opført 46 forskellige udstødelsesforseelser, og to andre udstødelsesforseelser findes andre steder. Af disse 48 er 37 opfundet af DSR uden nogen form for grundlag i Bibelen, og kun 11 udstødelsesforseelser er baseret på Bibelen. Alle disse udstødelsesforbrydelser vil blive præsenteret i dette kapitel.

Identifikation af de 11 udstødelsesforbrydelser, der er baseret på Bibelen

Syv forskellige udstødelsesforbrydelser præsenteres i 1. Korintherbrev kapitel 6. I kapitel 5 og 6 findes følgende kriterier for udstødelsesforbrydelser:

1) En person eller handling siges at være »ugudelig«.

2) En person, der udfører en bestemt handling, siges at være »udleveret til Satan«.

3) Kristne formanes til at undgå en person, der udfører en bestemt handling (dette er ikke situationen, når nogen er »mærket« som beskrevet i 2 Thessalonikerbrev 3:14).

De 37 udstødelsesgrunde, som ikke er baseret på Bibelen

Der præsenteres en liste over alle de udstødelsesforbrydelser, der er opfundet af DSR.

Tilføjelsen af nye udstødelsesforbrydelser betyder, at den kristne frihed blev ofret til fordel for autoritærisme

JV’s ledere værnede om den kristne frihed i tre årtier efter Anden Verdenskrig. Den enkelte kristnes samvittighed måtte afgøre beskæftigelse og andre aktiviteter. I den sidste del af det 20. århundrede besluttede JV’s ledere imidlertid, at nogle former for beskæftigelse og nogle aktiviteter var udstødelsesforbrydelser. Eksempler på dette er hasardspil og brug af tobak.

Udelukkelse/distancering – en falsk ansvarsfraskrivelse

Blandt de 37 udstødelsesforseelser er der fire, der betegnes som grund til »udelukkelse/distancering«, nemlig 1) at forlade JV, 2) at tage imod en blodtransfusion, 3) at tilslutte sig en anden religiøs organisation og 4) at bryde sin neutralitet. I 40 år blev personer, der tog imod en blodtransfusion, sluttede sig til en anden religiøs organisation, og hvis jobansættelse krænkede ens neutralitet, ekskluderet. Men så blev disse handlinger omdefineret som »å afskære sig selv« – personen havde frivilligt forladt menigheden, fordi han ikke længere ønskede at være et af Jehovas Vidner. Dette er en falsk ansvarsfraskrivelse. Hvis personerne havde forladt JV af egen fri vilje, kunne DSR ikke beskyldes for at udøve pres på nogen for ikke at acceptere en blodtransfusion eller ikke at stemme ved et politisk valg.

Det styrende råds misbrug af græske ord

Vi har set, hvordan der blev indført nye udstødelsesgrunde i forbindelse med beskæftigelse og andre aktiviteter. Vi har også set, hvordan fire af udstødelsesforseelserne har fået et nyt navn – at afskære sig selv – som tilsyneladende fritager DSR for ethvert ansvar for disse handlinger. I dette afsnit vil vi se, hvordan DSR har indført nye udstødelsesforseelser ved at fordreje græske ord til nye skræddersyede definitioner til deres egne formål – for at retfærdiggøre deres nye udstødelsesforbrydelser – men som ikke har noget sprogligt grundlag.

Vilkårligheden i udstødelseslovene

DSR’s definitioner af, hvad bestemte love om udstødelse omfatter, har ændret sig. Det betyder, at et vidne på et tidspunkt ville blive udelukket for en bestemt handling, men på et andet tidspunkt ville vidnet ikke være blevet udelukket for den pågældende handling. Nogle eksempler på ændrede definitioner er:

-Hvad er inkluderet i »afskyelige former for pornografi«.

-Hvad der indgår i porneia (»seksuelt umoralsk samleje«); definitionerne er blevet ændret otte gange.

-Forkerte seksuelle handlinger mellem ægtepar.

-Hvilke former for spil, der betragtes som udstødelsesforbrydelser; definitionerne er blevet ændret ni gange.

De mere end 100 potentielle udstødelsesforseelser

Bogen Aid to Answering Branch Office Correspondence har omkring 150 poster, og hver post kan indeholde flere beslutninger om ikke-bibelske (verdslige) spørgsmål. Hvis et vidne ikke accepterer en af disse beslutninger fra DSR, vil han eller hun blive udelukket. Et eksempel, hvor en beslutning ødelagde livet og ægteskabet for en person, der havde skiftet køn, er beskrevet i detaljer.

At udstøde eller udelukke nogen fra den kristne menighed er en alvorlig handling. Og de, der træffer beslutningen, bærer et stort ansvar. Det, der er vigtigt fra et kristent synspunkt, er, at enhver udstødelse/udelukkelse skal have et solidt grundlag i Bibelen.

Men i de fleste tilfælde er det ikke tilfældet. Af de 46 udstødelsesforseelser, der er anført i Hyrdebogen, har kun 11 et grundlag i Bibelen, og de øvrige 35 er opdigtede og opfundet af det styrende råd. Der er også to andre udstødelsesforseelser, som ikke er nævnt i Hyrde-bogen, og som heller ikke er baseret på Bibelen.

Den manglende trofasthed over for Bibelen ses også ved, at medlemmerne af DSR har tilføjet betydninger til nogle af de græske ord, der i sagens natur er forbundet med en udstødelsesforseelse, men som ikke har noget sprogligt grundlag. Jeg starter dette kapitel med at diskutere, hvordan udstødelsesforseelserne kan identificeres i Bibelen.

IDENTIFIKATION AF DE 11 UDELUKKELSESGRUNDE

Det eneste sted i de kristne græske skrifter, hvor udelukkelse fra den kristne menighed er direkte nævnt, er i 1. Korintherbrev, kapitel 5 og 6, og i 2. Korintherbrev, kapitel 2. Følgende kriterier for udstødelse af lovovertrædelser findes i 1. Korintherbrev, kapitel 5:

1) At være ondskabsfuld. 1. Korintherbrev 5,13 siger, at udstødte personer er onde, og det betyder, at de onde handlinger, der fortsat praktiseres, må være grunden til udelukkelse.

2) At blive overgivet til Satan. Det er det udtryk, der beskriver udstødelseshandlinger i 1. Korintherbrev 5:4. Så når vi læser i de kristne græske skrifter, at nogen bliver overgivet til Satan, ved vi, at personen er skyldig i at praktisere en ond handling/onde handlinger, der fører til udelukkelse fra fællesskabet.

3) For at undgå en person. Kristne bør »holde op med at have fællesskab« med udstødte personer, men ikke undgå dem helt. I en anden situation viser 2 Thessalonikerbrev 3:14, at vi også skal »holde op med at omgås« medlemmer af menighederne, som er blevet »mærket« for ikke at acceptere alle de ord, som Paulus har skrevet. Ja, de skal markeres, men ikke udelukkes. Hvis en tekst i de kristne græske skrifter siger, at vi skal »holde op med at være sammen med nogen«, hvis synd ikke er af den slags, der kræver mærkning, ved vi derfor, at den pågældende synd er en udstødelsesforseelse.

I det følgende vil jeg anvende de ovennævnte kriterier på teksten i de kristne græske skrifter for at afgøre, hvor mange af de udstødelsesforbrydelser, der er anført i Hyrdebogen, der har et grundlag i Guds ord.
I 1. Korintherbrev, kapitel 6, er der ni substantiver og et substantiviseret adjektiv (dvs. det fungerer som et verbalsubstantiv og et nomen agentis eller agentsubstantiv), der henviser til udstødelsesforbrydelser. Tre af disse kan subsumeres under andre udstødelsesforseelser, og derfor er der kun syv forskellige handlinger, der udtrykkeligt siges at være udstødelsesforseelser i kapitel 6. I det følgende vil jeg anvende de ovennævnte kriterier på fire andre handlinger, som er nævnt andre steder i Skriften, og det viser, at der er 11 udstødelseshandlinger, som er nævnt i Bibelen.

AT UNDGÅ EN PERSON (PARAITEOMAI)

En af de fire passager i NT, der taler om lovovertrædelser, som kan føre til til udstødelse, ud over 1. Korintherbrev kapitel 5 og 6, findes i Titus 3:10, 11 (NWT13):

10 Hvad angår en mand, der fremmer en sekt (heretikos), ham skal du afvise (paraiteomai) efter en første og anden formaning, 11 idet du ved, at en sådan mand er afveget fra vejen, han er en synder og selvfordømt.

Vi skal først se på ordet »afvise«. Det er oversat fra det græske ord paraiteomai, som ifølge Louw og Nida betyder »med vilje at undgå omgang med nogen«. Som nævnt er der to situationer i de kristne menigheder, hvor man kan undgå nogen. Den ene situation involverer en »mærket« person, som til en vis grad har afveget fra den kristne lære, men som stadig kan hjælpes. (2. Thessalonikerbrev 3:14). Den anden situation er, når en person er blevet ond og er blevet udelukket. (1. Korintherbrev 5:11) Den person, der nævnes i Titusbrev 3:10, kunne ikke hjælpes og må derfor udelukkes fra den kristne menighed.

Hvad er den omtalte mands synd? Det vigtige ord er det substantiviserede adjektiv hairetikos. Louw og Nida definerer ordet som »en, der skaber splittelse«, og TDNT I, 184, siger: »I kristendommen synes det at være blevet brugt teknisk lige fra begyndelsen og betegner tilhængere af kætteri.« Titus 3,11 viser, ligesom 1. Korintherbrev kapitel 5 og 6, at Paulus ikke kun taler om en eller nogle få dårlige handlinger, men om at være hairetikos (»kættersk«) – manden er blevet ‘en kætter’, hvilket taler til selve personens personlighed. Udtrykket »have afveget fra vejen« er oversat fra ekstrefomai, som ifølge Louw og Nida har betydningen »at have afveget fra mønstrene for korrekt adfærd og dermed være blevet korrupt«[1]

Hymenæus og Alexander blev »også udleveret til Satan« og blev dermed udelukket. (1 Timotheus 1:20) Hvad var grunden til deres udstødelse? De »sagde, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de undergraver troen hos nogle.« (2 Timotheus 2:17, 18.) Fordi de undergravede troen hos nogle, kan vi sige, at de var sektfremmende og skabte splittelse. Men en af de syv definitioner på frafald i bogen for ældste er »Bevidst at sprede lærdomme, der er i strid med Bibelens sandhed.« Disse ord kan anvendes på Hymeneus og Alexander, og i så fald har vi to bibelske udstødelsesforbrydelser, »at fremme en sekt« og »at udbrede falsk lære«.

Det er vigtigt at bemærke, at mandens handlinger med at fremme en sekt er  identiske med hans personlighed, fordi det er vist, at han er blevet korrupt. Ordene i 2 Thessaloniker 3:14, 15 (NWT13) bekræfter dette:

14 Men hvis nogen ikke er lydig mod vores ord gennem dette brev, skal du holde denne ene mærket og holde op med at omgås (synanamignymi) med ham, så han kan blive til skamme. 15 Og betragt ham dog ikke som en fjende, men fortsæt med at formane ham som en bror.

Hvis en kristen havde forbehold over for noget i Paulus’ inspirerede brev, kunne en sådan trodsighed til en vis grad føre til splittelse. Den kendsgerning, at andre medlemmer af menigheden kunne identificere den ulydige, viser, at hans »ulydighed« måtte komme til udtryk i en eller anden form for splittende handling. Men fordi hans forkerte handling beskrives med et verbum og ikke med et substantiv eller et substantiviseret adjektiv, var hans forbehold tydeligvis ikke en indgroet del af mandens personlighed. Derfor blev han ikke udelukket som en sektpromotor. Han blev stadig betragtet som en bror. Men han blev irettesat, og han var nødt til at ændre sin holdning.

En af kødets gerninger i Galaterbrevet 5 er udtrykt med ordet hairesis (»sekt«). Af de 15 kødelige gerninger, der er nævnt der, er dette en af fire, der udgør forseelser som kan medføre udelukkelse. (De tre andre er seksuelt umoralsk samleje (porneia), afgudsdyrkelse (eidolōlatria) og drukkenskab (methyō).

Der er en anden passage i de kristne græske skrifter, der handler om det samme emne som Titus 3:10, 11, og det er Romerne 16:17, 18:

17 Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem, der er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære I har modtaget; undgå (ekklinō) dem. 18 Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus, men af deres egen bug; og med glat tale og smiger forfører de ufordærvedes hjerter.

Ifølge Louw og Nida har ordet ekklinō i Romerbrevet 16:17 følgende betydning: »Med det formål at undgå samvær med nogen.« Hvilke synder begår de, der nævnes i Romerbrevet 16,17?

1) At skabe splittelse.

2) At forårsage snublen.

3) At handle i strid med den kristne lære.

4) Er ikke trælle af Jesus Kristus.

5) Forfører de uskyldiges hjerter.

De sidste tre punkter er de vigtigste. Ved at handle imod den kristne lære og ved at forføre folk var de sekt-fremmere. De kunne ikke hjælpes længere, og derfor indikerer det græske ord ekklinō (»undgå«), at de skal udelukkes.

En meget fin formaning findes i Vagttårnet fra 1. august 1974, side 472:

Hvis vi holder os til Skrifterne, hverken minimerer det, de siger, eller læser noget ind i dem, som de ikke siger, vil det sætte os i stand til at have et afbalanceret syn på de udstødte.

Denne formaning bliver ofte ikke fulgt, når Romerbrevet 16:17, 18 bliver diskuteret. Den første artikel, der diskuterede udstødelse i detaljer, blev offentliggjort i Vagttårnet den 1. marts 1952. Ud over de udstødelsesforseelser, der er nævnt i 1 Korintherbrev, kapitel 5 og 6, nævnes Romerne 16: 17, 18 som bevis. Det samme skriftsted bruges også i Hyrdebogen kapitel 12, punkt 39.4, da udelukkelsesforseelsen »forårsager splittelse«, som er samlet under overskriften »Frafald«.

