Skip to main content

MIN ELSKEDE RELIGION — OG DET STYRENDE RÅD KAPITTEL 7 (Del 2)

By 26. oktober 2024Det styrende råd

DET STYRENDE RÅDS NYE SYN PÅ BIBELEN (Del 2)

SABBATERNE OG JUBILÆET SOM PROFETISKE TYPER

Kolossenserne 2:16, 17 viser udtrykkeligt, at sabbatterne var skygger af større ting, som hører Kristus til. Det betyder, at sabbatsårene og jubelåret, som nævnes i 3. Mosebog kapitel 25, må have en profetisk betydning. Jeg bringer et citat fra Awake! (Vågn op!) fra 8. oktober 1971, side 27.

De ting, som lovpagten forestiller, fører os til virkeligheden af Guds rige i hænderne på hans søn, Kristus Jesus.

Kolossenserne 2:16, 17 viser, at sabbatsordningen er inkluderet blandt disse ‘skygger af kommende ting’. Ifølge denne sabbatsordning var hver syvende dag en hviledag fra alt arbejde. Hvert syvende år var også et hvileår for jorden, hvor der ikke blev pløjet eller sået. På den måde fik ikke bare jorden mulighed for at forny sin produktionskraft, men det fik folket også – 2. Mos. 20:8-11; 3. Mos. 25:1-8.

Hvilke »gode ting« varsler dette? Denne sabbatsordning var et forvarsel om store velsignelser og lettelser for hele menneskeheden ved hjælp af Kristi rige. Åbenbaringsbogen viser, at når den nuværende uretfærdige orden ophører, vil Kristi rige indføre et tusindårigt styre med fred og guddommelige velsignelser. Det vil resultere i en sabbatslignende hvile for jorden og alle dens indbyggere. Menneskeheden vil få det fulde udbytte af Kristi løsesum, som til sidst vil bringe dem til fuld frihed fra synd. Det vil også betyde, at Satan og hans dæmoniske kræfter bliver kastet i afgrunden og menneskeheden bliver frigjort fra deres undertrykkende herredømme – Åbenbaring 20:1-6; 21:1-4.

Hvis vi anvender Bibelens udsagn om, at for Jehova Gud er ‘tusind år som én dag’, ville det betyde, at de seks tusind år af menneskets eksistens kun er som seks dage i Guds øjne. (Salmerne 90:2; 2 Pet. 3:8) Hans søns kommende tusindårige regeringsperiode ville så være en syvende »dag« efter de seks. Det ville passe perfekt til det profetiske mønster med en sabbatsperiode med hvile efter seks perioder med slid og arbejde. Så når vi nærmer os afslutningen på seks tusind års menneskelig eksistens i løbet af dette årti, er der et spændende håb om, at en stor sabbat med hvile og lettelse virkelig er nær. Så vil frustrerende, trættende pres ophøre. I stedet vil der være forfriskende frihed og glæde ved det gode.[1]

Diskussionen i Awake! stemmer meget godt overens med Paulus’ ord i Kolossenserne 2:16, 17. Det er ikke tilfældet med artiklen »There Is an Appointed Time« for Work and for Rest« (Der er en »fastsat tid« for arbejde og hvile) i The Watchtower (Vagttårnet) fra december 2019, hvor sabbatten som profetisk type ikke accepteres. Det samme magasin diskuterede også jubilæet, og heller ikke jubilæet accepteres som en profetisk type. Det fremgår af nedenstående ekskurs.

EKSKURS VEDRØRENDE ARTIKLEN »JEHOVA SØRGER FOR DIN FRIHED«[2]

Det jødiske jubilæum diskuteres, og på side 12 finder vi skemaet »Aspekter af det symbolske jubilæum«. Det står der i teksten:

30 e.v.t. Jesus forkynder frihed i synagogen i Nazareth. (Lukas 4:21)

33 e.v.t. Det symbolske jubilæum begynder med salvningen af Kristi tilhængere. (Rom. 8:2, 15-17)

I dag nyder de salvede godt af mange af fordelene ved det symbolske jubilæum.

Tusindårsriget I løbet af Kristi tusindårige regeringsperiode vil mennesker opleve genoprettelse og befrielse.

Slutningen på Kristi tusindårige regeringsperiode Det symbolske jubilæum slutter, efter at menneskeheden er blevet fuldstændig befriet fra synd og død. (Rom 8:21)

Det vigtige spørgsmål er: Hvad er betydningen af ordet »symbolsk« i udtrykket »det symbolske jubelår«? Spørgsmålet er relevant, fordi DSR har en aversion mod typer og antityper, og den forrige artikel om den jødiske sabbat siger ikke noget om sabbatten som en profetisk type.

Andet og femte afsnit i artiklen kan belyse spørgsmålet:

2 Vi vil undersøge et bedre jubilæum, endnu bedre end den årelange festival, der blev udråbt hvert 50. år i det gamle Israel. Det gamle jubilæum bragte frihed til de mennesker, der overholdt det. Hvorfor er det interessant for os i dag? Fordi Israels jubelår minder os om en vidunderlig bestemmelse om varig frihed, som Jehova skaber nu, en frihed, som Jesus talte om. . . . (Min kursivering).

5… vi har grund til at interessere os for jubelåret. Hvorfor det? Fordi vi kan nyde en frihed, som minder os om den, Jehova skabte for israelitterne. (Min kursivering).

Ifølge Paulus repræsenterer sabbatscyklusserne, der omfattede jubilæet, profetiske typer, hvis antitypiske opfyldelser er forbundet med Kristus. (Kolossenserne 2:16, 17) Artiklen ignorerer Paulus’ ord, og jubilæet anvendes ikke som en profetisk type. Men artiklen diskuterer, hvad jubelåret minder DSR om. Så ordet »symbolsk« henviser ikke til jubelårets antitype, selv om mange læsere vil drage denne konklusion. Ordet »symbolsk« synes at være et synonym med ordet »påmindelse«.

Artiklen henviser til Jesu ord i synagogen i Nazareth, hvor han citerede Esajas 61:1 »for at forkynde frihed (derōr) for fangerne (Shebuyim ); Lukas 4:18 har ordene «for at forkynde frihed (afesis) for fangerne (aichmalōtos).« Ingen del af Jesu ord fokuserer på jubilæet. Både det Hebraiske og det græske ord for »fanger« henviser til dem, der blev taget til fange i krig. Men de, der blev befriet i jubelåret, var alle, der tjente som slaver for israelitterne, og alle mennesker i landet. Artiklen siger, at »det symbolske jubilæum« begyndte i år 33 e.Kr., da »Jehova salvede apostlene og andre trofaste mænd og kvinder med hellig ånd.« (¶12).

Men efter at have citeret Esajas’ ord om frihed til fangerne sagde Jesus: »I dag er dette skriftsted, som I lige har hørt, opfyldt.« (Lukas 4:21). Derfor kunne Jesu ord ikke referere til det »symbolske jubilæum«, som skulle være begyndt i år 33, tre år senere. Når hornet lød på den tiende dag i den syvende måned, på forsoningsdagen, ville det desuden »udråbe frihed i landet for alle dets indbyggere«. (3. Mosebog 25:9, 10) Dette passer ikke med pinsedagen i år 33 e.Kr., hvor kun nogle få personer blev salvet med hellig ånd. Men det passer perfekt til Jesu tusindårsrige, hvor alle milliarder af mennesker på hele jorden vil få fuldkommen frihed.

Artiklen viser, at medlemmerne af DSR ikke følger deres egne principper. Vagttårnet fra 15. juni 2015, side 8, siger, at kun når der er et klart bibelsk grundlag, vil DSR acceptere en beretning som en profetisk type. I forbindelse med sabbatscyklusser, herunder jubilæerne, er der et klart bibelsk grundlag (Kolossenserne 2:16, 17). Men det accepterer DSR ikke.

I modsætning til diskussionen om jubilæet i Vagttårnet fra december 2019, som det fremgår af ekskursen ovenfor, stemmer nedenstående kommentarer fra Vagttårnet fra 1. august 1976, side 454 og 455, meget godt overens med Paulus’ ord i Kolossenserne 2:16, 17.

Ja, Gud har planer om et meget større og finere »jubilæum« for menneskeheden. Dette »jubilæum« er symbolsk set hans riges tusindårige regeringstid under Kristus. Det nuværende undertrykkende system med dets alliance af falsk religion, politik og handel vil ikke være der. Og hvorfor ikke? Fordi Gud vil etablere sit styre over hele jorden. Han siger om denne tid: »Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være med dem. Og han vil tørre hver tåre fra deres øjne, og døden skal ikke være mere, og hverken sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.« – Åbenbaring 21:3.4.

