VILKÅRLIGHEDEN I UDSTØDELSESLOVENE
Jeg har i dette kapitel vist, at der kun er 11 udstødelseslovovertrædelser, der er baseret på Bibelen, og at der er 37 andre udstødelseslovovertrædelser, der er blevet opfundet og indført af DSR uden nogen basis i Bibelen. Ikke alene er mange af disse 37 udstødelsesforseelser tvetydige, og vidner udstødes ikke på grund af øjenvidner, men også mavefornemmelsen hos medlemmerne af den retlige komité er i mange tilfælde den afgørende faktor. Jeg vil nu vise, at betydningen af flere af de 37 udstødelsesforseelser har ændret sig over tid. Det betyder, at vidner på et tidspunkt blev udelukket på grund af en bestemt handling. Men på et senere tidspunkt blev denne handling ikke længere betragtet som en udstødelsesforseelse. Og på samme måde blev en handling, der på et tidspunkt ikke var en udstødelsesforseelse, det senere. Jeg vil diskutere nogle eksempler.
DEFINATIONEN AF ”AFSKYELIGE FORMER FOR PRONOGRAFI” HAR ÆNDRET SIG
Jeg forsvarer ikke pornografi på nogen måde. Men når en person bliver ekskluderet for at se pornografi, bliver han eller hun ekskluderet på grund af et menneskeligt bud og ikke på grund af, hvad Bibelen siger. Jeg vil uddybe udtrykket »menneskeligt bud«. Hyrdebogen 13.3 siger:
En indgroet praksis med at se, måske over en længere periode, afskyelige former for pornografi vil blive betragtet som grov urenhed med grådighed og skal håndteres retsligt. (Ef. 4:19) Sådanne afskyelige former for pornografi omfatter homoseksualitet (sex mellem personer af samme køn), gruppesex, bestialitet, sadistisk tortur, bondage, gruppevoldtægt, brutalisering af kvinder eller børnepornografi. Det er lige så forkert for en mand eller kvinde at se på to kvinder, der er involveret i homoseksuel aktivitet, som det er for en mand eller kvinde at se på to mænd, der er involveret i homoseksuel aktivitet. Se 12:14-15.
I et brev fra kontoret i Norge den 21. juni 2006 til alle ældsteråd opregnes følgende afskyelige former for pornografi som »grov urenhed«: børnepornografi, sadistisk tortur, sadomasochistisk sex, gruppevoldtægt og brutalisering af kvinder. Brevet fortsatte:
Desuden er det klart urent at se heteroseksuel oral- eller analsex (i en film eller på en computer). Men det skal ikke betragtes som »grov urenhed«, der skal håndteres juridisk. Men det kan føre til, at man fjerner en ældste, en tjenestemand eller en pioner fra listen, afhængigt af hvor ofte det er sket, og hvornår det sidst er sket. Hvis nogen ser homoseksuel oral (eller anal) sex eller sådanne former for gruppesex, er det mere alvorligt. Men det skal heller ikke ses som »grov umoral«, der skal håndteres retsligt. Det er dog sandsynligt, at personen vil miste sine tjenesteprivilegier i menigheden.[1]
Citaterne viser, at »vilkårlighed« er en præcis beskrivelse af nogle af de menneskelige bud i DSR.[2] At se homoseksuel sex eller gruppesex blev ikke defineret som »grov urenhed« i 2006. Men i 2019 er det en udstødelsesforseelse at se disse former for pornografi. Det betyder, at udstødelse kan ske tilfældigt, afhængigt af DSR’s holdning på et bestemt tidspunkt, en holdning, der senere kan ændre sig.
Kurset for de ældste i 2006 blev døbt »Pornokurset«, fordi så mange taler handlede om pornografi. På det kursus fik de ældste at vide, at de straks skulle tage retslige skridt mod personer, der havde set på afskyelige former for pornografi. Det var et dårligt råd, fordi mange blev udelukket for handlinger, som de ikke engang vidste, var klassificeret som udelukkelsesforseelser. Det er et grundlæggende retsprincip, at kun overtrædelser af en lov, der sker, efter at loven er indført, kan straffes. Men i 2006 blev vidner udelukket for handlinger, de havde gjort, før den nye lov blev indført.
DSR indså åbenbart, at den rådgivning, der blev givet på kurset, var dårlig, og i brevet fra 21. juni 2006 stod der, at de nye love ikke dækkede handlinger, der var sket, før loven blev indført. Men det var for sent for dem, der allerede var blevet ekskluderet.
DEFINATIONEN AF ”PORNEIA” (SEKSUELT UMORALSK SAMLEJE) HAR ÆNDRET SIG
En pornos er en person, der er gennemsyret af seksuelt umoralsk samleje, og porneia henviser til seksuelt umoralsk samleje. For at finde betydningen af et ord i Skriften bruger GB græsk-engelske leksika. Men disse skal bruges med forsigtighed, fordi de indeholder betydninger og referencer fra klassisk græsk, og vi kan ikke vide, om disse betydninger og referencer passer til betydningerne og referencerne i de kristne græske skrifter. Desuden indeholder mange græsk-engelske leksika også meget teologi, dvs. at betydninger og referencer er baseret på forskellige dogmer i de store kristne religioner. Den eneste måde at finde et græsk ords sande betydning og referencer i Skriften er at studere de sammenhænge, hvor disse ord forekommer.
Ifølge Skriften henviser ordet porneia kun til tre forskellige handlinger:
- Seksuelt samkvem mellem en gift person og en, som han eller hun ikke er gift med (Matthæusevangeliet 5:32).
- Seksuelt samkvem mellem to ugifte personer. (1. Korintherbrev 7:1, 2)
- Seksuelt samkvem mellem personer af samme køn (Judas 7).
Listen nedenfor viser, hvordan DSR har tilføjet og trukket betydninger fra ordet porneia på forskellige tidspunkter.
| 1945
|
Et seksuelt forhold mellem to, der ikke er gift med hinanden.
|
| 1969 | Et seksuelt forhold mellem et menneske og et dyr er ikke porneia. Men det er en udstødelsesforbrydelse.
|
| 1970 | Ordet porneia kan muligvis omfatte et seksuelt forhold mellem homoseksuelle personer.
|
| 1972 Jan. | Ordet porneia omfatter ikke et seksuelt forhold mellem homoseksuelle personer.
|
| 1972 Nov. | Ordet porneia omfatter seksuelle forhold mellem homoseksuelle personer.
|
| 1974 | Oralsex og analsex mellem ægtefæller er porneia.
|
| 1978 | Oralsex og analsex mellem ægtefæller er ikke porneia. |
| 1983 | Manipulation af en anden persons kønsorganer er porneia.
|
| 2018 | Intim kropskontakt med tøj på mellem personer, der ikke er gift med hinanden, er porneia. Et eksempel er lapdance.
|
Juridiske udvalg er blevet dannet, på uforudsigelig vis, på grundlag af DSR’s stadigt skiftende syn på porneia på forskellige tidspunkter. Og vidner er blevet udelukket på baggrund af DSR’s forståelse af porneia på et givet tidspunkt. Den vilkårlige karakter af disse ændringer ses af det faktum, at en bestemt handling på et tidspunkt betragtes som en udstødelsesforseelse. På andre tidspunkter betragtes den samme handling ikke som en udstødelsesforseelse.[3]
DEFINITIONEN AF ”PORNEIA INDENFOR ÆGTESKAB” HAR ÆNDRET SIG
Et eksempel på problemer, som DSR skabte med en ny, men forkert definition af et græsk ord, var synspunktet om, at ordet porneia kunne anvendes inden for ægteskabet og henvise til oral og anal kopulation såvel som andre forskellige »utugtige« handlinger. Dette synspunkt blev præsenteret i slutningen af 1974, som det fremgår af nedenstående citat:
Der er tidspunkter, hvor utugtig praksis inden for ægteskabet ville give grundlag for en bibelsk skilsmisse. . .