Instruktionen er, at en bror eller søster, som beskyldes for en handling, der kan føre til udelukkelse, skal vises, hvilket skriftsted han eller hun formodes at have overtrådt. Min erfaring med retsudvalg, når nogen beskyldes for at skabe splittelse, er, at Romerbrevet 16:17, 18 læses, og en ældste peger på ordene »skabe splittelse og anledning til snublen«. Men det er at læse ind i teksten, hvad der ikke står. Teksten taler ikke om at skabe splittelse i en ukvalificeret generel forstand. Men den taler om at skabe splittelse ved at gå imod den kristne lære og ved at forføre andre kristne til at gøre det samme. Så den bibelske grund til udstødelse er i dette tilfælde den splittelse, der blev skabt som en konsekvens af at fremme en sekt, og ikke splittelse i almindelighed. Således er udstødelsesforseelsen ud fra Romerbrevet 16:17, 18 at fremme en sekt.

Det er vigtigt at bemærke, at det at skabe splittelse ikke i sig selv er en udstødelsesforseelse. Splittelse kan opstå både ved at gøre det rigtige og ved at gøre det forkerte. I 1. Korintherbrev 11:19  siger Paulus:

Der må jo nødvendigvis også være sekter iblandt jer, for at de godkendte også kan blive gjort kendt iblandt jer.

Betydningen kan illustreres med den virkelige situation, der rapporteres i 1 Korintherbrev 1:12, 13:

12 Hvad jeg mener er dette, at enhver af jer siger: »Jeg tilhører Paulus«, »Og jeg til Apollos«, »Men jeg til Kefas«, »Og jeg til Kristus.« 13 Kristus eksisterer splittet/delt.

Hvis vi var i menigheden i Korinth med de nævnte »sekter«, der udviklede sig i menigheden, ville vi ikke have andet valg end at modsætte os de tre nævnte sekter og vælge at adskille os selv, hvilket i virkeligheden ville skabe endnu en splittelse ved at sige: »Jeg tilhører Kristus.« Men i dette tilfælde har vi ikke skabt en sekt, for i modsætning til de andre er vores formål med at skabe splittelse at tage afstand fra de virkelige sektforkæmperes lære og at støtte den oprindelige kristne lære, nemlig at vi »tilhører Kristus«. Pointen er, at hvis noget er forkert, skal vi modsætte os det, selv om det vil skabe splittelse. Det kan vi overføre til denne bog. Det vigtige spørgsmål er, om konklusionerne i hvert kapitel er korrekte og i overensstemmelse med Bibelen. Hvis de faktisk er i overensstemmelse med Bibelen, skal Paulus’ ord i 1. Korintherbrev 11,19 anvendes på situationen. Og derfor er udgivelsen af denne bog berettiget, selv om den skaber splittelse.

AT VÆRE OND (PONEROS) ELLER AT HANDLE PÅ EN OND MÅDE

Ordet poneros (»ugudelig«) forekommer 26 gange fra Romerbrevet til Johannes’ Åbenbaring. Kun i to passager, der er citeret nedenfor, henviser ordet til bestemte handlinger, nemlig i henholdsvis 1 Joh 3:12 og 2 Joh 10, 11. Citaterne er fra NWT13:

12 ikke som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel. Og af hvilken grund slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.

10 Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. 11 For den, der hilser på ham, er delagtig i hans onde gerninger.

Ordene i 1 Joh 3:12 viser, at Kain stammer fra Satan, og at han var ond. Den omtalte onde handling er manddrab eller mord, og fordi denne handling kaldes »ond«, må det være en udstødelsesforbrydelse. Ordet »ond« i 2 Joh 11 henviser til antikristernes handlinger, som sandsynligvis var en del af den præ-gnostiske bevægelse. De var aktive propagandister, og de ønskede at komme ind i de kristnes hjem for at sprede deres falske lære. Antikristerne var ikke en del af de kristne menigheder og kunne derfor ikke udelukkes. Men det ser ud til, at selv nogle kristne i menighederne også blev forført af denne falske propaganda og sluttede sig til denne bevægelse. Ifølge 1 Joh 2:19 gik sådanne »frivilligt ud fra os«. Fordi disse kaldes »onde«, kan vi konkludere, at kristne, der »går ud fra os« og slutter sig til en anden religiøs organisation – her præ-gnostikerne – fortjener at blive udelukket.

AT BLIVE UDLEVERET TIL SATAN (PARADIDOMI)

Udtrykket overgivet til Satan forekommer i 1. Korintherbrev 5:5 i forbindelse med den seksuelt umoralske mand, som blev udelukket. Det eneste andet sted, hvor det bruges, er i forbindelse med Hymenæus og Alexander (1 Timoteus 1:20). Ifølge 2 Timotheus 2:18 spredte de falsk lære, og det betyder, at en person, der er gennemsyret af falsk lære og har til hensigt at sprede den, fortjener at blive udelukket.

En af de lovovertrædelser, der nævnes under paraplybetegnelsen »at afskære sig selv«, er »at slutte sig til en anden religiøs organisation«. Fordi religiøse organisationer spreder falsk lære, sætter det at tilslutte sig en sådan religiøs organisation personen i samme klasse som Hymenæus og Alexander. Derfor er det ifølge Bibelen en udstødelsesforbrydelse at tilslutte sig en anden religiøs organisation. I virkeligheden udgør spredning af falsk lære og tilslutning til en religiøs organisation én udstødelsesforseelse baseret på Bibelen – at sprede falsk lære. Men fordi begge dele er nævnt hver for sig i Hyrdebogen, nævner jeg dem som to separate udstødelsesforseelser.

Når man anvender kriterierne for handlinger, der er udstødelsesforseelser, viser det sig, at der ud over de syv, der er nævnt i 1. Korintherbrev, kapitel 5 og 6, findes fire andre udstødelsesforseelser i de kristne græske skrifter, nemlig spredning af falsk lære, tilslutning til en anden religiøs organisation, oprettelse af en sekt og manddrab.

DE ELLEVE UDSTØDELSESFORBRYDELSER I DE KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER

På baggrund af diskussionen ovenfor kan der findes 11 forskellige udstødelsesforbrydelser i de kristne græske skrifter, og tabel 1.1 indeholder en liste over disse udstødelsesforbrydelser.

Tabel 1.1 De 11 udstøtelsesforbrydelser der er basert på Bibelen

pornos En mand eller kvinde som dyrker seksuel umoral (1 Kor. 6:9)
eidōlolatrēs En som deltager i afgudsdyrkelse (1 Kor. 6:9)
kleptēs En tyv (1 Kor. 6:10)
pleonektēs En udnytter (fejlagtig beskrevet som “grådighed” i Hyrdebogen 1 Kor. 6:10).
methysos En dranker (1 Kor. 6:10)
loidoros En krænker, en voldelig person. (1 Kor. 6:10)
harpax En havesyg person, en røver. (1 Kor. 6:10)
anatrepō En som spreder falsk lære. (2 Tim. 2:18; 1 Tim. 1:20)
hairesis En som laver eller fremmer en sekt. (Titus 3:10)
planos En, der tilslutter sig en anden religiøs organisation. (2 Joh. 7, 10)
sfazō Manddrab – mord. (1 Joh. 3:12)

På min hjemmeside www.mybelovedreligion.no diskuteres hver af de 11 udstødelsesforseelser i detaljer i kategorien »De elleve eksklusjonsgrunnene«.

Medlemmerne af DSR accepterer alle de 11 lovovertrædelser på listen som udstødelsesforbrydelser. Men de har tilføjet 37 andre udstødelsesforbrydelser, som ikke har noget grundlag i Bibelen. Disse vil blive diskuteret nedenfor.

[1] Antikristerne (2. Johannes 1:7, 11), som bevidst spreder religiøst bedrag om Jesus Kristus og hans lære, er også sektpromotorer.

DE SYVOGDREDIVE UDSSTØDELSESFORBRYDELSER, DER ER INDFØRT AF DET STYRENDE RÅD

I Hyrde-bogen, der blev udgivet i 2019, er der 46 udstødelsesforbrydelser (inklusive de fire eksempler på at afskære sig selv). Af disse er 35 opfundet og indført af medlemmerne af DSR uden noget grundlag i Bibelen. De har også indført to andre udstødelsesforbrydelser.

I foråret 1965, da jeg startede som kredstjener (kredstilsynsmand), modtog jeg bogen Questions in Connection with the Service of the Kingdom (1961). Bogen var skrevet til retsudvalg og skulle hjælpe dem med at besvare spørgsmål om rigtig og forkert opførsel. Bogen indeholdt syv udstødelsesforseelser. I den sidste del af det 20. århundrede blev der opfundet nogle nye udstødelsesforseelser, og i bogen til ældste , »Vær opmærksom på dig selv og hele flokken« (1991), tæller jeg 19 forskellige udstødelsesforseelser. Det betyder, at ud over de 11 udstødelsesforbrydelser, der er baseret på Bibelen, blev otte andre udstødelsesforbrydelser opfundet og introduceret på det tidspunkt. Mellem år 2000 og 2010 var Ted Jaracz det ledende medlem af DSR. Han var en hardliner, og under hans ledelse blev de fleste af de 29 udstødelsesforbrydelser, der manglede i 1991, opfundet og indført. Dette bekræftes af en sammenligning af den reviderede Hyrde-bog fra 2019 med dens forgænger fra 2010, hvor alle de 35 ekstrabibelske udstødelsesforbrydelser, der er skrevet i Hyrdebogen fra 2019, allerede var etableret.[1]

Jeg vil nu præsentere en liste over de udstødelsesforbrydelser, der er opfundet og indført af DSR, og derefter vil jeg foretage en undersøgelse af nogle af disse for at se, hvordan de blev indført.

Tabel 1.2 Liste over de syvogtredive udstødelsesforbrydelser, som ikke er baseret på Bibelen

SEKSUEL UMORAL

1 Stærke indicier på porneia.
2 Ægteskabsbrud
3 Misbrug af børn

GROV URENHED/URENHED MED GRÅDIGHED

4 Momentan berøring af intime kropsdele eller kærtegn af bryster
5 Umoralske samtaler over telefon eller internet
6 At se afskyelige former for pornografi
7 Misbrug af tobak
8 Brug af marihuana eller betelnødder
9 Misbrug af medicinske, ulovlige eller vanedannende stoffer
10 Ekstrem fysisk urenhed
11 Oral eller anal kopulation inden for ægteskabet

UANSTÆNDIG ADFÆRD

12 Unødvendig kontakt med udelukkede eller dissocierede individer
13 Dating, selv om man ikke er bibelsk fri til at gifte sig igen
14 Fræk adfærd i forskellige situationer

UAFHÆNGIG ADFÆRD

15 Fråseri
16 Blodskyld

 

17 Bevidst, ondsindet løgn, falsk vidnesbyrd

 

18 Bedrageri

 

19 Bagvaskelse

 

20 Uanstændig tale
21 Hasardspil

 

22 Grådighed

 

23 Høj brudepris

 

24 Nægtelse af at forsørge familien

 

25 Anfald af vrede

 

26 Professionel boksning

 

27 Slagsmål, vold i hjemmet

 

FRAFALD

28 Fejring af falske religiøse højtider

 

29 Deltagelse i tværreligiøse aktiviteter

 

30 Forårsage splittelse af enhver art

 

31 Beskæftigelse, der fremmer falsk religion

 

32 Spiritisme

 

DISASSOIATION

33 Forlade Jehovas Vidner

 

34 Modtage blodtransfusion

 

35 Krænke kristen neutralitet[2]

 

IKKE I HYRDEBOGEN

36 Aktivitet mod regeringen
37 Uenighed med DSR i dagligdags spørgsmål[3]

Den grundlæggende årsag til opfindelsen af ekstrabibelske udstødelsesforbrydelser er ændringen af organisationen fra at være teokratisk og værne om kristen frihed til at blive autokratisk med DSR, der udøver diktatoriske beføjelser. Jeg vil illustrere dette med nogle eksempler.

FRA KRISTEN FRIHED TIL AUTORITÆR LOV

Et begreb i forbindelse med sekulært arbejde, som næsten er blevet et mantra for det nuværende styrende råd, er »at være en klar medskyldig«. Dette begreb er blevet strakt til det yderste af det nuværende styrende råd, og det anvendes i menighederne. Et citat fra Vagttårnet af 15. september 1951, side 574, som er blevet citeret før, viser, hvordan lederne af den teokratiske organisation JV efter Anden Verdenskrig stod op for kristen frihed:

Vagttårnsselskabet er organiseret med det formål at forkynde de gode nyheder om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationer, og det opmuntrer og hjælper alle til at have en rolle i dette arbejde og rådgiver frit om de mest effektive procedurer. Med hensyn til andre former for aktivitet eller arbejde kommer Selskabet ikke med nogen specifik anbefaling. At udarbejde regler for alle mulige situationer i forbindelse med verdsligt arbejde ville føre til, at vi skulle udarbejde et omfangsrigt, talmudlignende regelsæt, hvor vi skulle forsøge at foretage alle de fine sondringer med hensyn til, hvornår et bestemt arbejde er forkasteligt, og hvornår det ikke er. Herren har ikke lagt det ansvar over på Selskabet; det er den enkeltes ansvar at afgøre sin egen sag. For at illustrere problemet kan vi se på spørgsmålet om at sælge julekort eller juletræer. Hvis det er forkert, hvad så med slagteren, der sælger en kalkun til en julemiddag, eller ekspeditricen, der sælger en sweater, der skal bruges som julegave? Hvor skal grænsen trækkes? Eller hvornår bliver arbejde til forsvarsarbejde? Man behøver ikke at arbejde på et samlebånd med tanks for at lave ting, der bruges i krig…

Vagtårnsselskabets tavshed om disse spørgsmål skal ikke ses som et samtykke, og det skal heller ikke ses som en fordømmelse, som vi ikke ønsker at give åbent udtryk for. Det betyder, at vi mener, at det er den enkeltes ansvar at vælge, ikke vores. Det er vedkommendes samvittighed, der skal være rolig for hans eller hendes kurs, ikke vores … Så lad hver enkelt acceptere sit eget ansvar og svare til sin egen samvittighed og ikke kritisere andre eller blive kritiseret af dem, når individuelle samvittigheder tillader forskellige beslutninger om det samme spørgsmål.