Dette »jubilæum« vil ikke bare give en midlertidig frihed, som efterlader menneskeheden i problemer igen, eller som skal gentages med jævne mellemrum, som det Hebraiske jubilæum gjorde. Det skyldes, at Jesus Kristus ikke kun vil være konge, men også menneskehedens ypperstepræst. Hans forsoningsoffer vil blive anvendt til at løfte mænd og kvinder op til fuldkommenhed i sind og krop. De vil blive frelst ’til fuldkommenhed’. Om Kristus som ypperstepræst siges det: »Han er også i stand til helt at frelse dem, der henvender sig til Gud gennem ham, fordi han altid lever for at tale for dem.« (Hebræer 7:25; 1 Korinther 15:26) Hver person vil kunne nyde en del af jorden, som han kan beholde og dyrke. Han vil ikke frygte økonomisk fiasko.

Det symbolske »jubilæum« vil give menneskeheden en reel hvile. For det gamle jubilæum var et sabbatsår, og »sabbat« betyder »hvile«. (3 Mose 25:11,12) Der vil komme fuld lindring og helbredelse, endda en opstandelse af de døde, som Kristus demonstrerede i miniformat, da han var på jorden, ved at helbrede folk for alle slags sygdomme og også oprejse de døde. (Matt. 15:30, 31; Lukas 5:12-16; 7:12-15; Johannes 11:38-44) Bibelens beskrivelse af dette træk ved »jubilæet« lyder: »Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og der blev åbnet skriftruller. Men en anden bogrulle blev åbnet; det er livets bogrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting, der var skrevet i rullerne, efter deres gerninger [gerninger udført under ‘jubilæet’].« – Åbenbaring 20:12, 13.

Jeg vil først se på den antitypiske sabbat. Skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1 og 2 taler om seks skabelsesdage og en syvende dag, hvor Gud hvilede. Hebræerbrevet kapitel 3 og 4 viser, at Gud fortsatte med at hvile på det tidspunkt, hvor brevet blev skrevet. Ifølge Hebræerbrevet 3:18 blev jøderne, der drog ud af Egypten, inviteret til at komme ind i det forjættede land og hvile sammen med Jehova. Men de opnåede ikke dette, fordi de manglede tro og handlede ulydigt. I 4:1, 2 lærer vi, at ligesom jøderne hørte de gode nyheder om invitationen til at komme ind i Guds hvile, blev lignende gode nyheder med en invitation til at komme ind i Guds hvile erklæret for Paulus og hebræerne. Vers 4 viser, at de, der har tro, vil komme ind i Guds hvile, og på grund af deres tro vil de hvile fra døde gerninger (9:14). De har Jesu genløsningsoffer, og derfor er det ikke nødvendigt at stræbe hårdt efter at holde Moseloven, som var umulig at holde på en perfekt måde. (Galaterne 3:10; Romerne 10:3)

At kristne kom ind i Guds hvile ved tro, er det den endelige opfyldelse af den antitypiske sabbat? Ifølge Hebræerbrevet 4:9 er svaret nej. I verset står der: »Så der er stadig en sabbatshvile for Guds folk.« Gengivelsen »sabbatshvile« er fremragende, fordi det græske ord sabbatismos er et abstrakt substantiv. Det betyder, at ordet ikke refererer til en fremtidig tidsperiode, for eksempel til Jesu tusindårsrige. Men ordet henviser til den tilstand, hvor man »hviler på sabbatten«. Sabbatshvilen »forbliver«. Det græske ord er apoleipomai, og ifølge Louw og Nida er dets grundbetydning »fortsætte med at eksistere«. Det viser, at Guds hviledag fortsatte ud over det tidspunkt, hvor Paulus og hebræerne var gået ind i Guds hvile. Og muligheden for at komme ind i Guds hvile ville »fortsætte med at eksistere.«[3].

Men hvor længe ville Gud blive ved med at hvile? En sammenligning mellem Jesu slægtshistorie tilbage til Adam i Lukas 3:23-38 og de forskellige mænds alder i Første Mosebog viser, at Adam blev skabt i 4026 f.Kr. Guds hviledag startede efter Evas skabelse, som ikke er dateret. I dag er der gået 6.047 år, siden Adam blev skabt. Fordi Eva blev skabt efter Adam, og hendes skabelse ikke er dateret, betyder det, at Guds hviledag har varet omkring 6.000 år. Fordi vi lever i den sidste generation af denne onde tingenes ordning, og vi ved, at tusindårsriget vil begynde i den nærmeste fremtid, forstår vi, at Guds hviledag er 7.000 år lang. Men hvad betyder det?

Kommentarerne i Vagttårnet fra 1976, som er citeret ovenfor, er logiske af følgende grunde: Paulus siger udtrykkeligt, at jødernes sabbatter var et forvarsel om større ting. Matthæus 12:8 (NWT84) siger: »For sabbattens herre er, hvad Menneskesønnen er.« Jesus var under loven (Galaterne 4:4), og derfor kunne han ikke være herre over den jødiske sabbat. Så »sabbatten« må have refereret til noget andet.[4] Den eneste kandidat, jeg kan se, er hans tusindårige regeringsperiode, som kan ses som en sabbat i forhold til den 7000-årige længde af Guds hviledag. Vi må altid tage nogle forbehold i forbindelse med anvendelsen af profetiske tekster. Men det er klart, at sabbatterne var typer på noget, og jeg har aldrig set noget forslag til antitype, som er mere logisk end Jesu tusindårsrige.

Lad os nu se nærmere på sabbats- og jubilæumscyklusserne. Artiklerne i Vagttårnet fra december 2019 diskuterer, hvad sabbatten og jubelåret kan minde os om. Men der er tre sider forbundet med sabbatterne og jubilæerne, som må være meget mere end påmindelser.

For det første var der sabbatscyklusser på både dage og år. Den ugentlige sabbat lærer os, at der er en tid til at arbejde og en tid til at hvile, som den første artikel i Vagttårnet fra december 2019 viser. Selv om det er det, Jehova ønsker at lære os med den ugentlige sabbat, hvorfor arrangerede han så også årlige sabbatter med frigivelsen af Hebraiske slaver og jødernes gæld? (Femte Mosebog 15:1-3, 12) Dette var en særlig ordning inden for loven, og derfor blev den medtaget i Bibelen med et særligt formål.

For det andet blev jorden ikke dyrket i sabbatsåret, og der blev ikke sået, beskåret eller indsamlet afgrøder. Men det, der voksede af sig selv, kunne markens ejer og hans slaver spise. Dette var igen en særlig ordning, som var indført med et bestemt formål.

For det tredje fulgte jubelåret efter det 49. år, som var et sabbatsår. Det betyder, at det 49. og 50. år repræsenterede to år efter hinanden med hvile, med højdepunktet på forsoningsdagen i det 50. år, hvor der blev udråbt frihed i hele landet. Cyklussen i sig selv lærer os ikke nogen moralske værdier. Men Paulus siger udtrykkeligt, at sabbatscyklusserne repræsenterede profetiske typer.

Jubelåret var en tid til glæde. Al jord, som var blevet solgt, blev givet tilbage til ejerne, og Hebraiske slaver fik deres frihed. Det var tilfældet, selv om de ikke havde tjent deres herrer i seks år. (3. Mosebog 25:8-13, 39-41) Denne situation passer med Paulus’ ord i Romerbrevet 8:20, 21 (NWT13):

20 Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb 21 om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.

Hvornår vil skabelsen blive befriet fra trældom under fordærv? Det vil ske i løbet af Jesu tusindårige regeringsperiode. Dette underbygger kommentarerne i den citerede artikel ovenfor om, at det antitypiske jubelår er Jesu Kristi tusindårige regeringsperiode.