Således er »utugt« angivet som den eneste grund til skilsmisse. I det almindelige græske sprog, som Jesu ord er nedskrevet på, er udtrykket »utugt« por nei’a, som betegner alle former for umoralske seksuelle forhold, perversioner og utugtig praksis, som det kan foregå i et prostitutionshus, herunder oral og anal kopulation.
Hvad angår Jesu udtalelser om skilsmisse, specificerer de ikke, hvem »utugten« eller por nei’a praktiseres med. De lader sagen stå åben. At por nei ‘a med rette kan anses for at omfatte perversioner inden for ægteskabet ses af, at den mand, der tvinger sin kone til at have unaturlige seksuelle relationer med ham, i virkeligheden »prostituerer« eller »udnytter« hende. Det gør ham skyldig i por nei’a, for det beslægtede græske verbum porneu’o betyder »at prostituere, fordærve«.
Derfor kan der opstå omstændigheder, der gør en gift persons utugtige praksis over for den pågældendes ægtefælle til et bibelsk grundlag for skilsmisse.[4]
Synspunktet om porneia – inden for ægteskabet – skabte et stort antal problemer, og det blev derfor trukket tilbage i begyndelsen af 1978:
Tidligere har der været nogle kommentarer i dette blad i forbindelse med visse usædvanlige sexpraksisser, såsom oralsex, inden for ægteskabet, og disse blev sidestillet med grov seksuel umoral. På dette grundlag blev det konkluderet, at de, der deltog i en sådan sexpraksis, skulle udelukkes, hvis de ikke angrede. Man var af den opfattelse, at det lå inden for menighedens ældste myndighed at undersøge og handle i en retslig kapacitet vedrørende sådan praksis i det ægteskabelige forhold.
En omhyggelig yderligere afvejning af denne sag overbeviser os imidlertid om, at i betragtning af fraværet af klar bibelsk instruks, er dette forhold, som ægteparret selv skal bære ansvaret for over for Gud, og at disse ægteskabelige intimiteter ikke vedkommer området for menighedens ældste til at forsøge at kontrollere eller tage udelukkelseshandlinger med sådanne forhold som det eneste grundlag. (En fodnote viser, at Romerbrevet 1:24-27 kun vedrører homoseksuelle og ikke kan bruges i forbindelse med ægtepar). Hvis en person vælger at henvende sig til en ældste for at få råd, kan han eller hun selvfølgelig gøre det, og den ældste kan overveje bibelske principper med en sådan person og fungere som hyrde, men ikke forsøge at »overvåge« den spørgendes ægteskabelige liv.[5] (Mine kursiveringer og fremhævelser.)
Den vigtige pointe i artiklen i Vagttårnet i 1978 er, at enhver kristen doktrin og enhver kristen lov skal have et klart bibelsk grundlag. Vi ser en fin formaning i samme retning i Vagttårnet fra 1. august 1974, side 472:
Hvis vi holder os til Skriften og hverken minimerer, hvad den siger, eller læser noget ind i den, som den ikke siger, vil vi kunne bevare et afbalanceret syn på de udstødte.
Det er et godt princip, som jeg har forsøgt at følge i hele denne bog. Det betyder, at DSR kun bør acceptere, at bestemte handlinger er udstødelsesforbrydelser, når der er » et klart bibelsk grundlag«, og »ikke læse noget ind i dem [Skrifterne], som de ikke siger.« Ordsprogene 16:11 (NWT13) siger: »Korrekte balancer og vægte er fra Jehova.« Men som jeg viser i dette kapitel og i det næste, har DSR opfundet mange udstødelsesforbrydelser, der ikke har noget grundlag i Bibelen, og de har tilføjet betydninger til nogle af de græske ord, de bruger til at understøtte de udstødelsesforseelser, de har opfundet, men som i virkeligheden ikke har noget sprogligt grundlag. Således har de brugt inkonsekvente balancer og vægte, der ikke er fra Jehova.
Mens loven om porneia – indenfor ægteskab – var gyldig, besøgte A.D. Schroeder, som var medlem af DSR, Norge. På det tidspunkt var der flere problemer med anvendelsen af denne lov, og Bethel-tilsynsmanden spurgte Schroeder om disse problemer. Tilsynsmanden fortalte mig, at Schroeder blev irriteret, og han sagde, at han ikke ville høre mere om dette emne. Kort tid efter Schroeders besøg var synspunktet ændret. Det var tydeligt, at DSR blev informeret om de problemer, denne lov skabte i forskellige lande, og derfor kan vi sige, at DSR blev tvunget til at trække denne lov tilbage.
Fem år efter ændringen af synet på porneia inden for ægteskabet skete der imidlertid en delvis ændring af ændringen. På grund af den afbalancerede artikel fra 1978 var der ikke mere indblanding og indgriben fra de ældste i parrenes ægteskabelige liv i menighederne. Men efter den delvise tilbageførsel af tilbageførslen i 1983 begyndte overvågningen og kontrollen af ægtepar igen i nogle menigheder. Artiklen fra 1983 introducerede sit nye syn med ansvarsfraskrivelsen: ”Det er ikke op til de ældste at snage i gifte kristnes intime liv.” Dette kan have været en hentydning til, hvad der skete efter at porneia indenfor ægteskab blev gjort kendt i 1974, samt en advarsel om, at dette ikke må ske igen.
Men de nye instruktioner i artiklen fra 1983 lægger selve grundlaget for fortsat snagen i ægtepar. Vi læser:
Som allerede nævnt er det ikke op til de ældste at »overvåge« de private ægteskabelige forhold hos par i menigheden. Men hvis det bliver kendt, at et medlem af menigheden praktiserer eller åbent går ind for perverse sexrelationer inden for ægteskabsbåndet, ville vedkommende bestemt ikke være ulastelig og ville derfor ikke være acceptabel til særlige privilegier, såsom at tjene som ældste, en ministeriel tjener eller en pioner. En sådan praksis og forsvar af den kunne endda føre til bortvisning fra menigheden.
Vi bemærker ordene »hvis det [perverteret sex] bliver kendt«. Der er kun to personer i et kristent ægteskab, og »perverteret sex« fra en mands side kan kun blive kendt, hvis en af dem – hustruen – rapporterer det til de ældste.
Og her har vi grundlaget for de samme problemer, som opstod efter indførelsen af loven om porneia – inden for ægteskabet – i 1974. Det nye fokus i 1983 på »chokerende og frastødende seksuelle aktiviteter«, herunder oral- og analsex, ville føre nogle hustruer i en af to retninger, som det også var tilfældet i 1974.