Bemærk, at i JV’s frie kristne samfund efter Anden Verdenskrig havde Selskabet (JV’s ledere, der var forbundet med Vagttårnsselskabet) ”ingen specifik anbefaling vedrørende ”former for aktivitet eller arbejde, bortset fra forkyndelsen af de gode nyheder om Riget! Men hvordan skal anarki undgås? Ved hjælp af den kristne samvittighed. Og vi bemærker, at kristne kunne »træffe forskellige beslutninger om de samme spørgsmål«. Kommentarerne i artiklen bidrager på ingen måde til splittelse. For muligheden for ”forskellige beslutninger drejede sig ikke om trosspørgsmål baseret på Bibelen, men om forskellige beslutninger i forbindelse med aktiviteter og arbejde.
I sin beretning om sit liv som et af Jehovas Vidner i flere årtier havde A.H. Macmillan en interessant observation om, hvordan N.H. Knorr, præsidenten for Vagttårnsselskabet fra 1942, så på enhed:

Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan forskellige præster, som repræsenterer den samme religiøse organisation, underviser noget forskelligt om det samme emne? Konferencer inden for deres kirkesystemer forsøger hele tiden at udjævne disse forskelle, men alligevel fortsætter de. Knorr mente, at ikke alene skulle alle kristne være præster, men alle skulle undervise i nøjagtig samme tankegang. Ville det være muligt uden at gøre dem til »papegøjer«? Knorr mente, at det kunne lade sig gøre, og satte sig for at gøre det … nogle brødre i organisationen blev anerkendt som dygtige talere … Men Knorr ønskede, at alle i organisationen skulle være »rede til altid at give et svar til enhver, der spørger jer om grunden til det håb, der er i jer« …

Organisatorisk stod vi nu på et solidt grundlag, og Selskabets modenhed som helhed var helt tydelig. Men Knorr indså, at enhver ministeriel tjener må være personligt udrustet til at forkynde … Nu gik Knorr i gang med en kampagne for at bringe modenhed til alle Jehovas vidner og især forberede dem på at forkynde individuelt, men uden at modsige hinanden

Nu begyndte træningsprogrammet for alvor. I april 1943 blev der organiseret særlige skoler i alle Jehovas Vidners menigheder, som blev en fast del af menighedens aktiviteter.[4]

Knorrs mål, som Macmillan udtrykte det, var at uddanne hvert enkelt vidne ved hjælp af personlige bibelstudier og programmer på møderne til at blive en moden kristen. Dette ville resultere i enhed i troen, uden at gå på kompromis med individualiteten, og hvert vidnes evne til at træffe afbalancerede beslutninger på grundlag af sin samvittighed.

I dag er situationen en helt anden, hvilket betyder, at vidnerne blot er blevet papegøjer for DSR. De gentager, hvad DSR siger, og der er ingen opfordring til uafhængige bibelstudier, endsige nogen uddannelse i, hvordan dybe bibelstudier udføres. I dag er der »et Talmud-lignende regelsæt« lavet af DSR, præcis hvad artiklen ovenfor advarede imod. Vidnerne tror, at alt, hvad medlemmerne af DSR gør eller siger, kommer fra Gud og derfor er sandheden. Når DSR ændrer noget, gennemgår vidnernes overbevisning en slags »genstart«, så den nye opfattelse nu også accepteres som kommende direkte fra Gud. Og ingen synes at lægge mærke til, at det tidligere synspunkt, som nu anses for at være forkert, på et tidspunkt også blev anset for at komme fra Gud. Når DSR foretager en ændring, bliver hele JV-samfundet simpelthen »genstartet«, og programmet kører videre derfra – som om den tidligere fejl i programmeringen aldrig havde eksisteret. Det er det, jeg kalder »tankeløs konformitet«.

Det seneste eksempel på denne form for konformitet er brevet til de ældste fra 27. september 2021 om spørgsmålet vedrørende Covid-19-vaccination. Hvis nogen i en menighed giver udtryk for et andet syn end DSR’s på selv dette verdslige spørgsmål, kan han blive udelukket, fordi han ‘skaber splittelse’ i menigheden »i strid med den lære [om vaccinationer], som du har lært« fra DSR.[5]

Jeg vil nu vende tilbage til diskussionen om beskæftigelse. I spalten Spørgsmål fra læserne i Vagttårnet fra 1. februar 1954, side 94, er der følgende spørgsmål: »Er hasardspil en overtrædelse af Bibelens principper?«

Spil appellerer til egoisme og svækker de moralske normer; det frister mange til at snyde og være uærlige … Kan en kristen være ansat i en spillevirksomhed, der er lovligt anerkendt og tilladt? Han tror måske, at han kan gøre det, hvis han afholder sig fra at spille selv eller lade sine åndelige brødre spille gennem sine tjenester. En kan måske gøre det med god samvittighed, mens en anden ikke ville kunne gøre det med god samvittighed. Hver enkelt må selv beslutte, om han kan eller ikke kan gøre det med god samvittighed. Det er uden tvivl at foretrække at være adskilt fra den atmosfære, der omgiver sådanne aktiviteter, og den kristne kan med fordel sørge for at ændre sin beskæftigelse. Det er en sag, som hver enkelt må afgøre for sig selv og i overensstemmelse med sine omstændigheder og sin samvittighed. Vagttårnsselskabet tager ikke stilling til den enkeltes beskæftigelse, som vi tidligere har udtalt i Vagttårnet af 15. september 1951, side 574

Spørgsmålet her er spil, og vi bemærker, at selv om det siges, at »spil appellerer til egoisme og svækker den moralske karakter«, er det stadig en personlig sag baseret på ens samvittighed at deltage i spil eller endda at være ansat i en spillevirksomhed. Dette er igen et typisk eksempel på kristen frihed. I den nuværende autokratiske organisation skal en person, der er ansat i en spillevirksomhed, ændre sit arbejde inden for seks måneder eller blive udelukket.

 Gambling er ikke nævnt i Bibelen, og derfor er enhver regel om gambling et menneskeligt bud. Det vilkårlige ved DSR’s Talmud-lignende regler er, at synet på gambling har ændret sig. Fra 1961 blev gambling betragtet som afpresning, men den opfattelse blev forkastet i 1972, og fra da af blev gambling betragtet som grådighed. Og synet på, hvilke former for spil, der repræsenterer udelukkelsesforbrydelser, har ændret sig otte gange siden 1950’erne.[6]
Jeg vil nu diskutere et spørgsmål i forbindelse med »aktiviteter«. Siden Anden Verdenskrig har JV’s ledere betragtet tobak i en eller anden form som en beskidt vane. Dette blev nævnt i en artikel i Vagttårnet fra 1942, side 205. Men artiklen sagde også:

Selskabet har ingen magt eller autoritet eller ønske om at sige, at en person, der ønsker at bruge tobak, ikke må gøre det. Det kan heller ikke sige: »Du må ikke vidne for Riget.«[7]

Bogen Questions in Connection with the Service of the Kingdom (Spørgsmål i forbindelse med Rigets tjeneste) (1961) blev udgivet for at hjælpe retsudvalg. På side 78 finder vi spørgsmålet: »Vil brug af tobak resultere i restriktioner for en, der ønsker at tjene Jehova?«:

Hvis en person, der bruger tobak, udtrykker ønske om at blive døbt, bør man på en venlig måde vise ham, at brugen af tobak er en uren vane, som ikke klæder en Guds tjener. Selv om vi ikke vil nægte at døbe ham, fordi han bruger tobak, vil vi ikke se ham som et godt eksempel for brødrene i menigheden. Og så længe han bruger tobak, vil vi ikke udnævne ham til ministeriel tjener eller tilsynsmand i den kristne menighed. Han kan ikke modtage nogen tjenesteprivilegier. Han kan deltage i den teokratiske skole og holde korte taler, men han vil ikke få lov til at holde offentlige foredrag. Han kan gå fra hus til hus, foretage besøg og gennemføre bibelstudier og på andre måder hjælpe til i felttjenesten, så længe han ser hen til Jehova for at få kraft til at holde op med sin urene vane. En, der bruger tobak, kan ikke tjene som pioner eller fuldtidsrepræsentant for den teokratiske organisation.

Der kan være undtagelser fra denne regel. Men en, der bruger tobak, kan kun udnævnes til ministeriel tjener eller tilsynsmand, hvis der ikke er nogen anden døbt person i menigheden, der kan fungere som tjener. Hvis en, der bruger tobak, udnævnes til tjener, må han acceptere, at han ikke kan bruge tobak offentligt, mens han forkynder på marken eller i nærheden af rigssalen. Og han skal gøre en bevidst indsats for at holde op med denne dårlige vane.

Tobak blev stadig betragtet som en uren vane. Men hvis der ikke var nogen, der kunne opfylde behovet, kunne et vidne, der brugte tobak, blive udnævnt til ministeriel tjener eller tilsynsførende. Men i 1973 skete der en ændring i synet. I Vagttårnet fra 1973, side 340 og 341, stod der, at ethvert vidne, der brugte tobak, ville blive udelukket, hvis han eller hun ikke holdt op med at ryge inden for seks måneder. Tobak er ikke nævnt i Bibelen, så dette var et menneskeligt bud, der blev opfundet og indført af DSR. Så igen ser vi et eksempel på den tankeløse konformitet i modsætning til den kristne frihed, der eksisterede efter Anden Verdenskrig.
Diskussionen ovenfor har vist, hvordan de to udstødelsesforseelser, hasardspil og brug af tobak, blev føjet til listen over udstødelsesforseelser, og hvordan kristen frihed blev ændret til autoritærisme.

AT AFSKÆRE SIG  SELV – EN FALSK ANSVARSFRASKRIVELSE

Begrebet »at  afskære sig selv« findes ikke i Bibelen. Hyrdebogen , kapitel 18, punkt 1 og 2, siger:

Mens udelukkelse er en handling, der foretages af en retslig komité mod en ikke angrende lovovertræder, er udmeldelse/at afskære sig selv en handling, der foretages af et døbt medlem af menigheden, der ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner.

Bogen opregner de fire følgende situationer som »handlinger, der kan indikere afskæring«:

1) At bekendtgøre en fast beslutning om ikke længere at være kendt som et af Jehovas Vidner.

2) At tilslutte sig en anden religiøs organisation og gøre opmærksom på sin hensigt om at forblive hos den.

3) Frivilligt og uden anger tager imod blod.

4) At vælge en kurs, der krænker kristen neutralitet.

Den grundlæggende konklusion i dette afsnit er, at »at avskære sig selv« er nøjagtig det samme som udstødelse. Men ved at hævde, at en person har forladt sin menighed af egen fri vilje i stedet for at blive udstødt, fordi han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner, kan DSR fraskrive sig ethvert ansvar for, at han forlader organisationen. Men dette er en falsk ansvarsfraskrivelse.

Jeg vil nu se på spørgsmålet om udelukkelse versus afskæring fra et historisk synspunkt. Det er interessant, at man oprindeligt udelukkede personer, som tilsluttede sig en anden religiøs organisation, tog imod en blodtransfusion eller krænkede den kristne neutralitet med sit arbejde. I dag bliver de ikke udelukket, men påstanden er, at de har taget afstand fra menigheden af egen fri vilje. Det er selvfølgelig det rene nonsens, som min historiske gennemgang vil vise.

AT MODTAGE BLOD UDEN ANGER

Ifølge Bibelen repræsenterer hvert væsens blod dets liv og er Guds særlige ejendom. Blod må ikke bruges til noget som helst. Det er grunden til, at JV ikke spiser blod eller tager imod blodtransfusioner. Vagttårnet af 15. januar 1961, side 63, skrev:

I betragtning af alvoren i at tage blod ind i det menneskelige system ved en transfusion, ville overtrædelse af de hellige skrifter i denne henseende udsætte den dedikerede, døbte modtager af blodtransfusion for at blive udelukket fra den kristne menighed? De inspirerede hellige skrifter svarer ja.

Udstødelsen af vidner, der tog imod blod uden at vise anger, fortsatte i mere end 30 år. I 1991 udkom bogen for ældste, »Vær opmærksom på jer selv og på hele flokken«. Sammen med bogen kom en liste over udstødelsesforseelser, og den viste, at det stadig var en udstødelsesforseelse frivilligt at tage imod en blodtransfusion.

Men denne holdning kunne føre til problemer. Hvis en læge sagde, at en patient ville dø, hvis han ikke tog imod blod, men han ikke ville tage imod blod, fordi han var bange for at blive udelukket, kunne ledelsen af Jehovas Vidner (det styrende råd) blive holdt ansvarlig. Hvis en patient døde, kunne en domstolsafgørelse tvinge DSR til at betale erstatning.

På grund af dette fandt DSR på en »genial« løsning. Vidner, som frivilligt havde taget imod blod uden at have fortrudt det, ville ikke længere blive udelukket. Men denne handling ville fra nu af blive betragtet som en beslutning truffet af vidnet om at forlade organisationen af egen fri vilje, fordi han ikke længere ønskede at være et af Jehovas Vidner. Ud fra dette synspunkt kunne DSR ikke holdes ansvarlig for problemer i forbindelse med nogens afvisning af at tage imod en blodtransfusion. Det nye synspunkt kom til udtryk i en liste til retsudvalg over udstødelsesforseelser fra maj 2005, hvor det at tage imod blod er opført som at afskære sig selv og ikke som udstødelse.

TILSLUTNING TIL EN ANDEN RELIGIØS ORGANISATION

Fra 1942 og i 44 år blev vidner, der sluttede sig til en anden religiøs organisation, udelukket. Det står for eksempel i bogen for retsudvalg Questions in Connection with the Service of the Kingdom (1961), side 58.