Men hvad med tidsrammen på 49 og 50 år? Vagttårnet fra 1. januar 1987 har nogle interessante punkter under overskriften »Spørgsmål fra læsere«. Vi skal huske, at sabbatsdagen, hvor Gud hvilede, var den syvende dag i den skabelsesuge, som beskrives i 1. Mosebog kapitel 1. Artiklen argumenterer for, at hver skabelsesdag må have været af samme længde som sabbatsdagen – det er tilfældet i en bogstavelig uge. Når vi ved, at sabbatten er 7.000 år lang, må de andre dage være lige så lange. Hvis vi er enige om, at Jesu tusindårsrige er det syvende årtusinde af Guds hviledag, har vi den samme indstilling som sabbatsårene, der fører til jubilæet. Skabelsesugen var således 49.000 år lang, og de sidste tusind år er Jesu Kristi tusindårige regeringsperiode. Hvis dette ræsonnement er korrekt, betyder det, at tusindårsriget både er det antitypiske 49. sabbatsår og jubelåret med fuld frihed for alle på »forsoningsdagen« ved afslutningen af de tusind år.

Det er vigtigt at holde typen og antitypen adskilt. Første Mosebog kapitel 1 taler om skabelsesugen på syv dage, og konceptuelt set er alle dagene i en uge lige lange. Dette er typen. Når vi ser på bibelhistorien, finder vi, at den syvende dag er 7.000 år lang, og den antitypiske sabbat er 1.000 år lang. På dette grundlag er skabelsesugen konceptuelt 49.000 år lang. Den pointe, jeg forsøger at understrege, er, at længden af skabelsesdagene i solår ikke er vigtig. Men skabelsesugen er konceptuelt set præsenteret som en uge med lige lange dage. Så når den syvende dag er 7.000 år lang, må de andre dage ifølge mønsteret også være 7.000 år lange.[5]

Som i forbindelse med anvendelsen af enhver profeti kan der være fejl. Men Romerne 15:4 viser, at ordene om jubilæumscyklussen i 3. Mosebog 25:8-13 blev skrevet med et formål. Og jeg har aldrig hørt nogen forklaring, der fuldt ud kan redegøre for denne cyklus, bortset fra forklaringen ovenfor. Og denne forklaring giver bestemt håb!

Det er muligt, at jubilæumscyklussen på 49 år er et billede på skabelsesugen på 49.000 reelle eller konceptuelle år, og at jubilæumsåret er et forbillede på  Jesu tusindårige regeringsperiode.

PROFETISKE TYPER I PROFETERNES BØGER

En profeti er et ord, der er inspireret af Gud, og det kan referere til fortiden, nutiden eller fremtiden. Det betyder, at vi ikke på forhånd kan vide, at ord i en af profetbøgerne repræsenterer profetiske typer, som vil gå i opfyldelse i endetiden. Derfor har vi også brug for et klart bibelsk grundlag i forbindelse med profeternes ord. Jeg vil give nogle eksempler.

Hvordan skal vi forstå ordene i Esajas 65:17: 21-25?

17 For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. 18 Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber. For se, jeg skaber Jerusalem til jubel og dets folk til glæde. 19 Og jeg vil juble over Jerusalem og glæde mig over mit folk; og der skal ikke mere høres lyd af gråd eller lyd af klageskrig i det.“

20 „Derfra skal der ikke mere være noget spædbarn der kun bliver nogle få dage, eller en gammel mand som ikke fuldender sine dages tal; for den der dør hundrede år gammel er en dreng; og den der rammes af en forbandelse når han er hundrede år gammel, er en synder. 21 Og de skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. 22 De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. 23 De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom bestående af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem. 24 Og før de kalder, svarer jeg; mens de endnu taler, hører jeg.

25 Og ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget; men slangen får støv som brød. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg,“ har Jehova sagt.

Repræsenterer disse ord profetiske typer med en opfyldelse i vores fremtid? Esajas’ ord blev opfyldt, da jøderne vendte tilbage fra Babylon. Men er det alt? Vi finder et mønster blandt nogle profeter med to opfyldelser af profetier. For eksempel blev ordene i Habakkuk 1:5-8 opfyldt, da babylonierne indtog Juda og Jerusalem. Men Apostlenes Gerninger 13:41 viser, at dette ikke er den eneste opfyldelse af disse ord. Profeten Joels ord i 2:28-32 (3:1-5 i nogle oversættelser) blev opfyldt i det første århundrede e.Kr. ifølge Apostlenes Gerninger 2:16-21. Men Peter forbinder Joels ord med »de sidste dage« (vers 17), og derfor må der komme en større opfyldelse. Dette stemmer overens med Joel 3:1-21 (3:6-26 i nogle oversættelser), hvor Guds endelige dom beskrives. De to eksempler ovenfor viser, at profetiske typer kan have mere end én opfyldelse. Men det er ikke altid tilfældet, så vi har brug for et klart bibelsk grundlag.

Jeg vil nu vende tilbage til Esajas 65:21-25 og diskussionerne i The Watchtower (Vagttårnet) fra 15. august 1972 (første citat) og Awake! (Vågn op!) af 8. april 1974, side 13 (andet citat).

[1] En anden profeti, den i Esajas’ Bog 65:17, om Guds skabelse af »nye himle og en ny jord«, blev ikke proklameret af Esajas, så jøderne blot kunne høre den som noget, der skulle opfyldes omkring 2.700 år ude i fremtiden. Snarere fik det sin første opfyldelse omkring 200 år efter, at det første gang blev nedskrevet, da de fordrevne israelitter blev genindsat i Jerusalem. En ny styreform fra Jehova med Zerubbabel som guvernør og Josua som ypperstepræst udgjorde »nye himle«, og Judas land blev genbefolket med et organiseret folk, der udgjorde en »ny jord«. I denne genoprettelse kom der ikke længere en fjende som Nebukadnesar og dræbte spædbørn og småbørn, og mennesker levede deres normale liv. De byggede huse og plantede vinmarker i sikkerhed uden frygt for, at fjenden igen ville komme og lægge deres land øde, som babylonierne havde gjort i 607 f.Kr. (Es 65:20-22) Dette var en meningsfuld opfyldelse for de israelitter, der var tilbage. De kunne handle i tro på Esajas’ profeti til deres eget bedste.

Gud elskede sit folk dér og huskede dem i deres fangenskab i Babylon. Han handlede for at genoprette dem fra fangenskabet og velsigne dem i deres eget land. Apostlen Paulus siger, at det, der skete med dem, er et billede på større ting. (1. Kor. 10:11) Derfor ved vi, at Gud i sin store kærlighed til den kristne menighed, ‘det åndelige Israel’, ville udfri dem fra deres fjender. I det første århundrede udfriede han en rest af trofaste jøder og bragte dem ind i den kristne menighed, der blev etableret på pinsedagen. (Johannes 8:31-36; ApG 2:41, 47) På samme måde har Gud i disse »sidste dage« vist den samme kærlighed ved at genoprette det åndelige Israel fra fangenskabet i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Han har gradvist genoprettet den tidlige kristne menigheds sandheder og praksis for dem og har givet dem fremgang ved at befri andre fra religiøs trældom. Således er der sket en tredobbelt opfyldelse af Bibelens profetier om udfrielse af Jehovas folk fra Babylon.

Apostlen Peter bekræfter denne forståelse af, at der er mere end én opfyldelse, når han kommer med en fremtidig anvendelse af profetien i Esajas 65:17 i forbindelse med Kristi styre. Peter skriver til det åndelige Israel på sin tid: »Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.« (2 Pet. 3:13) Også Åbenbaringsbogen, som er skrevet til det åndelige Israel omkring år 96, forudser »en ny himmel og en ny jord« til gavn, sikkerhed og velsignelse for menneskeheden i Guds nye orden under Kristi rige – Åbenbaring 21:1-4. (Min kursivering.)

[2] Guds tidligere handlinger sikrer paradisiske forhold på jorden

Men hvad med virkeligheden under Guds messianske regering? Gud gjorde de gode ting for sit folk dengang, da de lyttede til ham. Han vil gøre dem i en meget større, permanent skala for dem, der hører og tror på hans løfter i dag, for han har til hensigt at have en paradisisk jord, virkeligt nogle helt nye jordiske betingelser, der vil vare evigt.

Jesus talte til en forbryder, der hang døende ved siden af ham, om dette paradis, som forbryderen ville blive oprejst til. Denne mand blev retfærdigt henrettet for en forbrydelse, men udtrykte tro på Kristi kommende rige, og det fik Jesus Kristus til at love, at han ville få mulighed for at leve der – Lukas 23:39-43. (Min kursivering.)

De fleste henvisninger i vores litteratur til profetien i Esajas’ Bog kapitel 65 fastslår blot uden nogen form for bevis, at ordene vil blive opfyldt på den paradisiske jord. Men de artikler, der er citeret ovenfor, repræsenterer interaktiv læring. De viser, at Peter citerede ordene i Esajas’ Bog 65:17 og anvendte ordene om nye himle og en ny jord på fremtiden. Jesus lovede også forbryderen en opstandelse i et fremtidigt »paradis«.