I nogle tilfælde er hustruens samvittighed blevet pirret af DSR til et punkt, hvor hun er blevet overfølsom over for de seksuelle relationer med sin mand, og de gode relationer, de havde, blev ødelagt. I andre tilfælde brugte konen definitionerne af »pervers sex« mod manden som et påskud for at slippe af med ham. Dette skete i mange tilfælde efter 1974.
Konklusionen på dette afsnit er, at DSR igen har tilføjet et menneskeligt bud til det talmudlignende sæt af love, der er en del af organisationen. Den grundlæggende årsag til, at porneia – inden for ægteskab blev kasseret ifølge 1978-artiklen, var »i betragtning af fraværet af klar bibelsk instruks.« Dette var stadig sandt i 1983. Men DSR ignorerede nu denne sandhed og greb igen ind i parrenes ægteskabelige intimitet i menighederne. DSR har ingen bibelsk ret til at bestemme, at bestemte former for seksuelle relationer mellem ægtepar er forkerte og endda kan føre til udstødelse. Dermed er de på kollisionskurs med Gud!
DEFINITIONEN AF »GAMBLING« HAR ÆNDRET SIG
Vagttårnet fra 1. februar 1954, side 94, viste, at selvom gambling appellerer til egoisme, må hver kristen beslutte, om han eller hun vil deltage i gambling eller være ansat i en spillevirksomhed:
Spil appellerer til egoisme og svækker den moralske fiber; det frister mange til vaner med snyd og uærlighed … Kan en kristen være ansat i en spillevirksomhed, der er lovligt anerkendt og tilladt? Han tror måske, at han kan det, hvis han afholder sig fra at spille selv eller lade sine åndelige brødre spille gennem sine tjenester. En kan måske gøre det med god samvittighed, mens en anden ikke ville kunne gøre det med god samvittighed. Hver enkelt må beslutte sig for, om han kan eller ikke kan gøre det med god samvittighed. Det er uden tvivl at foretrække at være adskilt fra den atmosfære, der omgiver sådanne aktiviteter, og den kristne kan med fordel sørge for at ændre sin beskæftigelse. Det er en sag, som hver enkelt må afgøre for sig selv og i overensstemmelse med sine omstændigheder og sin samvittighed. Vagttårnsselskabet tager ikke stilling til den enkeltes beskæftigelse, som vi tidligere har udtalt i Vagttårnet af 15. september 1951, side 574.
Men i bogen Questions in Connection with the Service of the Kingdom, (Spørgsmål i forbindelse med Rigets tjeneste) 1961, side 60, som var skrevet til retsudvalg, stod der, at hasardspil var en form for afpresning og var en udstødelsesforseelse. I 1972 blev gambling stadig betragtet som en udstødelsesforseelse. Men Vagttårnet af 1. oktober 1972, side 592, sagde, at definitionen »afpresning« var forkert, og at gambling nu blev defineret som en form for grådighed. Ikke alene har selve definitionen af gambling ændret sig, men der har også været forskellige synspunkter på, hvilke former for gambling, der repræsenterer udelukkelsesforbrydelser, og hvilke der ikke gør. Nedenfor er der to tabeller, som viser de forskellige definitioner og synspunkter.[6]
Tabel 1.4 Forskellige synspunkter definitioner af gambling
| 1954 | Et vidne må være ansat i en spillevirksomhed. |
| 1961 | Et vidne må ikke være ansat i en spillevirksomhed. |
| 1988 | Gambling i enhver form appellerer til grådighed. |
| 1992 | Enhver form for gambling, lille eller stor, er forkert. |
| 1994 | Det er forkert at bruge fribilletter til gambling. |
| 1996 | Enhver form for gambling er behæftet med grådighed. |
| 2019 | Små spil for underholdningens skyld er ikke forkert. |
| 2019 | Hvis spil afslører grådighed, er det en udstødelsesforbrydelse. |
Tabel 1.5 Forskellige definitioner på spillets natur
| 1961 | Gambling er en form for afpresning. |
| 1970 | Gambling er afpresning. |
| 1972 | Gambling er ikke afpresning, men en form for grådighed. |
| 1973 | Gambling gør ofte folk grådige. |
| 1980 | Gambling kan føre til eller ansporer til grådighed. |
| 1980 | Gambling kan føre til dyrkelse af grådighed. |
| 1988 | Gambling I enhver form appellerer til menneskets værste egenskaber – grådighed. |
| 1994 | Gambling afspejler grådighed. |
| 1996 | Alle former for gambling er præget af grådighed. |
| 2019 | Små spil for underholdningens skyld er ikke grådighed. |
Tabellerne viser, at begrebet »grådighed«, som ikke findes i Bibelen, spiller en vigtig rolle i forbindelse med gambling.
[1] Jeg giver endnu et eksempel på vilkårlighed: I bogen for ældste , »Vær opmærksom på dig selv og hele din flok« , som blev udgivet i 1991, var begrebet »grov urenhed« endnu ikke opfundet. Derfor blev »lidenskabelig petting« klassificeret som »løsagtig adfærd« (aselgeia) og ikke som »grov urenhed« (akatharsia), som det er tilfældet i »Shepherd The Flock Of God« , der blev udgivet i 2019.
[2] Ordet »vilkårlighed« er defineret som »Bestemt af tilfældighed, indfald eller impuls og ikke af nødvendighed, fornuft eller princip«. (https://www.thefreedictionary.com/arbitrariness.)
[3] Min artikel »Sexual immorality« i kategorien »The eleven disfellowshipping offenses« har en detaljeret diskussion af porneia. Den viser, at porneia betyder at blive »ét kød« med en person, som man ikke er gift med. Dette viser, at ordet porneia refererer til seksuelt umoralsk samleje og ikke til seksuel umoral i almindelighed.
[4] Vagttårnet fra 15. november 1974, side 703, 704.
[5] Vagttårnet af 15. februar 1978, side 31.
[6] En detaljeret undersøgelse af de forskellige synspunkter og definitioner af gambling findes i artiklen »Gambling – changing viewpoints and subjective judgments« i kategorien »Reversed view of disfellowshipping offences«.
DE 100+ POTENTIELLE UDSTØDELSESFORBRYDELSER
I dette kapitel har jeg diskuteret de 11 udstødelsesforbrydelser, der er baseret på Bibelen, og Hyrdebogens 35 udstødelsesforbrydelser, der blev opfundet og introduceret af DSR, plus to andre nyligt opfundne udstødelsesforbrydelser, der ikke findes i Hyrdebogen. Den ene af de to hører til en gruppe på 100+ potentielle udstødelsesforseelser.
Den udstødelsesforseelse, jeg har i tankerne, blev nævnt i et brev til de ældste dateret 27. september 2021.[1] Brevet var en meddelelse om en beslutning truffet af DSR vedrørende JV’s syn på Covid-19-vaccine. Der stod, at hvis nogen talte imod denne beslutning i menigheden, kunne han blive betragtet som en, der skabte splittelse, hvilket er en udstødelsesforseelse.