Dette blev dog ændret i et brev fra afdelingskontoret i Norge til de ældste dateret 25. juni 1986:

Vi skriver til jer for at informere jer om en ændring i den procedure, der skal følges, hvis et medlem af menigheden slutter sig til en anden religiøs organisation. Indtil nu er sagen vedrørende personer, der slutter sig til en religiøs organisation, blevet behandlet af et retsudvalg med en mulig udelukkelse som resultat. Man har imidlertid besluttet, at det vil være mere passende at betragte en person, der tilslutter sig en falsk religiøs organisation, som en, der ved sine handlinger har taget afstand fra Jehovas Vidners menighed. Sådan ser vi også på en person, der tilslutter sig en verdslig organisation, hvis mål er i strid med Bibelen, og som på grund af dette vil blive dømt af Gud. (Forfatterens understregning)

Der gives ingen grund til denne ændring, bortset fra at »man har besluttet, at det vil være mere passende.«

OVERTRÆDELSE AF  KRISTEN NEUTRALITET

Den nævnte liste fra maj 2005 opregner tre handlinger, der indikerer, at man har taget afstand fra den kristne menighed, nemlig punkt 2), 3) og 4) ovenfor.

Jeg har ikke fundet nogen artikel i Vagttårnsindekset, der diskuterer, hvordan man skal behandle en person, der har stemt ved et politisk valg før 1991. Men i bogen for retsudvalg Questions in Connection with the Service of the Kingdom (1961), side 61, står der:

Hvis en dedikeret kristen accepterer en politisk position eller stemmer på politiske kandidater, kan han så fortsætte med at være medlem af menigheden?

Det er indlysende, at man ikke kan tjene to herrer, og en person, der bliver valgt ind i en politisk stilling, vælger at vandre på denne verdens veje, og han kan ikke betragtes som en, der hører til menigheden. (Matthæus 6:24) Menigheden kan blive informeret om, at hans forkynderkort er fjernet fra kartoteket over aktive forkyndere.

En person, der frivilligt stemmer på en politiker, tager også del i denne verdens sysler. Han vender tilbage til verden for at være engageret i verdens anliggender, og han adskiller sig derfor fra den nye verdens samfund. Hans kort bør fjernes fra kartoteket over aktive forkyndere. Hvis han fortryder sin handlemåde og viser, at han forstår de kristnes rette syn på verdens anliggender, kan han skrive et brev, hvor han beder om at blive betragtet som forkynder igen.

Hovedpointen i ovenstående citat er, at hvis man indtager en politisk holdning, vil man gå på kompromis med sin loyalitet over for Guds regering, hans himmelske rige. Det betyder, at en person, der krænker sin neutralitet, ikke samtidig kan være et af Jehovas Vidner. Bogens synspunkt er, at personen ved at overtræde sin neutralitet har valgt at forlade den kristne menighed og blive en del af verden igen. Bogen siger, at forkynderkortet for den person, der har stemt, vil blive fjernet fra menighedens arkiv. Men bogen siger ikke, at en sådan person skal udstødes, men han eller hun vil blive behandlet på samme måde som andre verdslige personer. Dette understøttes af det faktum, at en person, der frivilligt forlod organisationen, ikke ville blive udstødt før år 1981, som jeg viser nedenfor.

Mens stemmeafgivning ved valg kun sjældent er blevet nævnt, er krænkelse af kristen neutralitet ved ens sekulære arbejde blevet diskuteret flere gange. Kingdom Ministry fra februar 1977, side 3, siger:

Menighedens ansvar

Når en bror har et arbejde, som klart overtræder Guds lov, bliver menigheden og dens ældste med rette bekymrede over sagen. Hvor arbejdet eller et produkt heraf fordømmes i Skriften eller er af en sådan art, at det gør en til medskyldig eller medvirkende til overtrædelser, bør de ældste først forsøge at hjælpe personen til at se det forkerte i hans handlemåde. I sådanne tilfælde, hvor sammenhængen er klar og tydelig, bør det være muligt at gøre det, som Bibelen siger, klart for ham og sætte ham i stand til at se, hvorfor det faktisk gælder for ham. Det kan dog kræve en række samtaler, måske over en periode på nogle uger, for at hjælpe ham til at se pointen og under bøn overveje, hvad han er blevet gjort opmærksom på. Hvis det er helt sikkert, at hans ansættelse er i strid med kristne principper, og han alligevel insisterer på at fortsætte, kan han blive udelukket fra menigheden.

Citatet henviser til arbejde, der gør »en til medskyldig eller medvirkende til overtrædelser«, og så taler det om en situation, »hvor forbindelsen er klar og tydelig«. Det vigtige punkt er den sidste sætning i citatet. Det viser, at i 1977 ville et vidne, der havde beskæftigelse, der blev fordømt i Skriften, hvilket må omfatte krænkelse af hans neutralitet, blive udelukket.

Men kun fire år efter artiklen i Kingdom Ministry ændrede proceduren for, hvordan man behandler en person, der krænkede sin neutralitet ved sit arbejde, Vagttårnet den 15. september. 1981, side 24, skrev:

15 Eller en person kan give afkald på sin plads i den kristne menighed ved sine handlinger, f.eks. ved at blive en del af en organisation, hvis mål er i strid med Bibelen, og som derfor er under dom af Jehova Gud. (Sammenlign Åbenbaringen 19:17-21; Esajas 2:4.) Så hvis en, der var kristen, valgte at slutte sig til dem, der er misbilliget af Gud, ville det være passende for menigheden at anerkende ved en kort meddelelse, at han havde adskilt sig og ikke længere er et af Jehovas Vidner.

Ændringen i synspunktet er, at i 1977 blev en person udelukket, hvis han fortsat krænkede sin neutralitet ved sit arbejde. Men fra 1981 til 2022 har synspunktet været, at en sådan person har taget afstand fra den kristne menighed, fordi han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner.

AT BEKENDTGØRE BESLUTNINGEN OM AT FORLADE JEHOVAS VIDNER

Hvis et vidne skriver et brev, hvor han siger, at han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner, eller hvis han siger det til de ældste, er dette et klart eksempel på frivillig adskillelse, så vi kan med rette sige, at han har taget afstand fra menigheden, fordi han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner.
Hvordan vil en sådan person blive behandlet? Før 1981 blev personer, der meldte sig ud af deres menighed og dermed afskærede sig selv, behandlet som andre personer uden for organisationen og ikke som udstødte personer. Men Vagttårnet af 15 . september 1981, side 23, ændrede denne procedure:

Derfor kan kristne ældste og andre af kærlighed besøge og hjælpe den, der er blevet svag og inaktiv. (1 Thess. 5:14;Rom. 15:1; Hebr. 12:12, 13) Det er dog en anden sag, når en person afviser at være kristen og afskærer sig selv (fra menigheden).

Personer, der gør sig selv »ikke af vores slags« ved bevidst at afvise Jehovas Vidners tro og overbevisning, skal ses og behandles på passende vis, ligesom dem, der er blevet udelukket for forseelser.

Det er første gang, at Vagttårnets litteratur siger, at personer, der har taget afstand fra Jehovas Vidner, skal behandles på samme måde som personer, der er blevet udelukket, og at de skal undgås. Hvad er formålet med udstødelse ifølge JV? Efter at have citeret ordene »hold op med at omgås enhver, som« i 1. Korintherbrev 5:11. Vagttårnet af 1. juli 1963, side 413, siger:

Derfor vil menighedens medlemmer ikke omgås den udstødte, hverken i rigssalen eller andre steder. De skal ikke tale med vedkommende eller vise ham anerkendelse på nogen måde. Hvis den udstødte person forsøger at tale med andre i menigheden, skal de gå væk fra ham. På den måde vil han føle den fulde betydning af sin synd. Hvis alle ellers kommunikerede frit med forbryderen, ville han blive fristet til at føle, at hans overtrædelse ikke var så alvorlig.

Disse ord viser, at formålet med at undgå en person er at hjælpe ham til at forstå, at han må ændre sin kurs og vende tilbage til menigheden. I lyset af dette kan vi spørge? Hvad er formålet med at undgå en person, der har skrevet et brev, hvor han siger, at han ikke længere vil være et af Jehovas Vidner? Denne person har taget stilling til, at han ikke ønsker at være i menigheden, så formålet med at undgå ham kan ikke være, at han skal vende tilbage til menigheden. Den konklusion, vi må drage, er, at formålet med at udstøde personer, der har taget afstand, ikke er velgørende – det er ikke for at hjælpe dem på nogen måde. Men i DSR-medlemmernes øjne er det en alvorlig synd at melde sig ud af JV, og at undgå dem, der melder sig ud (dem, der distancerer sig), er udelukkende en måde at straffe dem for deres »synd«.

På hjemmesiden jw.org stilles følgende spørgsmål: »Kan en person træde tilbage fra at være et af Jehovas Vidner?« Der gives følgende svar:

Ja. En person kan melde sig ud af vores organisation på to måder:

Ved formel anmodning. Enten mundtligt eller skriftligt kan en person give udtryk for sin beslutning om, at han ikke længere ønsker at være kendt som et af Jehovas Vidner.

Ved handling. En person kan foretage en handling, der placerer ham uden for vores verdensomspændende broderskab. (1 Peter 5:9) For eksempel kan han tilslutte sig en anden religion og gøre opmærksom på sin hensigt om at forblive en del af den.-1 Johannes 2:19.[8]

Disse svar er misvisende, fordi læserne ikke får at vide, at der lægges stærke, endda traumatiske, sanktioner på den, der mundtligt eller pr. brev giver udtryk for, at han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner. Det betyder, at et vidne ikke kan »melde sig ud« i ordets normale betydning. Men hvis han ønsker at forlade menigheden, bliver han i realiteten udelukket fra menigheden. Spørgsmålene i forbindelse med udmeldelse i handling og ikke i ord er allerede blevet diskuteret ovenfor.

UDMELDELSE/AFSKÆRING ER NØJAGTIG DET SAMME SOM UDSTØDELSE

I de foregående afsnit blev det vist, at det at tage imod blod, at tilslutte sig en anden religiøs organisation og at krænke den kristne neutralitet gennem sit arbejde i mange år var udstødelsesforseelser. På nuværende tidspunkt er de tre nævnte handlinger ikke længere udstødelsesforseelser. Men synspunktet er, at disse handlinger viser, at personen af egen fri vilje har løsrevet sig fra menigheden, fordi han ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner. Karakteren af de tre handlinger, der tidligere førte til udstødelse, men som nu repræsenterer adskillelse og afskæring, har imidlertid ikke ændret sig på nogen måde. Og dette alene viser, at udmeldelse/afskæring er nøjagtig det samme som udstødelse – kun navnet er anderledes.

I bogen for ældste «Vær opmærksom på dig selv og på hele flokken « (1991), side 102, står der:

De, der tager afstand (afskærer sig selv), skal betragtes og behandles på samme måde som udstødte personer.

Når en adskilt/afskåret person ‘betragtes og behandles på samme måde som en udstødt person’, dvs. at han eller hun udstødes af Vidnerne, må adskillelse/afskærelse og udstødelse være nøjagtig det samme.

Den forskel, som DSR hævder, er i dette tilfælde, at en udstødt person bliver smidt ud af menigheden, mens en afskåret/dissocieret person har forladt menigheden frivilligt. Denne forskel er kunstig; det er i virkeligheden blot et trick eller en gimmick. Faktum er, at både den, der er udelukket, og den, der har taget afstand/har afskåret sig selv, bliver smidt ud af menigheden. Dette ses i Hyrdebogen 18.3 (4):

Hvis hans ansættelse gør ham til en klar medskyldig i ikke-neutrale aktiviteter, skal han generelt have seks måneder til at foretage en justering. Hvis han ikke gør det, har han afskåret sig selv.

Denne situation ligner flere andre situationer, der er blevet diskuteret i bogen. De ældste får næsten ubegrænset magt i mange situationer, som er tvetydige og uklare. Og om et vidne får lov til at fortsætte med at være medlem af menigheden eller ej, er baseret på menighedens ældstes subjektive synspunkter og mavefornemmelser.

Jeg illustrerer situationen på følgende måde: En bror arbejder på en stor fabrik, og en lille del af dens produktion bliver solgt til de væbnede styrker. I denne situation har de ældste ret til at sige til broderen: »Fordi en del af produktionen sælges til militæret, krænker du din kristne neutralitet ved at beholde dette job. Vi giver dig seks måneder til at finde et andet job, og hvis du ikke gør det, har du taget afstand fra menigheden og afskåret dig, fordi du ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner.« Hvis broderen er uenig med de ældste og påpeger, at kun en lille procentdel af produktionen sælges til militæret, og at disse produkter fremstilles i en afdeling af fabrikken, hvor han ikke arbejder, vil de ældste i de fleste tilfælde ikke skifte mening. De har foretaget deres vurdering, og hans synspunkter tæller ikke.

Så hvad vil der ske i dette tilfælde? Hvis broderen ikke har skiftet job inden for seks måneder, vil de ældste sige, at han af egen fri vilje har forladt menigheden. Men det er simpelthen ikke sandt. Hvis broderen for eksempel holder fast i sit synspunkt om, at han ikke har overtrådt sin neutralitet og ikke har noget ønske om at forlade menigheden, vil han alligevel ikke få lov til at fortsætte med at være medlem af menigheden. Det viser, at han ikke frivilligt har forladt menigheden. Kravet i Hyrdebogen er, at en bekendelse af en alvorlig synd skal være klar og utvetydig, og at der skal være to vidner til denne bekendelse. I situationer med adskillelse/afskærelse bliver denne procedure vendt på hovedet. Det er de ældste, der aflægger »tilståelsen« for ham, både at han har begået en alvorlig synd, og at han ikke længere ønsker at være et af Jehovas vidner. Og hvis han fortsat ønsker at være medlem af menigheden, får han ikke lov til at blive i menigheden.[9]

At afskæresig selv er præcis det samme som udstødelse, fordi:

1) Tre af de fire kriterier for at afskære sig selv blev i mange år betegnet som udelukkelsesforseelser, men nu siges det, at de indikerer frivillig udmeldelse – men handlingernes karakter og konsekvenser har ikke ændret sig.