Esajas 11:6-9 beskriver en situation, som ligner den, der beskrives i 65:25: »Vilde« og »tamme« dyr skal leve sammen. Henvisningen til dyr er symbolsk, fordi 11:9 viser, at grunden til, at forskellige dyr vil bo sammen, er, at »jorden vil blive fyldt med kundskab om Jehova«. Denne viden vil ikke påvirke dyrene. Men den vil påvirke menneskers personlighed. Når jøderne vendte tilbage til deres land, ville personer, der havde været som ulve, nu opføre sig som lam.[6]

Beviset for en anden og bogstavelig opfyldelse findes i citaterne ovenfor. Esajas og de mennesker, der levede på hans tid, havde aldrig set »vilde« og »tamme« dyr bo sammen. Beskrivelserne i Esajas’ Bog 11:6-8 og 65:25 er taget fra det første paradis. Når Jesus fortæller, at der kommer et jordisk paradis, må situationen i det paradis være den samme som i det første paradis. Derfor må ordene om dyrene have en bogstavelig opfyldelse. Dette bekræftes af Peter, som citerer ordene om nye himle og en ny jord i Esajas 65,17 og anvender dem på fremtiden. (2 Peter 3:13) Diskussionen viser, at vi har et klart bibelsk grundlag for at betragte ordene fra Esajas’ kapitel 11 og 65 som profetier eller typer, der vil blive opfyldt i det fremtidige paradis.

Ordene om »vilde« og »tamme« dyr, der lever sammen i fred, vil få en bogstavelig opfyldelse i det fremtidige paradis, fordi

– Beskrivelsen er taget fra det første paradis, og Jesus siger i Lukas 23:43, at et jordisk paradis vil blive genoprettet. Det genoprettede paradis vil ligne det første paradis.

– Peter citerer ordene om nye himle og en ny jord i Esajas’ Bog 65:17 og anvender dem på fremtiden. Esajas 65,21-25 og 11,6-9 må derfor have en bogstavelig opfyldelse i det fremtidige paradis.

ASSYRERNE SOM PROFETISKE TYPER

Men hvad med beretninger i profetbøgerne, som ikke anvendes på fremtiden i de kristne græske skrifter? Tag for eksempel artiklerne »The Ax and the Chopper« (Øksen og hakkeren) og »The Coming Deliverance from the Anti-religious ›Ax‹« (Den kommende befrielse fra den antireligiøse ’økse’) i Vagttårnet fra 15. januar 1976 og Esajas’ profeti – Lys for hele menneskeheden I (2000), kapitel 12. (Esajas 10:1-34) Artiklerne og bogen bruger den assyriske invasion og Hizkija og Sankerib som typer. Skal dette synspunkt afvises?

Er der noget klart bibelsk grundlag for det profetiske syn i disse artikler? Esajas 10:20-23 er citeret i Romerbrevet 9:27.28, og det indikerer, at ordene om assyrerne ville få en anden opfyldelse langt senere end i det 8. århundrede f.v.t. Desuden findes ordene om assyreren i kapitel 10 midt i profetier om Messias og hans rige. (Esajas 9:6, 7; 11:1-10) Dette tyder også på, at assyreren repræsenterer en type, der har en antitype. (Se punkt 7) Men hvad med Hizkija og Sankerib? Repræsenterer de typer, der har antityper, ligesom Melkisedek i Hebræerbrevet 7:1-9? Jeg kan ikke forestille mig, at ordene om assyrerne kun repræsenterer historien, og at beretningen kun repræsenterer en moralsk lektion. Et stort antal af profeternes beretninger indeholder ikke et klart bibelsk grundlag i deres nære kontekst, som indikerer, at de repræsenterer typer eller profetier; men hvis vi kan acceptere, at deres placering mellem profetiske beretninger viser, at de også er profetier, så bliver de mere end blot en moralsk lektion. Hvis vi ikke accepterer dette, er profeterne i Bibelen forkrøblede, hvad angår deres profetiske betydning. Og igen, profetiske anvendelser af profeternes ord giver læserne håb!

BERETNINGEN OM NABOT

Jeg vil nu vende tilbage til beretningen om Nabot (1 Kong 21:1-29), eksemplet på en ikke-profetisk beretning, der blev brugt i artiklen i Vagttårnet den 15. marts 2015. Fokus i beretningen er ikke, hvordan Nabot bevarede sin integritet, som artiklen i Vagttårnet siger. Men fokus er på, hvordan to personer med stor magt forårsagede en retfærdig mands død for at komme i besiddelse af hans vingård, og hvordan de blev dømt til døden på grund af deres handlinger.

I punkt 3) viser jeg, at Elias er en profetisk type, og at beretningerne i 1. Kongebog kapitel 17 og 18 og 2. Kongebog kapitel 1 også er profetiske typer. Akabs straf i kapitel 17 og 18 er, at der ikke falder regn, før Elias har sagt, at den vil komme. Men den straf, der beskrives i 1. Kongebog 21:19-26, er meget mere alvorlig. Elias siger, at både Akab og Jesabel vil blive dræbt. Og opfyldelsen af denne profeti beskrives i kapitel 21.

Beretningen om Nabot, Elias, Akab og Jesabel ligger mellem de profetiske typer i 1. Kongebog kapitel 18 og 19 og 2. Kongebog kapitel 1. Alene dette tyder på, at beretningen i kapitel 21 er en profetisk type. Desuden er dette den vigtigste beretning i forholdet mellem Elias, Akab og Jesabel på grund af dødsdommen over Jehovas to fjender.[7] Begge de nævnte kendsgerninger taler for, at beretningen er en profetisk type.

At denne dramatiske beretning kun er medtaget i de hellige skrifter for at minde os om Jesu integritet, den salvede rest og den store skare, giver efter min mening ikke mening. Det er meget mere logisk, at Jesabel er en type på kristenhedens præsteskab, Akab er en type på nationalistiske nationer, og Nabot er en type på den salvede rest i Guds åndelige vingård, som der står i Let Your Name Be Sanctified (Lad dit navn blive helliget) på side 324 og 325.

For at illustrere, hvordan typer og antityper er udbredte, og hvordan de bruges, henviser jeg til Akitofel. Han var Davids personlige rådgiver, men han blev en forræder og sluttede sig til Absalom i et kup mod kongen. Om ham skrev David i Salme 41:9 (NWT13):

9 Også manden jeg havde fred med, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.

Vi ville næppe have taget Ahitofel og hans handlinger som en profetisk type. Men i Johannes 13:18 (NWT13) siger Jesus med henvisning til Judas Iskariot, som var en af Jesu nærmeste medarbejdere, og som blev en forræder:

18 Jeg taler ikke om jer alle; jeg kender dem jeg har udvalgt. Men det er for at skriftstedet kan blive opfyldt: ’Den som plejede at spise mit brød har løftet sin hæl imod mig.’

Situationen er ikke den, at Ahitofel minder os om Judas. Men Jesu brug af ordet plēroō (»opfyld«) viser, at David var en type på Jesus, og Ahitofel var en type på Judas. Der er ingen tvivl om, at de Hebraiske skrifter indeholder »et væld af typiske fremstillinger«, som Vagttårnet fra 1952 siger (note 63).

 

EKSKURS TIL ARTIKLEN »ET ANGREB KOMMER FRA NORD«[8]

Denne artikel er endnu et eksempel på afvisning af profetiske typer. I begyndelsen af artiklen »Angreb« (side 2, ¶2) kritiseres de brødre, der skrev artikler om Joel i 1992, 1998 og 2009: De tog ikke hensyn til konteksten.

For at forstå en profeti korrekt er vi generelt nødt til at overveje dens kontekst. Hvis vi kun fokuserer på ét aspekt af profetien og ignorerer resten, kan vi drage den forkerte konklusion. Set i bakspejlet ser det ud til, at det har været tilfældet med en profeti i Joels bog.

Det står dog klart for mig, at det er forfatteren til »Angreb«-artiklen, der har ignoreret konteksten og den profetiske karakter af Joels Bog. Jeg vil først diskutere græshoppeplagen og derefter udgydelsen af ånden.