Det vigtige ved brevet er, at den nævnte beslutning ikke er en beslutning baseret på Bibelen. Det er en beslutning vedrørende verdslige ting, som kan føre til udstødelse, hvis den ikke følges. Dette fører os til kilden til de mere end 100 potentielle udstødelsesforseelser, nemlig bogen Aid to Answering Branch Office Correspondence. Det er en bog til afdelingskontorets komitéer, og de bruger den til at besvare breve med spørgsmål. Bogen indeholder omkring 150 indlæg, hvoraf mange er relateret til emnerne i Hyrdebogen. Men hvert emne indeholder punkter, som er blevet besluttet af DSR, og mange af disse emner præsenterer beslutninger om ikke-religiøse og verdslige spørgsmål. Hvis et vidne ikke er enig i DSR’s beslutning i nogen af disse sager, kan han blive udelukket. Det er grunden til, at jeg bruger udtrykket »100+ potentielle udstødelsesforseelser«.
TRANSSEKSUALISME OG KØNSSKIFTE
Jeg vil præsentere et eksempel i forbindelse med opslagene »Transsexual« og »Hermaphrodite« i den nævnte bog. Ifølge Merriam-Webster er definitionen af »transseksuel«:
relateret til eller værende en person, hvis kønsidentitet er modsat det køn, personen havde eller blev identificeret som havende ved fødslen.
BEMÆRK: Transseksuelle personer gennemgår måske eller måske ikke kirurgi og hormonbehandling for at få et fysisk udseende, der er typisk for det køn, de identificerer sig med.[2]
Definitionen af »hermafrodit« er:
En person, der har både mandlige og kvindelige forplantningsorganer, strukturer eller væv.[3]
I forbindelse med menneskelige hermafroditter havde Mayo Clinic følgende kommentar:
Tvetydige kønsorganer er en sjælden tilstand, hvor et spædbarns ydre kønsorganer ikke ser ud til at være klart enten mandlige eller kvindelige. Hos en baby med tvetydige genitalier kan genitalierne være ufuldstændigt udviklede, eller babyen kan have karakteristika fra begge køn. De ydre kønsorganer matcher måske ikke de indre kønsorganer eller det genetiske køn.[4]
Med udgangspunkt i disse definitioner vil jeg beskrive, hvad der skete i en af de store menigheder i Oslo for ca. 10 år siden. Længe før hændelsen blev et barn født, og det medicinske personale fortalte forældrene, at dette barn var en pige. Da barnet voksede op, følte han/hun sig som en dreng, og da han/hun blev myndig, blev der foretaget en operation, og han blev registreret af myndighederne som en mand. Denne mand kom i kontakt med Jehovas Vidner, og han blev medlem af menigheden. Der mødte han en kvinde, som han fortalte om sin situation. De forelskede sig og blev gift.
Efter nogen tid spurgte et medlem af menigheden, om ægteskabet var gyldigt, fordi manden var født som kvinde. Spørgsmålet blev overvejet, og alle de 17 ældste var enige om, at ægteskabet var gyldigt. Da kredstilsynsmanden besøgte menigheden, kontaktede han afdelingskontoret, og det svar, han fik, var, at ægteskabet ikke var gyldigt. Men de 17 ældste var uenige med ham. Herefter rejste to medlemmer af den skandinaviske afdeling i Danmark til Norge for at holde et møde med de ældste, og de krævede, at DSR’s beslutning om transseksuelle personer blev fulgt. Og det måtte de 17 ældste acceptere, selv om én trak sig som ældste på grund af denne situation. Konsekvensen af dette var, at menigheden ikke længere accepterede manden som mand, og hans ægteskab blev opløst, fordi to kvinder ikke kunne gifte sig med hinanden. Hvad var DSR’s syn på sagen? Vagttårnet af 15. juni 1974, side 350, har artiklen »Født i den forkerte krop?«, og vi læser:
»Transseksualisme« er et ord, der dukker op med stigende hyppighed i nyhederne. En transseksuel er ikke bare en transvestit (en, der klæder sig i tøj af det modsatte køn) eller nødvendigvis en homoseksuel (selv om det kan være tilfældet). En transseksuel er en person, der afviser det køn, han eller hun er født med, og lever et liv som det andet køn. Mange hævder, at de faktisk er »født i den forkerte krop«, og de har gennemgået radikale operationer og hormonbehandlinger for at opnå en seksuel transformation. Det anslås, at 1.500 personer i USA og ca. 150 i Storbritannien har gjort det. Hvad er det egentlig, de opnår? Er det muligt at ændre en normal person (ikke en hermafrodit med tvetydigt køn) fra et køn til et andet?
Svaret er nej. Som Dr. Georges Burou, en fremtrædende fransk kirurg på området, siger: »Jeg ændrer ikke mænd til kvinder. Jeg forvandler mandlige kønsorganer til kønsorganer, der har et kvindeligt aspekt. Resten foregår i patientens bevidsthed.« (»Time«, 21. januar 1974, s. 64) I virkeligheden er det endelige resultat enten en alvorligt (og irreversibelt) lemlæstet mand, der ligner en kvinde, eller en alvorligt (og irreversibelt) lemlæstet kvinde, der ligner en mand.
Stigningen i transseksualisme er blot endnu en facet af udbredelsen af »naturstridige« praksisser, som kendetegner meget af den nuværende periode. (Sammenlign Romerne 1:26.) Løsningen for dem med sådanne tilbøjeligheder er ikke kirurgi, men en sindsændring, ‘at blive gjort nye i den kraft, der driver deres sind’ ved hjælp af Guds ord – Ef.4:22-24.
Problemet i den nævnte situation var, at fordi manden ikke kunne bevise, at han ved fødslen var en hermafrodit, ville DSR ikke acceptere, at personen var en mand og kunne gifte sig med en kvinde.
Den ovenfor citerede artikel i Vagttårnet er en meget dårlig artikel.
1) Den viser, at medlemmerne af DSR var helt ude af trit med lægevidenskaben i forbindelse med transseksualisme.
2) Fordi Bibelen ikke diskuterer dette emne, har DSR ingen ret til at dømme personer, der er transseksuelle.
3) De skriftsteder, der bruges i artiklen, er fordrejede.
4) Ved at sige, at det, der er forkert, er i personens sind og ikke i hans eller hendes krop, og at han eller hun skal omvende sig, kan de simpelthen drive en sårbar person til selvmord.[5]
Jeg vil ikke lave en dybdegående undersøgelse af spørgsmålet om transseksualisme. Men jeg vil citere sammendraget af artiklen »Brain Sex differences Related to Gender Identity Development: Genes or Hormones?« i International Journal of Molecular Sciences (21(6): 2123) fra 2020:
Den komplekse proces med seksuel differentiering er kendt for at være påvirket af biologiske og miljømæssige determinanter. Denne gennemgang har til formål at opsummere de mest relevante undersøgelser af det biologiske grundlag for seksuel udvikling, og den fokuserer især på virkningen af kønshormoner og genetisk baggrund på udviklingen af seksuel differentiering og kønsidentitet. Forfatterne har søgt efter publicerede studier på Medline (fra januar 1948 til december 2019). Beviserne tyder på, at den seksuelt dimorfe hjerne kan være det anatomiske substrat for psykoseksuel udvikling, hvor gonadotropiner (som regulerer frigivelsen af kønshormoner) kan have en formende rolle i prænatal- og pubertetsperioder. Ifølge flere arvelighedsundersøgelser kan genetiske komponenter desuden spille en rolle, men der er ikke identificeret et lovende kandidatgen. Selv om stadig flere beviser understreger de biologiske faktorers primære rolle i den psykoseksuelle udvikling, er der behov for yderligere undersøgelser for bedre at kunne forklare deres komplekse samspil.[6]
Artiklen viser, at der kan være forskellige genetiske faktorer, som får en person, der tilsyneladende er født som kvinde, til at se sig selv som en mand. Et »ændret syn« ændrer ikke den fysiske karakter af hjernen hos en transseksuel person eller hormonerne i hans krop. At sige, at midlet mod transseksualisme er »›at blive gjort ny i den kraft, der driver deres sind‹ ved hjælp af Guds ord«, er fuldstændig og aldeles nonsens!