2) En person, der har brudt et af de tre kriterier for afskærelse, men som ønsker at fortsætte med at være medlem af menigheden, vil ikke få lov til at gøre det. Så i virkeligheden bliver han smidt ud af menigheden på samme måde som en, der er blevet udelukket.

I bogen »Giv akt på« for ældste står der, at en afskåret person skal betragtes og behandles (udstødes) på samme måde som en udstødt person.

 

[1] Se artiklen »Maktkampen i det styrende råd i 1980- og 1990-årene« i kategorien »Det styrende råd«.

[2] En fjerde handling, der kvalificerer som »afskærelse«, er anført i Hyrdebogen (18.3.2): »At slutte sig til en anden religiøs organisation og gøre opmærksom på sin hensigt om at forblive hos den«. Da dette er en af de elleve udelukkelsesforbrydelser, der er baseret på Bibelen, diskuteres denne handling sammen med disse forbrydelser.

[3] En diskussion af de to udelukkelsesforseelser, der ikke er nævnt i Hyrdebogen, findes i tillægget til artiklen »Jehovah’s discipline — the true regime of disfellowshipping« i kategorien »Disfellowshipping«.

[4] A.H. Macmillan, Faith on the March (1956), side 169, 170, 193. (Norsk utgave: Fremad i tro)

[5] At udtrykke uenighed med DSR om verdslige spørgsmål, såsom vaccination, er en af de to udstødelsesforseelser, der ikke er nævnt i Hyrdebogen.

[6] Se min artikel, »Gambling — changed viewpoints and subjective judgments,”  i kategorien »Reversed view of disfellowshipping offenses«.

[7] Se min artikel »The use of tobacco« i kategorien »Gross uncleanness with greediness«.

[8] www.jw.org/en/jehovahs-witnesses/faq/resign/.

[9] Fire detaljerede undersøgelser af udmeldelsesaktionerne findes i kategorien »Disassociation not based on the Bible», »Resigning from Jehovah’s Witnesses leads to shunning», »Willingly and unrepentantly accepting blood», »Disassociation by joining another religious organization» og »Disassociation because of the violation of the Christian neutrality.”»

DET STYRENDE RÅDS FORDREJNING AF GRÆSKE ORD

Ingen af de otte medlemmer af DSR kan læse Bibelens tekst på græsk, hebraisk eller aramæisk. Når disse personer derfor går i gang med at fortolke Bibelen for Jehovas Vidners samfund, skaber denne mangel på viden naturligvis problemer. Resultatet er, at medlemmerne af DSR har behandlet flere græske ord, der er vigtige i forbindelse med udstødelsesforseelser, på en amatøragtig og mangelfuld måde. Her følger en kort introduktion til, hvordan græske ord kan forstås.

ANVENDELSEN AF LEKSIKALS SEMANTIK (ORDFORKLARING)

Når vi leder efter den nøjagtige betydning af græske, hebraiske eller aramæiske ord, skal vi huske på, at de opslag, vi finder i leksika, ikke præsenterer ordenes leksikalske betydning. Disse opslag er kun gloser, der viser et ords kernebetydning, og hvordan dette ord på kildesproget er blevet oversat til engelsk.

Psykolingvistiske eksperimenter har vist, at mennesker har et mentalt leksikon i deres sind. Hvert ord i det græske sprog signalerer et begreb i hovedet på græsktalende. Et begreb har en relativt klar kerne, men bliver uklart ud mod kanterne. Hvert begreb kan også kaldes »ordets semantiske felt«. Kommunikation betyder at gøre et område af begrebet (dets semantiske felt) synligt og lade de andre områder forblive usynlige. Når en indfødt taler kommunikerer med andre på skrift eller med ord, vil læserne eller lytterne i de fleste tilfælde ved hjælp af konteksten straks forstå, hvilket område af hvert koncept (af dets semantiske felt) taleren eller skribenten gør synligt. Begreberne i modersmålstalendes hoveder repræsenterer således den leksikalske betydning af hvert ord og ikke posterne i moderne leksika.

Problemet er, at alle dem, der havde de bibelske sprog som modersmål, er døde, så det er umuligt at forstå den fulde leksikalske betydning af hvert ord. Det bedste, vi kan gøre, er at se på de sammenhænge, hvor et ord bruges i Skriften. Det kan hjælpe os med at finde frem til et bestemt ords kernebetydning og måske nogle andre dele af dets semantiske felt. Hvis et ord kun bruges én gang, er det meget lidt af dets semantiske felt, der kan forstås. Jo mere ordet bruges, jo mere af dets semantiske felt kan man finde ud af.

Ud over den leksikalske betydning af et ord (begrebet i den indfødte talers bevidsthed) har det også en eller flere referencer. Referencerne er de ting i verden, der betegnes af ordet – ting uden for dets semantiske betydningsfelt. Det er meget vigtigt at skelne mellem et ords referencer og ordets kernebetydning. Ord kan klassificeres i forbindelse med deres referencer – hvor klare eller tydelige disse referencer er. Lingvisten Moises Silva har diskuteret dette spørgsmål, og han har følgende tabel:[1]

FULDT REFERENTIEL

FOR DET MESTE REFER. DELVIST REFERENTIEL IKKE-REFERENTIEL
PLATON LOV KOLD

SMUK

Hvor sikre vi kan være i vores indsnævring af et ords betydning, hvordan det hænger sammen med dets referentialitet. For ikke-referentielle ord som »smuk« er usikkerheden stor. Vi kan for eksempel sige: »Fuglen er smuk.« Det er en positiv betegnelse, men vi ved ikke præcis, hvad taleren havde i tankerne.

Jeg vil anvende principperne for leksikalsk semantik på to forskellige paraplybegreber, nemlig akatharsia (»urenhed«), som otte forskellige udstødelsesforseelser er samlet under, og aselgeia (»uforskammet opførsel«; min oversættelse: »uhæmmet begær«), som tre udstødelsesforseelser er samlet under.

I diskussionen nedenfor vil de to græske ord aselgeia (»uhæmmet begær« – min oversættelse) og akatharsia (»urenhed«) blive diskuteret. Der er tre problemer i forbindelse med disse ords betydning og referencer: 1) aselgeia er ikke-referentiel, og akatharsia er ikke-referentiel eller delvist referentiel, 2) de klassiske græske betydninger er ikke nødvendigvis identiske med betydningerne i de kristne græske skrifter,[2] og 3) de sammenhænge, hvor aselgeia og akatharsia optræder, afslører ikke noget om deres semantiske felter. Derfor er det umuligt at forbinde bestemte handlinger med aselgeia. Og handlinger kan kun forbindes med akatharsia, når konteksten udtrykkeligt gør det.

EN DISKUSSION AF ORDET ”ASELGEIA

Ordet asēlgeia forekommer ikke i apostlen Paulus’ liste over udstødelsesforseelser i 1. Korintherbrev kapitel 5 og 6. Og der er ingen anden passage i de kristne græske skrifter, hvor aselgeia er vist at være en udstødelsesforseelse.

Med hensyn til aselgeia siger Vagttårnet af 15. juli 2006, side 30:

Som de foregående definitioner viser, involverer »løsagtig adfærd« to elementer: (1) Selve adfærden er en alvorlig overtrædelse af Guds love, og (2) den forurettedes holdning er respektløs, uforskammet.

Derfor refererer »løsagtig adfærd« [aselgeia] ikke til dårlig adfærd af mindre karakter. Det drejer sig om handlinger, der er alvorlige overtrædelser af Guds love, og som afspejler en uforskammet eller dristig foragtelig holdning – en ånd, der viser manglende respekt eller endda foragt for autoriteter, love og standarder. Paulus forbinder løsagtig adfærd med ulovligt samleje. (Romerne 13:13, 14) Eftersom Galaterne 5:19-21 nævner løsagtig adfærd blandt en række syndige praksisser, der diskvalificerer en fra at arve Guds rige, er løsagtig adfærd grund til irettesættelse og mulig udelukkelse fra den kristne menighed.

Alle de grundlæggende påstande i citatet ovenfor er forkerte. Kødets gerninger i Galaterbrevet 5:19-21 er ikke udstødelsesforseelser. Men personer, som praktiserer dem og ikke omvender sig, vil ikke arve Guds rige. Diskussionen nedenfor viser, at aselgeia (»skamløshed« NV93) ikke involverer »alvorlige overtrædelser af Guds love« eller en holdning, der er »respektløs eller uforskammet«.

Hvad er betydningen af »skamløshed« (aselgeia)? Herunder er optegnelserne fra seks græsk-engelske leksika. Ordene i parentes er definitioner af de sjældne engelske ord, som findes i de græske leksika.

Tabel 5,5. Gloser anvendt på aselgeia (løsagtig adfærd)

Liddell og Scott Licensiøsitet (mangler juridiske eller moralske begrænsninger).

Hensynsløs (nådesløs, umenneskelig; at være uden kontrol eller begrænsning; uanstændig, sjofel) vold.

Uforskammethed (egenskaben eller tilstanden at være uhøflig og ikke vise respekt).

Vulgær (mangler kultivering, opfattelse eller smag; stødende i sproget; uanstændigt eller profant uanstændigt) misbrug (en korrupt praksis eller skik; sprog, der fordømmer eller nedgør normalt uretfærdigt).

Misbrug (en korrupt praksis eller skik; sprog, der fordømmer eller nedgør normalt uretfærdigt).

 

Moulton and Milligan Et uklart og dårligt stavet dokument.

Ideen om sensualitet (relateret til eller bestående af tilfredsstillelse af sanserne eller overbærenhed med appetit) forbundet med ordet i sengræsk.

 

Bauer, Arndt, Gingrich Licensiøsitet (manglende juridiske eller moralske begrænsninger).

Udskejelser (ekstrem hengivelse til kropslige nydelser og især seksuelle nydelser: adfærd, der involverer sex, stoffer, alkohol osv. og som ofte betragtes som umoralsk).

Sensualitet (relateret til eller bestående i tilfredsstillelse af sanserne eller overbærenhed med appetit).

Uanstændig adfærd, (groft upassende eller stødende adfærd).

Licensiøse lyster (mangler juridiske eller moralske begrænsninger).

 

DNTT Licensiøsitet (manglende juridiske eller moralske begrænsninger).

 

TDNT Licens (handlefrihed) mest i den fysiske sfære.

Vellyst (antyder sanselig nydelse ved fylde og skønhed i formen; fuld af fryd eller nydelse for sanserne; der fremmer eller stammer fra sanselig eller sensuel tilfredsstillelse).

Udskejelser (ekstrem overbærenhed med kropslige nydelser og især seksuelle nydelser: adfærd, der involverer sex, stoffer, alkohol osv. og som ofte betragtes som umoralsk).

Seksuelle udskejelser

Kætteri

Frafald

Grimm Uhæmmet begær

Overdrevenhed

Licensiøsitet (manglende juridiske eller moralske begrænsninger).

Lascivitet (utugtig; lystfuld).

Letsindighed (nådesløs, umenneskelig; at være uden kontrol eller begrænsning).

Skandaløsitet (overskrider grænserne for, hvad der er normalt; voldelig, uhæmmet).

Skamløshed (har ingen skam; ufølsom over for skændsel).

Uforskammethed (Egenskaben eller tilstanden at være uhøflig og ikke vise respekt).

 

Jeg vil nu i min analyse af dette ord bruge de principper for leksikalsk semantik, der er skitseret ovenfor. Ordet aselgeia er ikke-referentielt, og det er grunden til, at opslagene ovenfor peger i mange forskellige retninger. For at forstå konsekvenserne af dette vil jeg bruge det fuldt referentielle ord porneia som et studie i kontraster.

Den leksikalske betydning af et ord er det koncept, det har i modersmålets bevidsthed (dets semantiske felt). Ud fra dette begreb kan man henvise til forskellige konkrete og abstrakte begreber og handlinger. Begrebet porneia er klart. Da det er fuldt referentielt, har det ingen kernebetydning, som bliver uklar ud mod kanterne. Men det har én klar betydning, nemlig »seksuelt umoralsk samleje« – seksuelt samleje med en person, som man ikke er gift med. Og det er grunden til, at personer, der praktiserer porneia og dermed er gennemsyret af det, kan udstødes af den kristne menighed.

Blandt de ord, der bruges for aselgeia i de seks leksika, er det kun de tre ord i grønn skrift, der er fuldt referentielle og klart identificerbare, nemlig »et uklart og dårligt stavet dokument«, »kætteri« og »frafald«. Men disse referencer er baseret på ikke-bibelske kilder og kan ikke bruges som en definition af ordet i de kristne græske skrifter.

De ni ord i blå  er også baseret på ikke-bibelske kilder. Disse ord henviser til handlinger. Men handlingerne er ikke fuldt referentielle og klart identificerede, og derfor er det ikke muligt at vide, hvilken konkret handling der henvises til i en given sætning, hvis konteksten ikke identificerer handlingen. De handlinger, der forbindes med aselgeia i ekstra-bibelske kilder, er (1) vold, (2) misbrug af en eller anden art, (3) ekstrem hengivelse til kropslige nydelser, ofte af seksuel karakter, (4) groft upassende opførsel og (5) udskejelser.

De 16 ord i rød skrift er ikke-referentielle og abstrakte og repræsenterer ønsker og holdninger. Dette viser, at kernebetydningen af aselgeia er abstrakt, og de to følgende abstrakte ideer synes at repræsentere denne kernebetydning:

  1. Et ekstremt begær efter overdreven dyrkelse af kropslige fornøjelser.
  2. Der mangler juridiske og moralske begrænsninger; man føler ingen skam.

Kernebetydningen af aselgeia er abstrakt, det er ikke-referentielt, og ordet henviser ikke til konkrete, identificerbare handlinger.