Græshoppeplagen

I Vagttårnet fra 15. april 2009, side 18, står der:

15 Profeten Joel sammenlignede Jehovas tjeneres aktivitet med græshoppers handlinger. Han skrev: »Som krigere stormer de frem, klatrer over mure som soldater; de holder sig alle til deres kurs og viger ikke fra deres vej. De skubber ikke til hinanden; de fortsætter alle i den retning de skal. Hvis nogen bliver ramt af pilene, kommer de andre ikke ud af geled.« -Joel 2:7, 8.

16 Hvor godt denne profeti beskriver nutidens forkyndere af Guds rige.

Vagttårnet fra april 2020, side 2, ¶4 siger:

4  Den konklusion er nærliggende hvis man læser ordene i Joel 2:7-9 isoleret. Men når vi læser profetien i sin sammenhæng, kan vi se, at den må forstås på en anden måde. Lad os her se på fire grunde til dette.

Jeg vil nu diskutere de fire grunde. Ifølge »Angreb«-artiklen er »nordboen« i Joel 2:20 identiske med græshopperne (side 3, ¶5). Det er argumentet: Hvis græshopperne repræsenterer Guds folk, hvorfor skulle Jehova så drive dem væk? »Nordboen« identificeres som græshopperne, der repræsenterer den babyloniske hær (side 5, ¶11). Vi kan ikke vide, hvem »nordboen« er, fordi sammenhængen ikke fortæller noget om hans identitet. En kommentar siger:

[Dette er] et udtryk, der er blevet forstået forskelligt. Når udtrykket fortolkes i lyset af sammenhængen og strukturen i kapitel 2, ser den mest hensigtsmæssige opfattelse det som en henvisning til en fremmed indtrænger (dvs. assyrerne), der kommer ned fra nord.[9]

Det er sandsynligt, at »nordboen« henviser til en nation repræsenteret ved dens konge. Da Joels Bog er skrevet omkring 800 f.v.t., er det mere sandsynligt, at »nordboen« henviser til assyrerne, som ødelagde ti-stammeriget i 740 og også angreb Juda, end til babyloniernes erobring i 607.

Anvendelsen af »nordboen« på babylonierne har et alvorligt problem, fordi der i 2:20 står: »Jeg vil drive nordboerne langt væk fra jer.« Disse ord passer ikke på babylonierne i 607 f.v.t., fordi de erobrede Jerusalem. Men den assyriske konge Sankerib angreb Jerusalem i 732 f.v.t., og hans hær blev drevet på flugt, da en engel dræbte 185.000 af hans soldater.

Det mest problematiske ved artiklen fra 2020 er påstanden om, at »nordboen« er identiske med græshopperne, som igen repræsenterer den babylonske hær. Det er sandsynligt, at græshopperne er identiske med det »talrige og mægtige« folk, der nævnes i 2:2-11, og med den »nation«, der nævnes i 1:6, 7.[10]

BEGRUNDELSE 1: Det afgørende punkt er påstanden om, at »nordboen« er identisk med græshopperne, som repræsenterer den babyloniske hær. Der er intet i sammenhængen, der forbinder »nordboen« med græshopperne. Men der er stærke grunde til at modsige det synspunkt, at græshopperne repræsenterer den babyloniske hær. Her har forfatteren til »Angrebs«-artiklen gjort præcis det, som han beskylder tidligere fortolkere af Vagttårnet for at have gjort. Han har ikke taget hensyn til konteksten.

Hvad er rammen for kapitel 2:1-11? Det er Jehovas dag, og denne dag kom ikke i 607 f.v.t., men den vil komme i fremtiden. Versene viser, at græshoppernes hær er Jehovas hær (2:11), og denne hær bevæger sig før Jehovas dag. Dette understøtter det synspunkt, at græshopperne er en type af hans vidner, som forkynder de gode nyheder i endens tid.

BEGRUNDELSE 2: Argumentet er, at græshopperne må henvise til babyloniske soldater, fordi der i 2:25 står, at Jehova vil kompensere for det, græshopperne har spist. Hvis disse ord henviser til Rigets forkyndere, forårsager det budskab, de forkynder, skade, og det er ikke korrekt, er argumentet. Joels profeti består af forskellige sekvenser, som ikke er kronologiske. Det er det mønster, vi ser hos de andre profeter og i Johannes’ Åbenbaring. I 2:1-11 beskrives Jehovas fremtidige dag og hans hær, men sekvensen i 2:12-27 refererer til Joels tid.

I 2:12 talte Jehova til folket på Joels tid og formanede dem til at vende tilbage til ham, og versene 2:13-17 fortæller, hvordan folket og præsten kan vise omvendelse. Derefter siger Jehova, at han vil være nidkær for sit folk (vers 18). Han vil igen sende korn, ny vin og olie (vers 19), og han vil drive den angribende hær på flugt (vers 20). Vers 22 til 26 taler om en forandring til det bedre: Ørkenen vil blive grøn (vers 22); forårsregn og efterårsregn vil komme som før (vers 23); der vil være en kompensation for det, græshopperne har spist (vers 25);[11] og alle vil spise sig mætte (vers 26).

Vi bør bemærke, at Jehova på en bogstavelig måde taler om en genoprettelse af gode ting i landet. Det tyder på, at græshopperne på en bogstavelig måde havde ødelagt landet, og nu ville landet få kompensation for det, som versene beskriver. Forfatteren til Angrebs-artiklen forveksler profetien udtrykt i symboler i 2:1-11 med den bogstavelige genoprettelse, der nævnes i 2:19-27. Kompensationen refererer således ikke til Jehovas hær, men åbenbart til en bogstavelig græshoppeplage, der havde fundet sted.

BEGRUNDELSE 4: Angrebs-artiklen hævder, at græshopperne ikke kan henvise til de kristne, som græshopperne i Åbenbaringen 9:1-11 forestiller, fordi der er forskelle mellem beskrivelserne i Joel og Åbenbaringen. Det er et svagt argument, fordi rammerne for de to beskrivelser er forskellige, og den samme situation ofte beskrives på forskellige måder i forskellige bøger i Bibelen. Brugen af græshopper i en profetisk sammenhæng er sjælden. Og det faktum, at græshopper nævnes både i Joel og i Johannes’ Åbenbaring, tyder på, at der er en lighed mellem de to beretninger.

Udgydelsen af ånden

BEGRUNDELSE 3: Dette er henvisningen til udgydelsen af Guds ånd. Og her er der igen forvirring. En ny sekvens starter i 2:28 og slutter i vers 32. Vi læser (side 3, ¶7):

Læg mærke til, at Jehova siger: »Efter dette vil jeg udgyde min ånd«; det vil sige, efter at græshopperne har fuldført deres tildelte opgave? Hvis græshopperne er forkyndere af Guds rige, hvorfor skulle Jehova så udgyde sin ånd over dem, efter at de er færdige med at forkynde? (Forfatterens kursiveringer og fede bogstaver.)

Det er umuligt, at ordene »efter dette« kan henvise til græshoppernes arbejde. Hvis det var tilfældet, måtte udgydelsen ske efter Jehovas dag, fordi denne dag er rammen om 2:1-11. En ny sekvens, der beskriver genoprettelsen af landet, starter i 2:19 og slutter i vers 27. Derfor må ordet »dette« i sætningen »efter dette« henvise til denne sekvens og den bogstavelige genoprettelse af landet. Disse ord har intet med græshopperne at gøre.

Den virkelige betydning af ordene »efter dette« er ikke noget mysterium, fordi Peter fortolkede disse ord på pinsedagen i år 33 e.Kr. Han viste, at ordene »derefter« henviser til »de sidste dage«. (ApG 2:19) Peter levede i disse »sidste dage« af den jødiske tingenes ordning, og det var lang tid efter (»efter dette«) genoprettelsen af landet, som Joel talte om i 2:19-27.

Med hensyn til udgydelsen af ånden siger Vagttårnet fra 1. maj 1992, side 13, ¶16:

16 Jehova fortæller sine vidner: »I skal vide, at jeg er i Israels midte, og at jeg er Jehova jeres Gud, og at der ingen anden.« (Joel 2:27) Hans folk kom til denne dyrebare erkendelse, da Jehova begyndte at opfylde sine ord i Joel 2:28, 29: »Og efter dette vil jeg udgyde min åd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere.« Det skete i pinsen år 33 e.v.t., da Jesu disciple blev salvet, »og de blev alle fyldt med hellig ånd«. I den hellige ånds kraft prædikede de, og på én dag blev »omkring tre tusind sjæle lagt til.« – ApG 2:4, 16, 17, 41.