Når artiklen i Vagttårnet bruger udtrykket »ændre en normal person (ikke en hermafrodit med tvetydigt køn) fra et køn til et andet«, kan det misforstås. Citatet fra Mayo Clinic ovenfor bruger udtrykket »genetisk køn«, og det viser, at det »genetiske køn« kan være forskelligt fra de ydre kønsorganer. Artiklen fra The Journal of Molecular Sciences bekræfter dette.
Kønsorganerne er kun en del, om end den vigtigste, af forskellene mellem en mand og en kvinde. Der er forskelle i generne, hjernerne er forskellige, og den hormonelle sammensætning er forskellig. Når Vagttårnet taler om »kønsskifte«, tager det kun hensyn til kønsorganerne. Men en person, der klassificeres som kvinde på baggrund af kønsorganerne, kan have alle de andre usynlige »genetiske kønskarakteristika« som en mand. Når man derfor siger, at en kvinde har skiftet køn til en mand, drejer det sig kun om, hvad der kan vise sig kun at være en kvindelig facade, fordi »hun« kan have alle de andre genetiske egenskaber som en mand, og de kan ikke ændres.
Når en mand har et seksuelt forhold til en anden mand, er det »i strid med naturen«. Men når en person, der er klassificeret som kvinde, har en operation af kønsorganerne, fordi »hun« føler som en mand, kan dette ikke dogmatisk erklæres for at være »i strid med naturen«. Det er sandt, at »naturen« har givet »hende« kønsorganer som kvinde, men »naturen« har også givet »hende« en mands »generiske køn«. At denne person accepterer de personlige følelser, der er forbundet med »hendes« genetiske køn, og modtager en operation af kønsorganerne for at rette op på afvigelsen, er en situation, der ikke kan vurderes af udenforstående som værende i strid med naturen.
Den bibelske vejledning i dette tilfælde er klar. Romerne 13:1, 2 siger:
Alle mennesker skal underordne sig de overordnede myndigheder … Derfor har den, der modsætter sig autoriteten, taget stilling imod Guds ordning.
Den eneste undtagelse fra denne lov er, hvis myndighederne beder en kristen om at gøre noget, som udtrykkeligt – ikke tilsyneladende – er i strid med Guds lov. Det omtalte medlem af menigheden fik foretaget en kirurgisk operation, og efter denne operation registrerede de norske myndigheder personen som en mand. Det betyder, at myndighederne gav deres juridiske samtykke til, at denne mand kunne gifte sig med en kvinde. Når afdelingskontoret som repræsentanter for DSR ikke accepterede, at denne mand var en mand og accepterede hans ægteskab med en kvinde, overtræder de Paulus’ ord i Romerbrevet 13, og de »har taget stilling imod Guds ordning«. Deres argument om, at kønsskifte er en praksis, der »strider mod naturen«, er i modstrid med lægevidenskaben, som jeg har vist ovenfor. Det er selve personens natur – hans gener, hjerne og hormoner – der får ham til at føle sig som en mand.[7] Og det er indlysende, at det er alt, hvad en person har at gå ud fra, når han skal bestemme sit sande genetiske selv, uanset de uoverensstemmende, seksuelle anomalier, som naturen nogle gange påfører menneskekroppen.
Bortset fra den videnskabelige side af dette spørgsmål har vi også den følelsesmæssige side. Brug din empati og overvej, hvad denne mand har været igennem. At se sig selv som en dreng, når han var registreret som en pige, ville skabe en lang række problemer for ham under opvæksten – i skolen, blandt venner og blandt andre mennesker. Så da han blev 18 år, havde han nået alderen for juridisk selvstændighed for at nå det mål, som han havde set frem til så længe – han fik operationen og blev registreret som en fuldt integreret mand. Derefter fandt han Bibelens sandhed og fik et vidunderligt håb for fremtiden. Så opnåede han en milepæl. Han mødte en kvinde, som han forelskede sig i og blev gift med. Og så – da han endelig var blevet en lykkelig mand med et formål i livet – trådte DSR ind på scenen og ødelagde alt med en autoritær beslutning!
Jeg har brugt meget plads på at beskrive denne situation, både fordi jeg har så ondt af denne bror, fordi DSR uden nogen bibelsk bemyndigelse ødelagde hans liv og ægteskab, og fordi denne situation på fremragende vis illustrerer de mulige dårlige resultater af de mere end 100 potentielle udstødelsesforseelser, der er skrevet i bogen Aid to Answering Branch Office Correspondence. Hver eneste af disse potentielle udstødelsesforseelser ligger på lur for at stikke sit grimme hoved frem, hvis de får mulighed for det. Hvis manden eller en eller flere af de ældste i menigheden havde gjort indsigelse mod DSR’s beslutning, ville de være blevet udelukket, fordi de skabte splittelse i menigheden.
CIVILTJENESTE SOM ALTERNATIV TIL MILITÆRTJENESTE
En af grundene til »udstødelse«, som blev skrevet i den første udgave af Aid to Answering Branch Office Correspondence (1961), men som ikke blev skrevet andre steder, var at acceptere civiltjeneste i stedet for militærtjeneste. Jeg har sat ordet »udstødelse« i anførselstegn, fordi menighedens proceduremæssige reaktion afspejlede det. Hvis en broder accepterede civil tjeneste, blev hans forkynderkort fjernet fra menighedens arkiv. Det viste, at han ikke længere blev betragtet som medlem af menigheden, og derfor blev han i realiteten udelukket. Han blev ikke udstødt, men han skulle skrive et brev, hvis han ønskede at blive genindsat.[8] Hvad var broderens synd? Han var illoyal som ambassadør for Guds rige, fordi han accepterede, at staten havde ret til at sætte ham under obligatorisk militær eller alternativ civil tjeneste. Indlæggene i Branch Office Correspondence, hvor dette blev diskuteret , var militærtjeneste og fritagelse, militærtjeneste. Jeg vil uddybe dette.
AT VÆRE TRO MOD POSITIONEN SOM AMBASSADØR FOR GUDS RIGE
Jeg vil nu se på situationen, og jeg bruger Norge som eksempel. Efter Anden Verdenskrig blev alle unge mænd på 18 år indkaldt til militærtjeneste. Vidnerne nægtede denne tjeneste. Derefter blev de unge mænd tilbudt alternativ civil tjeneste. Men de nægtede også denne form for tjeneste. Vagttårnet 1. februar 1951, side 79, belyser deres beslutninger:
Som sådanne ministerielle tjenere og prædikanter har de ikke opgivet deres neutralitet som militærnægtere og vendt sig bort for at engagere sig i militær støtte til den ene eller den anden side af nogen verdslig konflikt. Jesus forudsagde deres neutralitet og deres forkyndelsesaktiviteter i denne militante tid…
Til disse kristne vidner skrev apostlen Paulus: »Han overgav forsoningens budskab til os. Vi er derfor ambassadører, der træder i Kristi sted, som om Gud bad gennem os. Som stedfortrædere for Kristus beder vi: ‘Bliv forsonet med Gud’.« (2 Kor. 5:19, 20, NW) Som »ambassadører, der træder i Kristi sted«, har Jehovas vidner samvittighedsindvendinger mod at gøre tjeneste i nationernes militær og beslægtede institutioner.