EN OVERSÆTTELSE AF ASELGEIA SOM »UHÆMMET BEGÆR«

Som nævnt er opslagene i de seks leksika primært baseret på ikke-bibelske kilder. Men hvad kan vi sige om brugen af aselgeia i de kristne græske skrifter? E. de Witt Burton har følgende kommentarer:

Aselgeia [aselgeia], af tvivlsom etymologi, bruges af græske forfattere med betydningen »letsindighed«, »vold«. . . Det findes ikke i LXX (kanoniske bøger), og i Apocr. kun i Wisd. 14:26 og 3 Mac 2:26, i førstnævnte passage med sandsynlig henvisning til sensualitet, utugt; i sidstnævnte uden indikation af en sådan begrænsning. Jf. Trench synom. § XVI, som giver yderligere bevis for, at ashlgeia ikke udelukkende er »liderlighed«, men »letsindighed«, »uhæmmet egenrådig«. Men i betragtning af, at Paulus andre steder forbinder det med ord, der betegner sensualitet (Rom 13:1; 2 Kor 12:21; Ef. 4:19), og at det her grupperes med porneia [porneia] og akatarsia [akatharsia], er det sandsynligt, at det især henviser til letsindighed i seksuelle relationer. Ligesom akatarsia, der er mindre specifik end porneia og henviser til enhver uanstændig adfærd, uanset om den krænker personen eller ej, adskiller ashlgeia sig fra akaqarsia ved, at sidstnævnte understregede grovheden, urenheden i adfærden, førstnævnte dens letsindighed, dens uhæmmethed.[3] (Min kursivering.)

Forfatteren tillægger aselgeia betydningen »letsindighed eller uhæmmethed i seksuelle forhold«. Og vi bemærker, at forfatteren siger, at hans definition »er sandsynlig« i forbindelse med dette ord. Han begrunder det med, at fordi Paulus bruger aselgeia sammen med porneia (»seksuelt umoralsk samleje«) og akatharsia (»urenhed«) i 2 Kor 12:21 og Gal 5:19, kan det være, at ordet er forbundet med seksuelle forhold i de kristne græske skrifter. Men ingen af de ti sammenhænge, hvor aselgeia forekommer, indikerer, at ordet refererer til klart identificerbare seksuelle aktiviteter. Så det er sandsynligt, at ordet bruges i skrifterne på en abstrakt måde som overdreven lyst til kropslige eller seksuelle fornøjelser eller noget lignende. Som et alternativ til forfatterens konklusioner kan der være en anden grund til, at de tre ord bruges sammen. Det kunne være, at aselgeia henviser til det uhæmmede begær, der fører til seksuelt umoralsk samleje, til porneia. Derefter angiver ordet porneia den klart identificerbare ulovlige seksuelle aktivitet, og akatharsia henviser til resultatet af porneia, nemlig urenhed. Som jeg vil vise nedenfor, er der absolut ingen grund til at konkludere, at aselgeia og akatharsia må henvise til udstødelsesforseelser, fordi de to ord forekommer sammen med udstødelsesforseelsen porneia.

Betydningen af de tre ord brugt sammen: aselgeia: stærkt seksuelt begær; porneia: det stærke seksuelle begær fører til seksuelt umoralsk samleje; akatharsia: resultatet af seksuelt umoralsk samleje er urenhed.

Ordet aselgeia skal oversættes, og det er ikke let at finde det rigtige ord, når det semantiske område er så bredt. NV93 bruger udtrykket »skamløshed«. Det betyder »opførsel, der er chokerende og skamløs«, og denne gengivelse er efter min mening ved siden af ordets kernebetydning. Det skyldes, at »skamløshed« ikke naturligt vil blive forbundet med stærkt seksuelt begær, hvilket sandsynligvis er den side af ordet, som forfatterne af skrifterne havde i tankerne.[4] Jeg synes, at NV18-gengivelsen »skamløs opførsel« er bedre, men stadig ikke præcis. Ifølge Learner’s Dictionary er en gammeldags betydning af »løs« »ikke respektabel seksuelt; ikke anstændig eller moralsk.«[5] Men fokus for aselgeia er på personens ønsker og ikke på hans eller hendes adfærd. Derfor har vi brug for en abstrakt gengivelse, der ligger tæt på kernebetydningen. Ordet »begær« kan defineres som »et ønske om at tilfredsstille sanserne; kropslig appetit; seksuelt begær, især når man søger uhæmmet tilfredsstillelse.«[6] Disse definitioner er tæt på de kernebetydninger, der er anført ovenfor. En anden side af kernebetydningen er, at der mangler begrænsninger. Derfor foreslår jeg oversættelsen »uhæmmet begær« for ordet aselgeia.

EN DISKUSSION AF PASSAGER I DE KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER MED ASELGEIA

Jeg vil nu se på nogle passager, hvor aselgeia findes. Jeg starter med Rom 13:13, hvor vi finder aselgeia sammen med ordet koitē i flertal. Ifølge BAGD er den grundlæggende betydning af koitē »seng«. (Lukas 11:7) Det kan have en positiv betydning og henvise til ægtesengen (Hebræerbrevet 13:4), men det kan også bruges som en metafor. I LXX kan dets metaforiske betydninger ifølge DNTT være: »sædafgang; sædaflejring; seksuel kongres; samleje; kopulation; ægteskabsseng.« Det forekommer fire gange i de kristne græske skrifter, hvoraf tre har referencen »seng som hvilested« (Luk 11:7), »ægteseng« (Hebræerbrevet 13:4) og »samleje/sædafgang/at blive gravid« (bogstaveligt talt: »Ud af en [mands] seng at have«) (Romerbrevet 9:10). Det fjerde eksempel findes i Rom 13:13, hvor »seng« er i flertal. Oversættelsen af dette ord repræsenterer efter min mening sjusket lingvistik: (NIV) »seksuel umoral«, (NRSV og RSV) »udsvævelser«, (NLT), »seksuel promiskuitet«, (Jerusalem Bible og NAB), »promiskuitet«, (NKJV), »utugt«, (NWT84), »ulovligt samleje«, (NWT13) »umoralsk samleje«.

Hvorfor er alle disse gengivelser tvivlsomme? Betydningen af en metafor kan ikke findes i et leksikon. Men vi er nødt til at se på sammenhængen, og her finder vi 1) »senge« (koitiais), 2) »vilde fester« (kōmois), »drukkenskab« (methais), »uhæmmet begær« (aselgeia), »strid« (eris), »jalousi« (zēlos); vers 12: »mørkets gerninger« (erga tou skotous); vers 14: »kødets lyster« (sarkos . . epithumias). Hvordan kan konteksten hjælpe os med at finde den metaforiske betydning af »senge«?

Ordene »mørke« og »kød« viser, at ordet »senge« henviser til noget, der er negativt. Men fordi både »gerninger« og »begær« nævnes, kan vi ikke på forhånd vide, om ordet »senge« henviser til handlinger eller blot til begæret efter at udføre bestemte handlinger. Fordi »seng« kan henvise til seksuelt samkvem, og det er referencen i Romerne 9:10, kan metaforen om »senge« henvise til den form for seksuelt samkvem, der er forbundet med mørkets gerninger og kødets lyster. Både »ulovligt samleje« (NWT84) og »umoralsk samleje« (NWT13) passer på begge de nævnte udtryk.

Men er der alternative handlinger eller ønsker, som også kan passe til de nævnte udtryk? Ja. 1. Korintherbrev 7:1-5 viser, at ægtepar skal respektere hinanden i forbindelse med seksuelle forhold. I vers 3 står der:

Lad manden give sin hustru, hvad der tilkommer hende, og lad også hustruen gøre det samme med sin mand.

Første Petersbrev 3:7 (NWT13) siger:

I ægtemænd, fortsæt på samme måde med at bo sammen med dem i overensstemmelse med kundskab. Tildel dem ære som til et svagere kar, det kvindelige.

Versene viser, at seksuelle forhold mellem mand og kone skal foregå på en anstændig måde, og at manden på alle livets områder, inklusive seksuelle forhold, skal ære sin kone som det »svagere kar«. Antag nu, at manden var drevet af »uhæmmet begær« (aselgeia) og krævede seksuelt samvær med hende hele tiden, også når hun ikke ville have et sådant samvær. For at tilfredsstille sit begær kan han endda have behandlet hende på en brutal måde. Kan det defineres som »mørkets gerninger« og »kødets lyster«? Helt sikkert! Sådanne handlinger er ofte forbundet med vilde fester og beruselse, og det følgende ord aselgeia (»uhæmmet begær«) kan understøtte denne opfattelse.

Bemærk, at jeg ikke siger, at »senge« henviser til mandens uhæmmede seksuelle behandling af sin kone. Men min pointe er, at dette er en mulig reference til »senge«, og der er ingen spor i sammenhængen, der antyder, at de seksuelle relationer er mellem en mand og en kvinde, der ikke er gift (dvs. ulovligt eller umoralsk samleje). Fordi »senge« repræsenterer en metafor, og denne metafor kan omfatte forskellige ting, vil det være en tjeneste for læseren, hvis oversætteren ikke låser læseren fast i oversætterens mening. Fordi LXX bruger metaforen »sædafgang«, og metaforen »samleje« bruges om ordet »seng« i ental i Rom 9:10, og ordet er i flertal i 13:13, ville jeg gengive koitais som »sædafgang«:

Lad os vandre anstændigt, som om dagen, ikke i fest og druk, ikke med sædafgang og uhæmmet begær, ikke i strid og jalousi.

Udtrykket »sædafgang« kan både omfatte ulovligt samleje og overdrevent samleje med ens kone. Vi må også huske på, at Paulus i sine breve nævnte særlige synder og situationer, som hans læsere kendte til. Så på grund af deres viden kunne romerne kende den reelle reference til »senge«.

SUBSTANTIVET ASELGEIA REPRÆSENTERER IKKE UDSTØDELSESFORSEELSER
For at vise, at aselgeia henviser til alvorlige overtrædelser af Guds love, siger Vagttårnet af 15. juli 2006, side 30: »Paulus forbinder løsagtig adfærd med ulovligt samleje. (Romerne 13:13, 14)« Diskussionen ovenfor viser, at denne konklusion ikke er berettiget, fordi koitiais (»senge«) måske eller måske ikke henviser til ulovligt samleje. Vi kan ikke bruge en metafor med usikker betydning til at definere ordet aselgeia. Desuden taler vers 14 om »kødets lyster «, som refererer til mentale tilstande og ikke til handlinger. Ordet zēlos (»jalousi«), der følger efter aselgeia, er utvivlsomt en sindstilstand, og det samme kan være tilfældet med eris (»strid; uenighed«). Om dette ord siger Louw og Nida: »Det er vanskeligt at afgøre, om der er tale om en klar verbal involvering, eller om referencen hovedsageligt er til en tilstand af rivalisering eller strid.« På trods af sammenstillingen med den tvivlsomme gengivelse »ulovligt samleje« viser Rom 13:13,14 således ikke, at aselgeia henviser til »alvorlige overtrædelser af Guds love«. Det faktum, at aselgeia efterfølges af ordene »strid« og »jalousi«, bekræfter det synspunkt, at dette ord henviser til en sindstilstand, til »uhæmmet begær« og ikke til bestemte identificerbare handlinger.

Henvisningen i Vagttårnet af 15. juli 2006, side 30, til Galaterbrevet, kapitel 5, er også mangelfuld:

Da Galaterbrevet 5:19-21 nævner løsagtig adfærd (aselgeia) blandt en række syndige handlinger, der kan diskvalificere en fra at arve Guds rige, er løsagtig adfærd grund til irettesættelse og mulig udelukkelse fra den kristne menighed.

Argumentet om, at fordi aselgeia er opført sammen med handlinger, der kan forhindre en person i at arve Guds rige, skildrer det udstødelsesforseelser, er helt uholdbart. Hvis den blotte medtagelse af aselgeia på en liste over ord i Galaterbrevet, som ville diskvalificere en fra at arve Guds rige, tages til indtægt for, at aselgeia kan føre til irettesættelse og udelukkelse, må det samme være tilfældet med alle de andre 14 beskrivelser af kødets gerninger. Men forfatterne af Vagttårnet er enige om, at dette ikke er tilfældet med de fleste af disse andre kødelige gerninger, der er opført der.

Lad os bruge det tiende bud som et eksempel (2. Mosebog 20:17): »Du må ikke begære dine medmenneskers hus.« Dette bud kan ikke være opfundet af mennesker, men kun af Gud. Det er sådan, fordi kun Gud kan læse i hjertet og vide, om en person begærer noget. Det er præcis det samme med det græske ord »jalousi« (zēlos) i Galaterbrevet 5:20. Mennesker kan ikke irettesætte eller udelukke en kristen med den begrundelse, at han eller hun er jaloux, fordi vi ikke kan læse personens hjerte. Det kan kun Gud vide. Hvis en person praktiserer jalousi, kan han eller hun ganske vist ikke arve Guds rige, men det er Gud, der foretager den vurdering, og ikke et retsudvalg bestående af mennesker. Så Galaterbrevet 5:19-20 kan ikke med rette bruges til at bevise, at handlinger, der indgår i aselgeia, kan føre til irettesættelse eller udelukkelse fra fællesskabet. Et sådant argument er fuldstændig meningsløst!

Jeg vil også illustrere spørgsmålet med ordene i 1 Peter 4:3 (NV18):

dengang I slog jer løs i skamløs opførsel (aselgeia), og ubehersket lidenskab (epithymia) og med overdrevet drikkeri (oinoflygia), vilde fester (komos), drikkeorgier (potos) og og frastødende afgudsdyrkelse (athemitos eidōlolatria).

BAGD (Græsk-Engelsk Leksikon af det Ny Testamente) definerer epithymia som: »begær efter andre ting«, og der står, at begæret kan være rettet mod gode og dårlige ting. Adjektivet »ubehærsket« i udtrykket »ubehærsket lidenskab« i NV18 er en tilføjelse, som ikke findes i den græske tekst. En god oversættelse af epithymia ville være »lidenskab« uden nogen kvalifikation.

I vers 2 henviser Peter til vers 3 og taler om »menneskers begær«. Det er interessant, at de sidste fire negative egenskaber er med på Paulus’ liste i 1 Kor 6:9.10 over handlinger, der kan føre til udelukkelse fra fællesskabet. De første tre ord, »druk« (oinoflygias); »vilde fester« (kōmos); »drikkegilder« (potos), svarer til »drukkenbolt« (methysos) i 1 Kor 6:10. Og »afgudsdyrkelse« svarer til en, der praktiserer og er gennemsyret af afgudsdyrkelse (eidōlolatrēs).