17 Ved denne lykkelige lejlighed citerede Peter også Joel 2:30-32: »Jeg vil give tegn i himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen selv vil blive forvandlet til mørke og månen til blod, før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer. Og det skal ske, at alle, der påkalder Jehovas navn, vil komme sikkert væk.« Disse ord fik en delvis opfyldelse, da Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.Kr.

18 Der ville dog være en yderligere anvendelse af Joel 2:28-32. Faktisk har denne profeti haft en bemærkelsesværdig opfyldelse siden september 1919. På det tidspunkt blev der afholdt et mindeværdigt stævne for Jehovas folk i Cedar Point, Ohio, USA. Guds ånd var tydeligt manifesteret.

I Angrebs-artiklen står der, at opfyldelsen af Joels profeti skete på pinsedagen i år 33 e.Kr. (side 6, ¶15). Artiklen siger også, at stigningen i nye forkyndere siden 1919 er bevis på, at Jehova også har udøst sin ånd i vores dage.

Men der er stor forskel på artiklen fra 1992 og Angrebs-artiklen fra 2020. Og denne forskel er kendetegnende for det nuværende DSR: Ofte accepterer medlemmerne ikke typer og antityper, selv når konteksten tydeligt viser, at dette er tilfældet – som her, hvor Jehovas dag er indstillingen. Ifølge DSR blev Joels profeti om udgydelsen af ånden endelig opfyldt på pinsedagen i 33 e.Kr., mens artiklen fra 1992 tager opfyldelsen i 33 e.Kr. som en type af en større opfyldelse fra 1919 og fremefter.

Hvordan ved vi, at opfyldelsen i år 33 e.Kr. er en type? Joel sagde (2:30, 31):

30 Og jeg vil give varsler i himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. 31 Solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod, før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer.

Den mindre opfyldelse fandt sted i år 70 e.Kr. Jerusalem brændte, og røgen forvandlede solen til mørke og gjorde månen rød om natten. Der var blod, fordi mange mennesker blev dræbt. Men denne situation må være en type af en større opfyldelse, fordi Jehovas dag nævnes, og denne dag henviser til vores fremtid. Dette bekræftes også af, at Jerusalems ødelæggelse er en type (et billede) på den store trængsel (Matthæus 24:21), og af Joel 3:2-18, hvor Jehovas endelige dom nævnes. Det betyder, at sammenhængen tydeligt viser, at der må være en større opfyldelse af Joel 2:28 i endens tid. Men artiklen »Angreb« indikerer, at DSR ikke accepterer dette.

Konklusionen er, at græshopperne henviser til personer, der tjener Gud i endens tid før den store trængsel, og udgydelsen af ånden sker i samme tidsperiode.

Jeg vil igen henvise til Romerne 15:4:

Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.

Disse ord viser, at beretningen om græshopperne var med for at undervise os og give os håb. Hvis græshopperne henviser til den babyloniske hær, giver det os ikke noget håb. Men hvis de henviser til Guds folks forkyndelsesarbejde i endens tid, giver beskrivelsen af Guds hærs sejre os bestemt håb. Artiklen »Angreb« giver os ikke håb, fordi den, der skrev artiklen, ikke tog hensyn til Joels kontekst.

DSR fjerner systematisk det profetiske element fra beretningerne i de Hebraiske skrifter, også når sammenhængen viser, at en beretning er en profetisk type.

[1] Se også Reasoning From the Scriptures  (Ræssoner ud fra Skrifterne) (1985, revideret 1989), side 350, 351.

[2] Vagttårnet fra december 2019, side 8-13.

[3] Meget fine diskussioner om, hvordan man kommer ind i Guds hvile, findes i Vagttårnet fra 15. juli 1998 og 15. juli 2011.

[4] Et eksempel på at bruge noget, der er bogstaveligt, til at pege på noget åndeligt, findes i Johannes 2:19-21.

[5] De sedimentære bjergarter på jorden med deres fossiler må repræsentere dag tre, fire, fem og seks i skabelsesugen, hvor planter og dyr blev skabt. Geologer mener, at disse klipper er flere hundrede millioner år gamle. De sedimentære bjergarter blev dannet af små stykker af vulkanske bjergarter og muligvis af materiale fra rummet. Stykkerne af vulkanske bjergarter og det formodede materiale fra rummet kan være millioner af år gamle. Men der er intet i de sedimentære bjergarter, der modsiger muligheden for, at de sedimentære bjergarter– er mindre end 49.000 år gamle, og at skabelsesugen består af 49.000 bogstavelige solår. Beviser i forbindelse med klippernes alder er præsenteret i Furuli, Can We Trust the Bible? With Focus on the Creation Account, the Worldwide Flood, and the Prophecies, side 26-102.

[6] Verbet i sætningen om ulven og lammet i 11:6 er gūr. Ifølge Koehlenberger og Mounce er betydningen af verbet »leve som en fremmed; bo som en fremmed«. NWT 84 gengiver sætningen som »Og ulven vil faktisk bo et stykke tid sammen med hanlammet.« Denne gengivelse er fremragende. Vagttårnet fra 15. september 1991 viser, at ulven og lammet vil have forskellige levesteder. Men midlertidigt kan de bo sammen.

[7] Beretningen om Elias og Elisa, da Elias blev taget op til himlen (2 Kong 2:1-14), er også meget vigtig. Både situationen og samtalerne mellem Elias og Elisa er specielle (punkt 4), og derfor må beretningen repræsentere profetiske typer.

[8] Vagttårnet fra april 2020, 2-7.

[9] Patterson, Joel, side 253.

[10] Bemærk, at de fire hebraiske perfektum i 1:6, 7 har fremtidig reference og bør oversættes med engelsk future. Se Furuli, The Fallacy of Prophetic Perfect – With Translations of Verses from the Prophets, side 265.

[11] Vi bemærker, at vers 25 taler om »de år«, hvor græshopperne havde spist. De babyloniske soldater blev ikke i Jerusalem i »år«, og derfor kan græshopperne ikke repræsentere disse soldater.

BOGEN, DEN RENE TILBEDELSE AF JEHOVA – ENDELIG GENINFØRT!

Fordi opfyldelsen af profetier i de fleste tilfælde ikke er skrevet i Bibelen, vil der altid være et subjektivt element i forklaringerne af profetierne. Men der er nogle ledetråde, som kan hjælpe læserne med at tjekke forklaringerne. For eksempel er ledetrådene for de 1.260, 1.290, 1.335 og 2.300 dage og de 3 1/2 gange, der nævnes i Daniels bog, disse: tiden for afslutningen (enden) (12:9); Guds folk (12:7, 12); afskyeligheden, der forårsager ødelæggelse (12:11); og det hellige sted, der vil blive genoprettet til sin rette tilstand (8:14). Baseret på disse spor kan læserne tjekke konklusionerne af diskussionerne om disse tidsperioder. Lignende spor er forbundet med andre profetier.

Det nuværende SR’s tilgang til Bibelens tekster er meget forskellig fra den tilgang, der blev brugt i det 19. og 20. århundrede. I bogen »The Nations Shall Know That I Am Jehovah«-How? (Nationerne skal vide, at JEG ER Jehova – Hvordan?) (1971) argumenteres der for, at de forskellige beretninger i Ezekiels bog er profetiske, og at de peger på vores tid og på fremtiden. Disse profetier analyseres sprogligt, og de moderne opfyldelser beskrives i detaljer.

Bogen Pure Worship of Jehovah-Restored At Last (Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genoprettet), 2019, hævder at være »en opdateret forklaring af Ezekiels profetier.«[1] Den argumenterer for, at Ezekiels Bog indeholder nogle få profetiske tekster, som har deres opfyldelse i dag og i fremtiden, men at en stor del af Ezekiels beretninger ikke er profetier for vores tid eller for fremtiden; de henviser kun til det gamle Israel. Derfor har disse beretninger ingen særlig betydning for personer i det 21. århundrede. Således siger denne »opdaterede version« i virkeligheden, at en stor del af Know Jehovah-bogen er falsk – de profetiske forklaringer er fiktion. Men alle disse beretninger, som ikke er profetiske, minder DSR og forfatteren af Pure Worship-bogen om noget. Og kommentarerne i Pure Worship-bogen, der omhandler disse beretninger, er baseret på disse påmindelser, hvoraf et stort antal er allegoriske.