19 Ambassadører er fritaget for militærtjeneste i den nation, som deres regering sender dem til, især i en fjendtlig nation. Husk, at i Bibelens tid blev ambassadører ikke sendt til venligtsindede nationer, men til nationer, der var i krig eller truede med krig. Guds ambassadører, som træder i Kristi sted, sendes ikke til venligtsindede nationer, men til fjendtlige nationer. Alle nationer i denne Satans verden er fjendtlige over for Gud. Budskabet, som disse ambassadører skal aflevere, er: »Bliv forsonet med Gud.« Det viser, at nationerne ikke er venligtsindede. Hvordan kunne disse ambassadører så på bibelsk vis gøre tjeneste i sådanne nationers militærstyrker eller på bibelsk vis give deres samtykke til at gøre det, når det kræves i henhold til national lovgivning?
Vidnerne ville helt sikkert ikke gøre tjeneste som soldater med mulighed for at såre eller dræbe andre mennesker. Men den grundlæggende grund til at nægte militærtjeneste var, at de var ambassadører for Guds rige, og de accepterede ikke, at staten havde nogen ret til at sætte dem under obligatorisk militærtjeneste. Det var også grunden til, at de nægtede at udføre den alternative civile tjeneste.
Jeg bruger følgende illustration: En ung mand får en bøde, fordi politiet hævder, at han har overtrådt loven, og hvis den unge mand betaler bøden, indrømmer han, at han er skyldig og har overtrådt loven. Men hvis han ikke er enig i, at han er skyldig, vil han nægte at betale bøden. I så fald vil han blive stillet for retten, og rettens afgørelse kan være, at han skal betale bøden. I så fald har han to muligheder. Han kan betale den bøde, som retten har besluttet, eller han kan nægte at betale. Hvis han nægter, vil politiet enten sætte ham i fængsel eller beslaglægge et mindre beløb fra hans løn hver måned, indtil bøden er betalt. At betale bøden under disse omstændigheder er ikke en indrømmelse af skyld i at have brudt loven, fordi retten har afgjort, at han skal betale bøden. Det er blot en anerkendelse af, at han er magtesløs i forhold til rettens afgørelse.
Situationen er den samme i forbindelse med militærtjeneste. Fordi Vidnerne tog deres rolle som ambassadører for en fremmed nation, Guds rige, alvorligt, kunne de ikke acceptere, at staten havde ret til at sætte dem i tvungen tjeneste. Derfor nægtede de at gøre militærtjeneste. Og da de i stedet blev tilbudt alternativ civil tjeneste, nægtede de også denne form for tjeneste. Det var ikke, fordi der i sig selv var noget galt med de civile opgaver ud fra et bibelsk synspunkt. Men som i eksemplet med bøden, hvis Vidnerne havde accepteret den alternative civile tjeneste, ville det svare til at acceptere, at staten havde ret til at sætte dem under obligatorisk civil tjeneste i stedet for militærtjeneste. Men at acceptere dette ville være ensbetydende med at fornægte deres rolle som ambassadører for Guds rige og være illoyale over for deres konge Jesus Kristus.
Hvad skete der med de unge vidner, som nægtede både at gøre militærtjeneste og alternativ civil tjeneste? I begyndelsen af 1950’erne måtte vidner i Norge sidde 18 måneder i fængsel. Men efter kort tid lavede myndighederne en ny lov, der var designet til vidnerne. Et vidne, som nægtede både militærtjeneste og alternativ civiltjeneste, blev bragt for retten, og retten besluttede, at han skulle aftjene 18 måneders tvungen civiltjeneste under fængselsmyndighedernes administration. Det betød, at han skulle afsone sin straf med landbrugs- og skovarbejde.
Situationen var anderledes i Danmark, hvor myndighederne ikke havde udformet en lov for Vidnerne. Fra begyndelsen af 1950 og frem til 1978 blev unge vidner, der nægtede både militær- og civiltjeneste, fængslet i 18 til 22 måneder[9] og der var også en lignende situation i mange andre lande. Årbogen fra 1991 har en beretning om Sverige, og på side 167 læser vi:
Efter at denne beslutning [om ikke at indkalde vidner til tjeneste] blev truffet af parlamentet, er der blevet gjort forsøg på at få os til at erstatte obligatorisk arbejde med militærtjeneste. I begyndelsen af 1970’erne blev der nedsat et regeringsudvalg, som skulle gennemgå håndteringen af militærnægtere. Af hensyn til ensartetheden ønskede myndighederne, at Jehovas Vidner skulle tjene på samme vilkår som andre religiøse grupper og udføre obligatorisk arbejde som erstatning.
Repræsentanter for afdelingskontoret mødte op i udvalget og forklarede, at Jehovas Vidner ikke kunne acceptere nogen som helst erstatning for militærtjeneste, uanset hvor prisværdig opgaven var. De viste, at Jehovas Vidner allerede udfører en form for socialt arbejde i deres hus-til-hus-tjeneste, hvor de hjælper folk med at rydde op i deres liv og blive anstændige, lovlydige borgere. Så kom et af udvalgets medlemmer med en meget overraskende idé.
Han spurgte, om vi ville gå med til at engagere os i denne hus-til-hus-tjeneste på fuld tid i vores egne menigheder i en periode – svarende til den obligatoriske tjeneste – og rapportere dette til myndighederne som en erstatning. Brødrene forklarede, at vores tjeneste for Gud aldrig kan være obligatorisk eller et statsligt anliggende. Endelig foreslog udvalget at fastholde beslutningen fra 1966 og konkluderede i sin endelige rapport: »Efter udvalgets mening findes der i øjeblikket ikke andre religiøse grupper i vores land, der kan sammenlignes med Jehovas Vidner.«
Det standpunkt, der blev udtrykt i Vagttårnet i 1951, blev gentaget og udvidet af de svenske brødre: »Vidnerne kunne ikke acceptere nogen som helst erstatning for militærtjeneste, uanset hvor prisværdig opgaven var.«
AT VÆRE UTRO MOD POSITIONEN SOM AMBASSADØR FOR GUDS RIGE
De svenske vidners ord i årbogen fra 1991 er klare og tydelige, og de udtrykker det syn på militærtjeneste og alternativ tjeneste, som vidnerne havde i 50 år efter Anden Verdenskrig. Men så blev der vendt op og ned på det. En artikel i Vagttårnet fra 1. maj 1996 præsenterede et helt nyt syn på civil tjeneste som et alternativ til militærtjeneste. Spørgsmålet til afsnit 16 på side 20 er: »I nogle lande, hvilken ikke-militær tjeneste kræver Cæsar af dem, der ikke accepterer militærtjeneste?« Svaret var delvist:
Nogle steder betragtes en påkrævet civil tjeneste, som f.eks. nyttigt arbejde i samfundet, som ikke-militær national tjeneste. Kunne en dedikeret kristen påtage sig en sådan tjeneste? Også her ville en dedikeret, døbt kristen være nødt til at træffe sin egen beslutning på grundlag af sin bibeltrænede samvittighed.