Argumentet vedrørende Galaterbrevet kapitel 5 var, at fordi aselgeia er opført sammen med handlinger, der forhindrer en person i at arve Guds rige, må det signalere lovovertrædelser, der kan føre til udstødelse. Ved at bruge et lignende argument i 1 Peter 4:3 må aselgeia og epithymia , der er opført sammen med fire lovovertrædelser, der kan føre til udstødelse, også omfatte lovovertrædelser, der kan føre til udstødelse. Men der er et problem, nemlig at epithymia (»lidenskaber«) ikke kan skelnes af mennesker, fordi kun Gud kan læse hjertet. Dette ord er derfor i samme klasse som zēlos (»jalousi«) i Galaterbrevet 5:20. Så når epithymia ikke henviser til lovovertrædelser, der kan føre til udstødelse, er der ingen grund til at konkludere, at aselgeia henviser til sådanne lovovertrædelser i 1 Peter 4:3 eller nogen anden passage i de kristne græske skrifter. Desuden er kernebetydningen af aselgeia »et ekstremt begær om overdreven hengivelse til kropslige fornøjelser«. Ordet aselgeia er således et synonym for epithymia, og det kan være grunden til, at de bruges sammen.

Hvis vi tror på Bibelen alene og ikke på mennesker, så er det kun, når der er en klar bibelsk instruktion, der viser, at en handling er betegnet som en udstødelsesforseelse, at den kan regnes som sådan. Hvad uinspirerede mennesker siger, er irrelevant.

I den nye Hyrdebog for ældste er der listet to forskellige slags handlinger, som er inkluderet i aselgeia:

Unødvendig omgang med udstødte eller  personer som har afskåret sig selv: Forsætlig, fortsat, unødvendig omgang med udelukkede eller dissocierede ikke-slægtninge på trods af gentagne råd ville berettige til retslige skridt.

Dating, selvom man ikke er bibelsk fri til at gifte sig igen:

At fortsætte med at date eller forfølge et romantisk forhold til en person, selvom en eller begge ikke er juridisk eller bibelsk fri til at gifte sig igen, og at gøre det på trods af gentaget rådgivning og især efter en advarselstale til menigheden, vil berettige til retslig handling – Gal 5:19.[7]

De ovennævnte handlinger har ingen relation til nogen del af det semantiske felt aselgeia, som er anført i tabel 5.5. Desuden henviser aselgeia slet ikke til handlinger; det henviser til det abstrakte begreb »uhæmmet begær«. Det betyder, at når et vidne udelukkes på baggrund af ovennævnte handlinger, udelukkes han eller hun på baggrund af et menneskeligt bud, der er indført ved DSR’s vilkårlige beslutninger, og ikke på baggrund af Bibelen. I forbindelse med aselgeia har DSR således forladt princippet om nødvendigheden af »en klar bibelsk begrundelse«!

FEJLTAGELSEN VED AT BRUGE ASELGEIA SOM EN UDSTØDELSESGRUND

1) Kernebetydningen af aselgeia er abstrakt.

2) I ikke-bibelske kilder kan ordet referere til forskellige handlinger. Men disse skal specificeres af konteksten.

3) Den præcise betydning af aselgeia i Skriften er ukendt.

4) Dets brug sammen med porneia kunne tyde på, at dets kernebetydning, »et ekstremt ønske om overdreven hengivelse til kropslige fornøjelser«, vedrører seksuelle fornøjelser. Ordet er således abstrakt og relaterer sig ikke til bestemte handlinger.

5) DSR har podet moderne handlinger ind i betydningen af aselgeia, på trods af at aselgeia ikke henviser til nogen specifikke handlinger i Skriften, og på trods af at ingen henvisning til aselgeia i ikke-bibelske kilder har den mindste lighed med disse moderne handlinger, som DSR har fremkaldt.

Den måde, GB har behandlet aselgeia på, som beskrevet ovenfor, er uden fortilfælde i den lingvistiske litteratur såvel som i bibelske kommentarer. Det viser en uvidenhed om principperne og reglerne for en lingvistisk behandling af nytestamentligt græsk. Men det virkelige problem er, at denne mangel på videnskabelig viden har ført til, at tusindvis af vidner uretmæssigt er blevet udelukket fra deres menigheder. Og tusindvis af andre vil blive uretfærdigt udelukket i fremtiden, hvis der ikke sker ændringer. Som ældste og hyrde kan jeg ikke bare være vidne til dette misbrug af Skriften uden at sige noget.

Tusindvis af vidner er blevet og vil blive uretfærdigt udelukket på grund af DSR’s misbrug af bibelske passager. At påpege dette er en af de grundlæggende grunde til, at jeg skrev denne bog.

Siger jeg, at vi bare skal ignorere ordet aselgeia, som kan repræsentere »et ekstremt ønske om overdreven hengivelse til kropslige fornøjelser«? Nej, slet ikke! Men jeg kan simpelthen ikke se den anden vej, når DSR misbruger ordet aselgeia til at retfærdiggøre sin ubibelske liste over menneskeskabte udstødelsesforbrydelser. Hvad angår udstødelse, skal vi se efter de onde personligheder, der er nævnt i 1. Korintherbrev kapitel 6. Når den ekstreme adfærd involverer porneia (»seksuelt umoralsk samleje«) eller oinoflygias (»drukkenskab«), og man er blevet forhærdet i et sådant forløb af forseelser, kan personen derefter udelukkes.

Men DSR har besluttet, at »unødvendig omgang med udstødte eller de som har afskåret sig selv« og »at date, selv om man ikke er bibelsk fri til at gifte sig igen« – handlinger, der ikke har noget at gøre med nogen definition af aselgeia – skal inkluderes i ordets betydning og være grund til udstødelse, og det er forkert.

»At fortsætte med at date eller forfølge et romantisk forhold til en person, selvom en eller begge ikke er juridisk eller bibelsk frie til at gifte sig igen«, som er udstødelsesforseelsen baseret på ordet, der gengiver ›uhæmmet begær‹ (aselgeia), er en overtrædelse af Bibelens principper. Desuden er begreberne »dating« og »at forfølge et romantisk forhold« ikke entydige og kan have forskellige fortolkninger. Og selv begrebet »bibelsk fri til at gifte sig igen« kan anvendes for strengt.[8]

»Forsætlig, fortsat, unødvendig omgang med udstødte eller udmeldte ikke-slægtninge«, som er en udstødelsesforseelse relateret til aselgeia, er et bud, der ikke har noget grundlag i Bibelen. Det er baseret på det synspunkt, at udstødte og udmeldte eller de som har afskåret sig selv, skal undgås, og det er også et bud, der ikke har noget grundlag i Bibelen.[9]

Ordet aselgeia henviser ikke til udstødelsesforseelser. Og de tre udstødelseshandlinger, der er baseret på dette græske ord i Hyrdebogen, kapitel 12, punkt 17, er menneskelige bud, som ikke har noget grundlag i Bibelen. Opfindelsen af disse og andre menneskelige bud er en alvorlig overtrædelse af Bibelens principper. Og det har ført og vil føre til stor skade og tab for tusindvis af vidner.

EN DISKUSSION AF ORDET ”AKATHARSIA”

Ordet akatharsia bruges ti gange i de kristne græske skrifter, og opslag i fem græsk-engelske leksika er anført i tabel 5.6.

Tabel 5.6 Definitioner af akatharsia (urenhed)

Lidell Og Scott Urenhed, urenhed af et sår, snavs, skidt; i moralsk forstand: fordærv, ceremoniel urenhed
Moulton og Milligan
Bauer, Arndt, Gingrich Urenhed, forfærdelig; affald; i moralsk forstand: umoral, ondskabsfuldhed, udøvelse af enhver form for umoral
DNTT Henviser til hele området af urenhed, lige fra menstruation til moralsk forurening gennem forseelser
TDNT Fysisk, kultisk og moralsk urenhed
Grimm Urenhed. Fysisk; moralsk: lystfuld, ødsel levevis; urene motiver
BEGREBET »GROV URENHED« HAR INTET GRUNDLAG I DE KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER
Ordet akatharsia forklares på denne måde af Vagttårnet fra 15. juli 2006, side 30:

Urenhed (græsk, a-ka-thar-siʹa) er det bredeste af de tre udtryk, der gengives med »utugt«, »urenhed« og »løsagtig adfærd«. Det omfatter urenhed af enhver art – i seksuelle forhold, i tale, i handling og i åndelige forhold. »Urenhed« dækker over en bred vifte af alvorlige synder.

I 2. Korintherbrev 12:21 henviser Paulus til dem, der »tidligere har syndet, men ikke har omvendt sig fra deres urenhed og utugt og løsagtige adfærd, som de har praktiseret.« Eftersom »urenhed« er nævnt sammen med »utugt og løsagtig adfærd«, berettiger nogle former for urenhed til retslig handling. Men urenhed er et bredt begreb, som omfatter ting, der ikke er af retslig karakter. Ligesom et hus kan være lidt snavset eller helt beskidt, har urenhed grader. (Min kursivering.)

Det er korrekt, som Vagttårnet siger, at »det [akatharsia] omfatter urenhed af enhver art.« Men ordene: »›Urenhed‹ dækker over en lang række alvorlige synder,« kræver nogle kommentarer. Artiklen henviser til 2. Korintherbrev 12:21 og siger, at »Eftersom ›urenhed‹ er nævnt sammen med ›utugt og løsagtig adfærd‹, berettiger nogle former for urenhed til retslig handling.« Der er flere logiske fejl i dette argument.

At to ord nævnes sammen i samme sammenhæng viser ikke, at de to ord har en lignende betydning eller en lignende funktion. Det har jeg allerede vist i diskussionen ovenfor om aselgeia. Blandt kødets gerninger, der er nævnt i Galaterbrevet 5:19-21, er nogle udstødelsesforbrydelser ifølge 1 Korintherbrev 6:9.10. Men Galaterbrevet kapitel 5 indeholder i den samme liste andre gerninger (handlinger og ønsker), der ikke er udstødelsesforbrydelser. Hvis argumentet om akatharsia ovenfor var sandt, skulle alle kødets gerninger være udstødelsesforbrydelser for at være konsekvente.

Den mærkeligste del af argumentet ovenfor er påstanden om, at fordi akatharsia nævnes sammen med aselgeia og porneia, som forfatteren betragter som udstødelsesforbrydelser, »berettiger nogle former for urenhed til retslig handling.« (Min kursivering.) Hvis alle handlinger , der indgår i ordet porneia, er udstødelsesforbrydelser, så må alle handlinger , der indgår i akatharsia, også være udstødelsesforbrydelser, og ikke kun »nogle former« af dem, hvis akatharsia overhovedet er en udstødelsesforbrydelse.

Argumentet om »nogle former for urenhed« er at vende spørgsmålet på hovedet. Fordi ordet akatharsia kan bruges om mange ting, som vist i tabel 5.6, kan urene handlinger ikke defineres af akatharsia, men akatharsia må defineres af urene handlinger – urenhed (akatharsia ) defineres af handlinger, der er specificeret i forbindelse med en bestemt bibelsk beretning. Romerne 1:24 illustrerer dette. NV93 siger:

Derfor overgav Gud dem i overensstemmelse med deres hjerters ønsker til urenhed (akatharsia), så deres legemer kunne vanæres iblandt dem.

Antag nu, at vi har et græsk manuskript, der er brudt efter ordet akatharsia, ville det så være muligt at kende referencen til akatharsia? Nej, absolut ikke. Hvad akatharsia henviser til, kan kun forstås på baggrund af den sidste sætning. Sammenhængen viser, at vanhelligelse af legemet henviser til homoseksuelle handlinger (porneia), og de nævnte handlinger er udstødelsesforseelser. Så personerne kan udelukkes, ikke på grund af »urenhed« (akatharsia), men på grund af porneia. Vi kan også bruge Romerne 6:19 som et eksempel. NWT84 siger:

For ligesom I før fremstillede jeres lemmer som trælle for urenhed (akatharsia) og lovløshed med lovløshed til følge, så fremstil nu jeres lemmer som trælle for retfærdigheden med hellighed til følge.

I dette vers er urenhed forbundet med lovløshed. Men fordi sammenhængen ikke definerer akatharsia, kan vi ikke vide, hvad det henviser til. I Matthæusevangeliet 23:27 henviser akatharsia til ting i en grav, og i 1. Thessalonikerbrev 2:3 tales der om urene motiver. Der er seks andre vers med akatharsia (2 Kor 12:21; Gal 5:19; Ef 4:19; 5:3; Kol 3:5; 1 Thess. 4:7). Men i ingen af disse vers er akatharsia defineret eller beskrevet med hensyn til bestemte handlinger. Så vi kan ikke kende dens reference. Det betyder, at de »nogle former« for akatharsia, som Vagttårnet hævder er udstødelsesforseelser, ikke er nævnt nogen steder i Bibelen. Derfor vil en definition af disse »nogle former« være baseret på menneskelige bud og ikke på Bibelen.

Vi har set, at akatharsia aldrig er defineret som en udstødelsesforseelse i Skriften. Men i modsætning til det har medlemmerne af DSR konstrueret udtrykkene »grov urenhed/urenhed med grådighed« som udstødelsesforseelser. De hævder, at forskellige handlinger, som ikke er nævnt i Skriften, repræsenterer »grov urenhed/urenhed med grådighed«. Derfor er disse handlinger udstødelsesforbrydelser. Dette er et typisk eksempel på misbrug af Bibelen, og jeg vil vise det i detaljer nedenfor.

DSR har konstrueret begreberne »grov urenhed / urenhed med grådighed« som grundlag for udelukkelse af personer. Forskellige handlinger, som ikke er nævnt i Skriften, er inkluderet i disse begreber i Hyrdebogen. Og disse handlinger defineres som udstødelsesforseelser. Men dette mangler en klar bibelsk instruks.