Det betyder, at den Pure Worship-bog i forbindelse med de nævnte beretninger i mange tilfælde ikke kommenterer betydningen af Ezekiels tekst – store dele af denne tekst har ingen betydning for os – men den kommenterer det, som kommer op i hovedet på medlemmerne af DSR når de læser disse tekster. Dette er en meget subjektiv bestræbelse, som læserne ikke kan kontrollere, og fokus er på menneskers meninger, hvordan de ser på disse tekster. Så disse kommentarer er ekstra-bibelske; de repræsenterer en tekst ud over Bibelens tekst. Dermed flyttes autoriteten fra Bibelen til mennesker, til medlemmerne af DSR.

I modsætning til, hvad læserne forventer, indeholder en stor del af Pure Worship-bogenikke analyser og kommentarer til Ezekiels tekst. Men den indeholder kommentarer til, hvad teksten i Ezekiel minder DSR om.

Jeg har set på alle forekomster i Pure Worship-bogen af ordet »remind« (minde om), hvor det henviser til Ezekiels ord og anvender det på moderne tid. De følgende 19 eksempler viser, at påmindelserne i de fleste tilfælde er vilkårlige.[2]

DE PÅMINDELSER, SOM FORFATTEREN TIL BOGEN  DEN RENE TILBEDELSE AF JEHOVA HAR FUNDET

1) Beskrivelsen af de levende væsener: »minder os om Guds navn, Jehova, som vi forstår som ›Han får til at blive til‹.« (43)

2) Ezekiels vision af Jehovas hellighed og hans overvældende magt: »minder os om, at Jehova er værdig til at modtage vores tilbedelse.« (49)

3) Det frafaldne Juda: »minder os om kristendommen.« (54)

4) Ezekiels profeti om enden: »minder os om, at når det kommende angreb mod religiøse organisationer finder sted, vil medlemmer af kirkerne ikke ‘gå i kamp’ for at forsvare religionen. I stedet vil de, når de begynder at indse, at deres råb om hjælp, ‘Herre, Herre’, ikke bliver besvaret, ‘deres hænder vil hænge slapt’, og de vil ‘gyse’.» (69)

5) Ezekiels udsagn om Jerusalems fald: »minder os om, at den tid, der stadig er til rådighed til at hjælpe andre med at blive Guds tjenere, er begrænset.« (70)

6) Den inspirerede beskrivelse i Ezekiel 34:15, 6: »er ofte blevet brugt til at minde kristne hyrder om den standard, som Jehova Gud og Jesus Kristus har sat.« (107)

7) Profetien om genoplivningen af de tørre knogler: »Gud, som har magt til at puste liv i døde knogler, kan helt sikkert give os den styrke, vi har brug for til at overvinde forhindringer – selv dem, der menneskeligt set er uoverkommelige. Læs Salme 18:29; Fil 4:13. Vi kan blive mindet om, at profeten Moses mange århundreder før Ezekiels tid udtalte, at Jehova ikke kun har magten, men også ønsket om at bruge sin styrke på vegne af sit folk.(120)

8) Den ydre mur: «minder os om, at vi aldrig må lade noget ødelægge vores tilbedelse af Jehova.« (152)

9) De høje ydre porte og indre porte: »minder os om, at Jehova har høje standarder for adfærd for alle, der vil deltage i ren tilbedelse.« (152)

10) De salvede kan finde nyttige påmindelser i Ezekiels vision af templet: »De bemærker for eksempel, at præsterne var underlagt vejledning og disciplin.« (158)

11) Forholdene i det utro Jerusalem: »minder os bestemt om, hvad der sker i kristenheden.» (174)

12) Træer til mad og helbredelse: »De minder os således om, at vi tjener den Gud, som gavmildt giver os føde og helbreder os på den vigtigste måde, åndeligt.» (207)

13) Sumpede steder, der forblev ufrugtbare, overladt til salt: »Vi kan blive mindet om Hvor tåbelige er ikke de, der stædigt nægter at drikke af livets dyrebare vand!» (209)

14) Opløfter trofaste mennesker til fuldkommenhed: »minder os om de træer, som Ezekiel så langs flodbredden, træer, der bærer nærende frugt og har blade, der helbreder.» (210)

15) Jøder, der vender tilbage fra Babylon til Jerusalem: »minder os om en lignende udvikling, der har fundet sted blandt Guds folk i moderne tid.» (213)

16) Overvejelse af detaljer om landet og indbyggerne i tempelvisionen: »Vi bliver mindet om, at lighed og enhed skal være fremtrædende træk ved vores verdensomspændende broderskab i dag.» (217)

17) Byen i tempelvisionen står på fælles, eller ikke-helliggjort, jord: »Det minder os om, at byen ikke henviser til en himmelsk, men til en jordisk administration, som har fungeret til gavn for alle, der bor i det åndelige paradis.»(221)

18) Arbejderne i nærheden af byen kommer fra alle Israels stammer: «Minder dette arrangement os om en mulighed, vi har i dag? Ja, det gør det. I dag har alle indbyggere i det åndelige paradis mulighed for at støtte Kristi salvede brødres tjeneste og tjenesten for dem blandt den ‘store skare’, som Jehova har udpeget til at tage føringen.» (222)

19) De profetiske beskrivelser af Israel og Juda som værende som prostituerede: »minder os om, hvor frastødende åndelig utroskab er for Jehova.» (228)

Jeg har nogle kommentarer til de mest iøjnefaldende eksempler:

Der er ingen direkte sammenhæng mellem de levende væsener og Guds navn, og dets formodede betydning (1)[3] og mellem Ezekiels profeti om enden, og at hænderne på kirkernes medlemmer »vil hænge slapt«, og at de »vil ryste« (4). Der er ingen sammenhæng mellem Ezekiels udsagn om Jerusalems fald, og at tiden til at hjælpe andre i dag er begrænset (5). Der er ingen sammenhæng mellem ydermuren i tempelvisionen og det, at vi aldrig lader noget ødelægge vores tilbedelse af Jehova (8), eller mellem de ydre og indre porte og de høje standarder for tilbedelse, som Jehova kræver (9).

Punkt 10 til 19 er forbundet med tempelvisionen, og påmindelserne er tæt på den antitypiske anvendelse af denne vision. Men alligevel er forholdet mellem påmindelsen og teksten i Ezekiel ikke klart. Selv eksempler, som synes at være logiske, kan der sættes spørgsmålstegn ved. I punkt 3 står der, at det frafaldne Juda minder os om kristenheden, og i bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse), side 174, står der:

Er der et solidt bibelsk grundlag for at omtale kristenheden som det antitypiske Jerusalem? Nej, det er der ikke.

Overvej følgende: Jerusalem var på et tidspunkt et center for ren tilbedelse; senere blev dens indbyggere frafaldne. I modsætning hertil har kristenheden aldrig praktiseret ren tilbedelse. Lige fra starten i det fjerde århundrede e.Kr. har kristenheden altid undervist i falsk lære.

Efter at Jerusalem var blevet ødelagt af babylonierne, genoprettede Jehova desuden byen, som igen fik hans gunst, og den blev igen centrum for sand tilbedelse. Kristendommen har derimod aldrig haft Guds gunst, og når den først er ødelagt under den store trængsel, vil den aldrig rejse sig igen.

Forfatterne til Know Jehovah-bogen var klar over dataene i citatet. Men deres pointe var, at det var det frafaldne Jerusalem i Ezekiels dage, der var typen (et billede) på kristenheden; hvad Jerusalem var før og efter dette, var irrelevant. Nedenfor vil jeg vise, at der er et solidt bibelsk grundlag for at se det frafaldne Jerusalem som en type på kristenheden. Men hvis der er så stor forskel på Jerusalem og kristenheden, som citatet viser, hvordan kan det frafaldne Jerusalem i Ezekiels bog så minde  og forfatteren til bogen Pure Worship om kristenheden? Hvis der er så store forskelle, at en type-antitype er udelukket, ville det gamle Jerusalem naturligvis ikke minde nogen om kristenheden. Dette er et af de mange mærkelige ræsonnementer, jeg har fundet i bogen.

EKSKURS OM FORTOLKNING AF BIBELEN

Bibelstudenterne og Jehovas Vidner studerede Bibelen for at finde mønstre, som de kunne bruge til at fortolke dens tekst. Under Guds ledelse fortolkede forfatterne af de kristne græske skrifter profetierne i de Hebraiske skrifter. Nogle profetier havde én opfyldelse, og andre havde én opfyldelse i det 1. århundrede e.Kr. og ville få en anden opfyldelse på tidspunktet for afslutningen og/eller i den nye tingenes ordning. De lærte også, at mange beretninger i de Hebraiske skrifter repræsenterede typer, der varslede større ting. Og vigtigst af alt udviklede de en dyb respekt for Guds ord. Som Jesus sagde: »Dit ord er sandhed« og ›Skriften kan ikke gøres ugyldig‹. (Johannes 17:17 og 10:35) En undersøgelse af, hvordan de kristne græske skrifter behandler teksterne i de Hebraiske skrifter, viser, at disse tekster i de Hebraiske skrifter ikke får en allegorisk, men en bogstavelig opfyldelse.