Det, vi ser her, er en stille paladsrevolution. En ny konge bliver indsat, uden at nogen har bemærket det. I de sidste 50 år har det været et anathema at acceptere en alternativ civiltjeneste; nu siger Vagttårnet, at hver enkelt må afgøre det med sin samvittighed, og der er ingen forklaring på, hvorfor den tidligere holdning skal forkastes. Hovedpointen i artiklerne i Vagttårnet fra 1996 er det stik modsatte af, hvad Vagttårnet fra 1951 og Årbogen fra 1991 sagde: Staten har ret til at sætte sine indbyggere under obligatorisk tjeneste, herunder ambassadører for Guds rige, og derfor kan kristne nu acceptere civil tjeneste som et alternativ til militærtjeneste, hvis deres samvittighed tillader det. Dette kompromitterer gyldigheden af Jehovas Vidners position som ambassadører for Guds rige.
Hvem er den nye konge, der blev indsat? Den nye konge er det styrende råd. Den kongelige autoritet hos medlemmerne af DSR ses ved, at de gav sig selv autoritet til at annullere den kristne position som ambassadører for Guds rige, og ved dette er kongen Jesus Kristus sat i baggrunden. Der er mange skriftsteder i artiklerne i Vagttårnet fra 1996. Men ingen af dem viser, hvorfor standpunktet i Vagttårnet fra 1951 og Årbogen fra 1991 var forkert. Det er grunden til, at jeg bruger illustrationen af en tavs paladsrevolution.[10]
Men heldigvis gjorde de brødre, der blev fængslet for at nægte alternativ tjeneste, det rigtige i henhold til Bibelen. Men det råd, der blev givet i Vagttårnet i 1996, repræsenterer et kompromis, som er i strid med Bibelens principper.
KONSEKVENSEN AF AT VÆRE UTRO MOD POSITIONEN SOM AMBASSADØR FOR GUDS RIGE
Jehovas Vidner i dag er som papegøjer, og de accepterer alt, hvad DSR skriver eller siger, uden at stille nogen spørgsmål. Dette kræves af dem, fordi brevet til alle ældste fra 1. september 1980 siger, at hvis nogen ikke accepterer en fortolkning af DSR, selvom han ikke er verbalt gav udtryk for det, betragtes han stadig som en frafalden og bør udelukkes. Så for de fleste vidner var det let at acceptere konklusionerne i Vagttårnet fra 1996. Men der kan have været en gruppe, der ikke følte, at denne meddelelse i Vagttårnet fra 1996 repræsenterede »mad på det rette tidspunkt« – dem, der før denne »åbenbaring« havde tilbragt 12 til 14 måneder i fængsel, fordi de havde nægtet både militærtjeneste og alternativ civil tjeneste. Vidnerne blev løsladt fra fængslet, når to tredjedele af straffen var afsonet. Konsekvensen af forklaringen i Vagttårnet fra 1996 var, at de havde tilbragt deres tid i fængsel for ingenting. De havde tilbragt den bedste del af deres ungdom i fængsel på grund af forkerte råd fra JV’s ledere. To år efter den artikel, der nu tillod alternativ offentlig tjeneste, blev spørgsmålet om disse brødre rejst, og i Vagttårnet af 15. august 1998, side 17, står der:
Følelsen af at have lidt unødigt.
Tidligere har nogle vidner lidt for at nægte at deltage i en aktivitet, som deres samvittighed nu måske tillader. For eksempel kan dette have været deres valg for år tilbage med hensyn til visse typer af civil tjeneste. En bror kunne nu føle, at han samvittighedsfuldt kunne udføre en sådan tjeneste uden at overskride sin kristne neutralitet med hensyn til den nuværende tingenes ordning.
Var det uretfærdigt fra Jehovas side at lade ham lide for at afvise det, han nu kunne gøre uden konsekvenser? De fleste, der har haft den oplevelse, ville ikke mene det. De glæder sig snarere over, at de fik mulighed for offentligt og tydeligt at vise, at de var fast besluttede på at stå fast i spørgsmålet om universel suverænitet. (SammenlignJob 27:5.) Hvilken grund kan nogen have til at fortryde at have fulgt sin samvittighed ved at tage et fast standpunkt for Jehova? Ved loyalt at opretholde kristne principper, som de forstod dem, eller ved at reagere på samvittighedens tilskyndelser, viste de sig værdige til Jehovas venskab. Det er bestemt klogt at undgå en kurs, der vil forstyrre ens samvittighed, eller som sandsynligvis vil få andre til at snuble. Vi kan i den forbindelse tænke på det eksempel, som apostlen Paulus gav.1 Korintherbrevet 8:12, 13; 10:31-33.
Da jeg læste disse afsnit, fik jeg en dårlig smag i munden, fordi forfatteren bortforklarer det virkelige problem og undviger de naturlige og indlysende spørgsmål, der burde have været stillet. Artiklens forfatter hævder frimodigt, at de, der accepterede en fængselsdom i stedet for en alternativ tjeneste, gjorde det på grund af deres samvittighed. Det er i bund og grund korrekt, men hvad var disse vidners samvittighedsfulde beslutninger baseret på? På direkte »råd« fra JV’s ledere. Og dette »råd« var i virkeligheden en eufemisme for en lov, for hvis et ungt vidne havde accepteret alternativ offentlig tjeneste før ændringen i 1996, ville han være blevet udelukket. Man behøver blot at genlæse de stærke ord fra de svenske ledere af JV i årbogen fra 1991, som er citeret ovenfor, for at se, at det faktisk var en lov at nægte alternativ tjeneste.
Så diskussionen i Vagttårnet fra 1998 svarer til et Jedi-trick for at fjerne hele ansvaret fra JV’s ledere og lægge det direkte på skulderen af hvert vidne, der har afsonet sin fængselsstraf. Og så forsøger skribenten at presse noget godt ud af det, der er dårligt. Det er helt klart, at det er dårligt at sidde i fængsel i 12-14 måneder på grund af en indbildt bibelsk grund. Og når denne dårlige situation er forårsaget af forkerte »råd« – faktisk et mandat under trussel om udelukkelse – fra lederne af JV, bliver denne situation endnu værre. Hvis synspunktet fra 1996 er korrekt, at alternativ offentlig tjeneste er acceptabelt for kristne, så blev unge vidner snydt i 50 år før det. Og at forfatteren til artiklen fra 1998 bringer troskab mod Jehova ind i den menneskelige fiasko, er en anden måde at snyde de unge brødre endnu mere på.
DEN VIRKELIGE KONSEKVENS AF AT VÆRE TRO MOD POSITIONEN SOM AMBASSADØR FOR GUDS RIGE
Men der er lys for enden af tunnelen. De unge brødre, der tilbragte mange måneder i fængsel, blev faktisk ikke snydt i 50 år efter Anden Verdenskrig, fordi grundlaget for deres lidelser som ambassadører for Guds rige, som udtrykt i Vagttårnet fra 1951 og i Årbogen fra 1991, er den korrekte forståelse, og den nuværende opfattelse, der blev introduceret i Vagttårnet fra 1996, er den, der er forkert. Det betyder, at de vidner, der var villige til at tilbringe mange måneder i fængsel, virkelig var trofaste mod Jehova, og de kan være stolte af, at de tilbragte så mange måneder i fængsel, fordi de ønskede at være ambassadører for Guds rige.