Lad os se nærmere på begreberne »grov urenhed« og »urenhed med havesyge«. Vagttårnet af 15. juli 2006, side 30, siger:

Paulus sagde ifølge Efeserne 4:19, at nogle personer »har mistet al moralsk sans«, og at »de har givet sig hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.« Paulus sætter altså »urenhed … med havesyge« i samme kategori som løsagtig adfærd. Hvis en døbt person uden anger praktiserer »urenhed … med havesyge«, kan han blive udstødt af menigheden på grund af grov urenhed.

Forfatteren til dette citat har anvendt ordene i Efeserbrevet 4:19 i strid med sammenhængen, og han har læst noget ind i teksten, som ikke står der. Min oversættelse af verset er som følger:

De har mistet al skamfølelse; de har overgivet sig til uhæmmet begær (asēlgeia) for at praktisere enhver form for urenhed (akatharsia) ved udnyttelse (pleonexia).

De vigtige punkter i citatet fra Vagttårnet er »urenhed … med grådighed« og »grov urenhed«. Begge udtryk er opfindelser af DSR og har ingen basis i Efeserne 4:19 eller nogen anden passage i Skriften.

Det sidste ord i verset er pleonexia, og dette ord er grundlaget for opfindelsen af »med havesyge« i udtrykket »urenhed … med havesyge« som en udstødelsesforseelse. Men denne opfindelse er uholdbar. Jeg har allerede henvist til marginalnoten til Ef 3:5 i online NWT13 Study Bible, hvor det engelske ord »greed« defineres som »et umætteligt [= der ikke kan tilfredsstilles] ønske til at få mere«.

På side 242-244 i denne bog viser jeg, at pleonexia aldrig har betydningen »grådighed/havesyge« i Skriften. I Septuaginta har pleonexia betydningen »uærlig vinding, opnået ved udplyndring«, og 2 Korinther 9:5 (NWT13) afspejler denne betydning:

Derfor tænkte jeg at det var nødvendigt at opmuntre brødrene til at komme til jer i forvejen og gøre jeres rigelige gave, som I tidligere har lovet, rede i forvejen, for at den således kunne være parat som en rigelig gave og ikke som noget afpresset (pleonexia)..

Jeg henviser til mit detaljerede studie »Greed« i hjemmesidekategorien »The eleven disfellowshipping offenses«. Konklusionen på baggrund af studiet af den hebraiske tekst, Septuaginta, gamle græske forfattere og de ti forekomster i Skriften er, at pleonexia i Skriften har betydningen »uretferdig udnyttelse«. En definition af »udnyttelse« er: handlingen at bruge nogen [eller noget] uretfærdigt til egen fordel.[10] Denne definition af ›udnyttelse‹ som en gengivelse af pleonexia bekræfter brugen af ordet hos nogle klassiske græske forfattere, og den bekræfter også brugen i 2 Korinther 9:5.

Den generøse gave, som Paulus nævner i 2 Kor 9:5, blev ikke givet modvilligt, men af fri vilje af »glade givere« (9:7), og Paulus brugte ikke korinterne uretfærdigt til sin egen fordel (han afpressede dem ikke eller udnyttede dem – pleonexia). I modsætning til dette havde de, der nævnes i Ef 5:19, erhvervet sig noget uretfærdigt til deres egen fordel (pleonexia), og det, de havde erhvervet sig, brugte de til at praktisere enhver form for urenhed. På baggrund af diskussionen ovenfor forstår vi, at udtrykket »urenhed med grådighed« er opdigtet og opfundet af DSR og ikke har noget grundlag i Skriften.

Der er også et andet punkt, der bekræfter, at ordene i Efeserne 4:19 ikke kan bruges som en udstødelsesforseelse, selv hvis pleonexia kunne oversættes med »grådighed« (hvilket ikke er muligt). Det er pronomenet »de« i første del af vers 19. NWT13 siger, at »de har mistet al moralsk sans«. Hvad er forleddet til »de«? Ordet »de« henviser til nationerne (v. 17) og ikke til de kristne. Alene dette viser, at ingen del af 4:17 kan anvendes på de kristne. Så selv hvis NV18’s gengivelse af den sidste del af verset – »at praktisere enhver form for urenhed med grådighed – var korrekt, kunne det ikke henvise til en udstødelsesforseelse for kristne.

BRUGEN AF GRÆSKE ORD

KORREKT BRUG AF GRÆSKE ORD

porneia (»seksuelt umoralsk samleje«) forekommer 25 gange i NT, og det defineres som »seksuelt samleje (at være ét kød med) en person, som man ikke er gift med, seksuelt samleje mellem ugifte personer og seksuelt samleje mellem homoseksuelle.« (Matthæus 5:32; 1 Korinther 7:2, Judas 6, 7) Seksuelt umoralsk samleje er en udstødelsesforseelse. (1. Korintherbrev 6:9; 5:13)

FORKERT BRUG AF GRÆSKE ORD

Aselgeia (»uhæmmet begær«, min oversættelse); »skamløs opførsel« (NV18)  forekommer 10 gange i Skriften. Ordet har en abstrakt betydning, og ingen bestemte handlinger kan forbindes med aselgeia i Skriften.

Akatharsia (»urenhed«) forekommer 10 gange i Skriften, og ingen bestemte handlinger kan forbindes med akatharsia i Skriften.

Vagttårnet hævder, at »nogle former for »skamløs opførsel« (aselgeia) og »urenhed« (akatharsia) er udstødelsesforbrydelser. Derefter er bestemte handlinger, der praktiseres i dag, men som var ukendte i det første århundrede e.Kr. opført som »skamløs opførsel« og »urenhed« i Hyrdebogen. Disse handlinger defineres som udstødelsesforbrydelser. Dette er en vilkårlig, uvidenskabelig og forkert brug af de hellige skrifter:

1)     Intet sted i Skriften viser, at »skamløs opførsel« (aselgeia) og »urenhed« (akatharsia) er udstødelsesforbrydelser.

2)
Ordet aselgeia kan ikke klart defineres ud fra dets brug i Skriften, og ingen bestemte handlinger er forbundet med dette ord.

3)
Ingen udstødelseshandling kan forbindes med ordet akatharsia, og begrebet »grov urenhed« har intet grundlag i Skriften.

4)
Handlinger, som udføres i dag, men som var ukendte i det første århundrede e.Kr. defineres som aselgeia og akatharsia , og personer udelukkes, når de udfører disse handlinger. Det er en anakronistisk, uvidenskabelig og forkert brug af de græske ord.

At udelukke personer på baggrund af DSR’s vilkårlige definitioner er en åbenlys overtrædelse af Bibelens principper.

EN DISKUSSION AF ORDENE ”PLEONEKTES/PLEONEXIA”

Det græske ord pleonexia, der oversættes med »grådighed og griskhed«, er forbundet med akatharsia (»urenhed«) i udtrykket »urenhed med grådighed«. En af de 11 udstødelsesforseelser, der er baseret på Bibelen, udtrykkes med ordene pleonektēs (og pleonexia). NV18 oversætter flertalsformen pleonektēs med »er grisk«, og alle de bibeloversættelser, jeg er bekendt med, har en lignende læsning, hvor en eller anden form for ordene »grådighed/griskhed« bruges.

Når vi vurderer en gengivelse i en bibeloversættelse, siger vi nogle gange, at det er en god læsning. Vi kan også kritisere en gengivelse og sige, at den er unøjagtig, vildledende eller tendentiøs. Men kun sjældent vil vi sige, at en gengivelse simpelthen er forkert.

Ordet »grådighed« defineres i marginalnoten til Ef 3:5 i online NWT13 som »et umætteligt [= umuligt at tilfredsstille] ønske om at have mere«. Det er en god definition, og den stemmer overens med definitionen af »greed« i forskellige engelske leksika. Jeg har studeret brugen af pleonektēs, pleonexia og pleonekteō i Septuaginta, hos klassiske græske forfattere og alle eksemplerne i de kristne græske skrifter, og konklusionen er, at begrebet »grådighed« ikke findes i de hebraiske skrifter og de kristne græske skrifter. Der findes ikke noget hebraisk, aramæisk eller græsk ord med betydningen »et umætteligt ønske om at få mere«. Derfor er enhver brug af ordet »griskhed« i Bibelen en forkert oversættelse, selv om denne betydning findes i de fleste græsk-engelske leksika.

Jeg anbefaler min detaljerede undersøgelse af ordet »Greed« i kategorien »The eleven disfellowshipping offenses«, som findes på min hjemmeside. Jeg vil give et eksempel, som kan vække appetitten på denne undersøgelse.

Substantivet pleonexia forekommer i Markus 7:22 og Lukas 12:15, hvor Jesu ord citeres. Jesus talte hebraisk, og både Markus og Lukas oversatte Jesu hebraiske ord til græsk. Så spørgsmålet er, hvilket hebraisk ord Jesus brugte, som er oversat med det græske ord pleonexia.

Det første vigtige punkt at huske på er, at der ikke findes noget klassisk hebraisk ord med betydningen »grådighed/griskhed« (= et umætteligt ønske om mere). Derfor brugte Jesus ikke et ord med betydningen »griskhed«. Et andet vigtigt punkt er, at Markus’ og Lukas’ modersmål også var hebraisk, og at græsk derfor var deres andet sprog. Citaterne i de kristne græske skrifter fra de hebraiske skrifter er for det meste hentet fra Septuaginta, og det betyder, at forfatterne af de kristne græske skrifter var stærkt påvirket af teksten i Septuaginta.

Ordet pleonexia forekommer i Septuaginta, hvor det er en oversættelse af det hebraiske ord bætsa ‘ med betydningen »uhæderlig gevinst« eller »uhæderlig gevinst opnået ved udnyttelse«. Og min nævnte undersøgelse af de hebraiske og klassisk græske tekster støtter det synspunkt, at Jesus brugte ordet bætsa’ (»uærlig vinding« eller »uærlig vinding erhvervet ved udnyttelse«) i Markus 7:22 og Lukas 12:15, og derfor viser Markus’ og Lukas’ oversættelse af bætsa ‘ med det græske ord pleonexia, at pleonexia må have samme betydning som »uærlig vinding« eller »uærlig vinding erhvervet ved udnyttelse«.

Konklusionerne fra min undersøgelse af betydningen af de tre nævnte græske ord er som følger:
Verbet pleonekteō: »at udnytte«
Substantivet pleonexia: »gevinst ved udnyttelse«
Substantivet pleonektēs: »udnytter«

Paulus brugte ordet pleonektēs i sin liste over udstødelsesforseelser i 1 Kor 6:9,10. Ud over den stærke leksikalske støtte til oversættelsen af dette ord som »udnytter«, har dets betydning også en fordel i forhold til den mere almindelige gengivelse »grisk person«.

Kravet om bevis for alvorlige forseelser i Bibelen er to øjenvidner, og det er også kravet i retssager hos JV, ifølge Hyrdebogen. Men hvor finder man to øjenvidner, der kan bevidne, at et andet medlem af menigheden »har et umætteligt ønske om at få mere« – dvs. at han eller hun »er umulig at tilfredsstille«?

Når vi ser på de ti andre udstødelsesgrunde, som er baseret på Bibelen, ser vi, at de hver især består af konkrete handlinger, som en person er blevet gennemsyret af. Disse handlinger kan ses af andre, og derfor kan der være øjenvidner. Men »griskhed«, som det er defineret ovenfor, er en sindstilstand, en tilbøjelighed, en følelse. Det er en abstrakt egenskab ved sindet, og ingen kan udelukkes på grund af en abstrakt tilbøjelighed eller følelse.

Begrebet »griskhed« har en fremtrædende plads i det udelukkelsessystem, som medlemmerne af DSR har skabt, og deres synspunkt synes at være, at grådighed på en eller anden måde kan ses i en persons handlinger. Men det er et fejlagtigt argument, fordi vi ikke kan læse et andet menneskes tanker. Og enhver fortolkning af en persons handlinger er baseret på vores eget subjektive synspunkt.

Og hvad med de to »øjenvidner«, som Bibelen kræver? Det, en person kan se eller bevidne med sine øjne, er konkrete – observerbare og målbare – handlinger udført af levende personer. Men det er umuligt at se en persons »umættelige ønske om at få mere«. Hvad sker der derfor, når en bror eller søster bliver beskyldt for at være grisk? Komiteens medlemmer foretager en subjektiv vurdering af personen og hans handlinger i lyset af deres personlige forståelse af begrebet »griskhed«. Men det er en overtrædelse af det bibelske krav om to øjenvidner. Så vi må konkludere, at det abstrakte begreb »griskhed« ikke med rette kan bruges som en »udstødelsesforseelse«. Og alligevel tjener »griskhed« i skrivende stund fortsat som selve grundlaget for mange af de udstødelsesforbrydelser, som DSR har opfundet og indført siden år 2006.

[1] Silva, Bibelske ord og deres betydning, side 107.

[2] Græske ord i de kristne græske skrifter kan have hebraiske eller kristne konnotationer, som mangler i klassisk græsk. Derfor kan et græsk ord kun forstås i lyset af dets brug i de kristne græske skrifter og ikke på grundlag af opslag i græske leksika. Et eksempel på dette er, at de græske ord hades (»graven«), psykhē (»sjæl«), kosmos (»verden«) og agapē (»kærlighed«) har meget forskellige betydninger og referencer på klassisk græsk sammenlignet med nytestamentligt græsk.

[3] Burton, Galaterne, side 305, 306.

[4] www.vocabulary.com/dictionary/brazen.

[5] www.learnersdictionary.com/definition/loose.

[6] www.yourdictionary.com/lust.

[7] Hyrder for Guds hjord, kapitel 12, punkt 17.

[8] Se artiklen »Dating, though not free to remarry« i kategorien »Brazen conduct«.

[9] Se artiklerne i kategorien »Shunning not based onthe Bible«. 

[10] https://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/exploitation.

 

Rolf Furuli

Author Rolf Furuli

More posts by Rolf Furuli

Leave a Reply