Som jeg har vist i denne bog, har mange af JV’s synspunkter ændret sig i zigzag, og JV’s nuværende synspunkter på mange områder er inkonsekvente. Spørgsmålet i forbindelse med den alternative civiltjeneste vedrører den kristne position som ambassadør for Guds rige. Det er en position, som medlemmerne af DSR siger, at de accepterer, men deres handlinger viser noget andet. I Vagttårnet af 1. november 2002, side 16, står der:
Paulus beskrev sig selv og andre salvede kristne som »ambassadører, der træder i stedet for Kristus, som om Gud bad gennem os«. (2. Korintherbrev 5:20; Efeserbrevet 6:20) Siden 1914 kan åndssalvede kristne med rette omtales som ambassadører for Guds rige, som de er »sønner« af. (Matthæus 13:38; Filipperne 3:20; Åbenbaringen 5:9, 10) Desuden har Jehova bragt »en stor skare« af »andre får«, kristne med et jordisk håb, ud af nationerne for at støtte de salvede sønner i deres ambassadørarbejde. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Disse »andre får« kan betegnes som »udsendinge« for Guds rige.
En ambassadør og hans stab blander sig ikke i anliggender i det land, hvor de tjener. På samme måde forbliver kristne neutrale i de politiske anliggender i verdens nationer. De tager ikke parti for eller imod nogen national, racemæssig, social eller økonomisk gruppe. (Apostlenes Gerninger 10:34, 35) I stedet »arbejder de for det, der er godt for alle«. (Galaterne 6:10) Jehovas Vidners neutralitet betyder, at ingen ærligt kan afvise deres budskab ved at hævde, at de er forbundet med en modsat side af en racemæssig, national eller stammemæssig opdeling.
Lad os nu anvende ordene om, at »en ambassadør og hans personale ikke blander sig i anliggender i det land, hvor de gør tjeneste.« Jeg bruger den tyske ambassadør i Norge som eksempel. Denne ambassadør får et brev fra den norske stat, som indkalder ham til 15 måneders militærtjeneste. Hvad gør ambassadøren? Han nægter at tage imod indkaldelsen. Så får han et nyt brev fra staten, hvor han bliver indkaldt til 15 måneders civil tjeneste. Hvad gør ambassadøren? Han nægter også denne alternative tjeneste .
Hvorfor nægter han både militærtjeneste og alternativ civiltjeneste? Fordi han er ambassadør, og derfor accepterer han ikke, at et andet land har ret til at sætte ham i tvungen tjeneste. Og dette er den enkle skriftlige situation for unge vidner. Fordi de er ambassadører eller udsendinge, kan de ikke acceptere, at staten har ret til at sætte dem i obligatorisk militærtjeneste eller alternativ civil tjeneste. Dette er den eneste måde at handle på, hvis vi tager ordet »ambassadør« alvorligt i dets absolutte bogstavelige betydning! Det var JV’s holdning i 50 år, og det er den eneste sande bibelske holdning. DSR’s nuværende synspunkt, at alternativ civil tjeneste er en acceptabel mulighed, er endnu et eksempel på DSR’s stadigt skiftende og ofte vilkårlige beslutninger, som ikke har noget bibelsk grundlag.
| Det nuværende styrende råd er gået på kompromis med hensyn til deres position som ambassadører for Guds rige. De accepterer obligatorisk civiltjeneste, som en kristen ambassadør ikke kan acceptere. |
Paulus og Peter siger, at vi skal adlyde myndighederne, betale skat og være lydige og respektfulde. Men det betyder ikke, at vi skal acceptere alle krav fra landets myndigheder. Når noget er i modstrid med Guds lov, vil vi ikke acceptere det. (Apostlenes Gerninger 5:29) Men medlemmer af det nuværende DSR har udvandet ordet »ambassadør«. Og når dette ord nu bruges i Vagttårnet, har det en anden betydning, end det havde siden 1951.
| Repræsentanter for det svenske afdelingskontor forklarede de svenske myndigheder, at Vidnerne ikke kunne acceptere nogen som helst erstatning for militærtjeneste, uanset hvor prisværdig opgaven i sig selv var… Deres tjeneste for Gud kunne aldrig være obligatorisk eller et statsligt anliggende. Dette er den sande bibelske holdning, og derfor er det modsatte synspunkt fra det nuværende styrende råd en falsk lære. |
Den nuværende udgave af bogen Branch Office Correspondence tillader obligatorisk civiltjeneste som et alternativ til militærtjeneste. Men i tidligere udgaver af bogen stod der, at forkynderkortet for et vidne, der accepterede en sådan tjeneste, skulle fjernes fra menighedens arkiv. Derfor er det at acceptere civil tjeneste en af de handlinger, der på et tidspunkt i alle henseender var en »udelukkelsesforseelse«, men det er ikke længere tilfældet.
Konklusionen på dette afsnit er, at alle de udstødelsesforbrydelser, der er blevet opfundet og indført af DSR uden noget grundlag i Bibelen, har ødelagt livet for titusinder af vidner. Og det samme er tilfældet med alle DSR’s beslutninger vedrørende verdslige ting (vaccinationer mm.) – disse har også ødelagt utallige vidners liv.
[1] En diskussion af brevet findes i tillægget til artiklen »Jehovah’s discipline – The true regime of disfellowshipping« i kategorien »Disfellowshipping«.
[2] www.merriam-webster.com/dictionary/transsexual.
[3] www.merriam-webster.com/dictionary/hermaphrodite.
[4] www.mayoclinic.org/diseases-conditions/ambiguous-genitalia/symptoms-causes/syc-20369273.
[5] Jeg henviser til et eksempel på selvmord på grund af den måde, en ung mand med homoseksuelle følelser blev behandlet på af organisationen. https://youtu.be/CpNBQ1lsBTE
[6] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7139786/.
[7] Den nævnte situation adskiller sig fra det juridiske samtykke, som myndighederne i nogle lande har givet til ægteskaber mellem personer af samme køn. Sådanne ægteskaber er klart i strid med Bibelen og kan ikke accepteres af kristne. Men myndighedernes juridiske samtykke til vidnets ægteskab var baseret på deres accept af, at han var en mand, der giftede sig med en kvinde. Det var kun DSR, der i strid med de videnskabelige data ikke accepterede, at han var en mand.
[8] En lignende procedure blev fulgt, hvis et vidne stemte ved et politisk valg, se side 216.
[9] Awake! af 22. januar 1978, side 10-12, har en artikel om et vidne i Danmark, som fik en fængselsdom, fordi han nægtede at aftjene militær- og værnepligt. Da han blev løsladt fra fængslet, blev han indkaldt til tjeneste igen, og han fik en ny fængselsdom for at nægte militær- og alternativ tjeneste anden gang.
[10] Synspunktet fra 1996 om, at kristne kan acceptere tvungen tjeneste som alternativ til militærtjeneste, er stadig gældende; se bogen Keep Yourselves in the Love of God, side 214, 215.