Profetier og profetiske typer har bogstavelige opfyldelser

Det grundlæggende princip, som de lærte af forfatterne af de kristne græske skrifter, var, at både profetiernes opfyldelse og de profetiske antitypers natur var konkrete og bogstavelige og aldrig metaforiske eller allegoriske. Bøger og artikler, der blev udgivet i det 19. og 20. århundrede af Vagttårnsselskabet, fulgte konsekvent den bogstavelige anvendelse af profetier og profetiske typer.

Medlemmerne af det nuværende DSR har fulgt en anden kurs. I stedet for at give en detaljeret forklaring på nuancerne i Bibelens tekst baseret på sproglig analyse, forklarer de denne tekst som påmindelser og lektioner, og de bruger ofte allegoriske fortolkninger.

Ordet »lektion« er et neutralt ord, der indikerer noget, vi bliver undervist i, eller noget, vi har lært. Men det forekommer mig, at det nuværende DSR bruger dette ord i en teknisk betydning. Vagttårnslitteraturen i det 20. århundrede gav ofte en detaljeret analyse af et eller flere vers i Bibelen. Medlemmerne af den nuværende DSR mener, at detaljerne i teksten i de Hebraiske skrifter ikke er vigtige, og at mange tekster bare er »fyldmateriale«. Det, der betyder noget, er det overordnede billede, og mit indtryk er, at »lektion« bruges i den tekniske betydning af »det samlede billede.«[4] Det betyder, at »lektion« er det modsatte af en detaljeret analyse af et eller flere vers i Bibelen. Jeg foretrækker at vise, hvad et eller flere skriftsteder fortæller mig om Jehova og hans formål i stedet for at bruge ordet »lektion«.

Det er svært for mig at forstå logikken bag det nye princip i DSR: »Dette skriftsted minder mig/os om …« For det første er der ikke noget sted i Bibelen, der indikerer, at forfatterne benægtede, at en tekst havde en iboende betydning, men at dens formål var at minde læserne om noget. Ordet hupomimnēskō (»minde«) forekommer syv gange i de kristne græske skrifter, og mnemoneuō (»huske; nævne«) forekommer 21 gange. Ingen af disse passager bruges på den måde, som Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) bruger ordet »minde«.[5]

For det andet flyttes autoriteten i en passage fra de hellige skrifter til mennesker ved at følge dette princip. Det er sådan, fordi det er mennesket, der skal fortælle, hvad teksten minder ham om.

For det tredje er situationen flydende, fordi den samme passage kan minde forskellige personer om forskellige ting; og der er ingen begrænsninger.

Jesus viste den modsatte tilgang, da han sagde: »Det står skrevet.« (Luk 4:8) Og han henviste til en tekst med en klar betydning, en tekst, der kunne analyseres sprogligt i sin sammenhæng. Det var det princip, som JV konsekvent brugte i det 20. århundrede. Det er en objektiv tilgang, fordi læserne kan kontrollere de konklusioner, der præsenteres.

Eksempler på bogstavelig opfyldelse

Jeg vil nu præsentere nogle passager, der viser, at forfatterne af de kristne græske skrifter aldrig brugte allegoriske fortolkninger og aldrig brugte princippet »dette minder mig om …«. Forfatterne lavede altid klare og konkrete fortolkninger.

Nogle profetiske typer: Følgende personer er nævnt som typer på Jesus: David (Åbenbaring 5:5), Salomo (Lukas 11:31), Moses (ApG 3:20-22), Jonas (Matt 12:39.40), Melkisedek (Hebræer 7:1-3), Adam (1 Korinther 15:45). En eller flere sider af hver person pegede på Jesus på en bogstavelig måde.

Der er også typer af onde personer i de Hebraiske skrifter. Judas 1:7.8 viser, at menneskene i Sodoma og Gomorra var typer på onde personer, som havde infiltreret de kristne menigheder, og på straffen for disse personer. Det græske ord deigma (»eksempel, advarsel«) er oversat med »advarende eksempel« af NWT13. Jesus viser i Lukas 17:29-32, at dommen over Sodoma og Gomorra var en type på dommen i den store trængsel.

Judas vers 3, 4, 11, 12 viser, at Kain, Bileam og Korah er typer, der peger på de onde personer, der havde sneget sig ind i menighederne. At disse personer var virkelige typer, ses af ordene i vers 4 (NWT13), »som for længe siden blev udpeget til denne dom ved Skriften.«

Nogle profetier: Første Mosebog 22:17, 18 er citeret i Galaterne 3:16. Det Hebraiske substantiv zæra’ (sæd) har samme form i ental og flertal. Men pronomenet »hans« er knyttet til »fjender«, hvilket indikerer, at sæden er i ental. Ifølge Paulus er denne sæd Kristus. Afsnittet viser også, at Abraham ville få mange efterkommere, og disse er de salvede kristne, som tilhører Kristus. (Galaterne 3:27-29)

Jeremias 31:31-34 taler om den nye pagt med Israel og Juda. Hebræerbrevet 8:8-12 peger på en bogstavelig opfyldelse for de salvede kristne.

Hoseas 2:23 siger, at personer, som ikke var Guds folk, vil blive kaldt »hans folk«. Paulus anvender denne profeti på jøderne og folk fra nationerne, der var blevet kristne. (Romerne 9:24-26)

Mika 5:1 henviser til Betlehem, hvor Jesus blev født. (Matthæusevangeliet 2:6)

Profetierne ovenfor havde en bogstavelig opfyldelse, og det samme er tilfældet med alle andre profetier, der er nævnt i de kristne græske skrifter. Der er ingen allegoriske opfyldelser eller påmindelser.

Konklusion

Der er ikke noget mønster i Bibelen, der tyder på, at profetiske og ikke-profetiske beretninger i de Hebraiske skrifter skal fortolkes på en subjektiv eller allegorisk måde. Eksemplerne ovenfor viser, at bogstavelige fortolkninger og bogstavelige opfyldelser er mønsteret.

Ezekiels tempelsyn findes i kapitlerne 40-48. Den vigtigste grund til, at jeg afviser den subjektive og allegoriske fortolkning af denne vision og andre tekster i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse), er tabernakelmønsteret. Uanset om Ezekiels tempel henviser til den samme virkelighed som tabernaklet eller til noget andet, så findes fortolkningsmønsteret i Hebræerbrevet kapitel 8-10. Dette mønster er bogstaveligt! Det betyder, at den nye form for fortolkning, som DSR har opfundet, og som hævdes at have »den guddommelige læres kendetegn«, ikke har noget som helst grundlag i de hellige skrifter.

Det samme er tilfældet med »denne tekst minder os om …«-metoden i stedet for at se teksten som profetisk. Det er sandt, at Guds tjenere i fortiden tjente som eksempler for os. Sara var et eksempel for kristne kvinder (1 Peter 3:1-6), Abraham og Rahab var eksempler på grund af deres tro (Jakob 2:20-26), og Job og profeterne var eksempler på at vise tålmodighed, når de led ondt. (Jakob 5:10, 11) Men der er gode grunde til at tro, at disse personer også var profetiske typer, som varslede større ting. Så når vi tager dem som eksempler, ophæver det ikke deres funktion som profetiske typer.

 

Når vi foretager en detaljeret sammenligning mellem den »opdaterede version« af Ezekiel fra 2019 og Know Jehovah-bogen (Kend Jehova) fra 1971, kan vi måske se de enorme forskelle mellem synet på Bibelen hos medlemmerne af DSR i 1972 og medlemmerne i 2019. Jeg bruger udtrykket »kan vi måske«, fordi den opdaterede version af Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse), bevidst eller ubevidst er skrevet på en skjult måde, så det reelle grundlag for et stort antal kommentarer i den opdaterede udgave ikke er let at skelne. Bogen har ganske vist en liste over forskellene i synspunkter mellem de to bøger (side 238-240). Men den reelle karakter af disse forskelle er i mange tilfælde skjult. Jeg bruger følgende eksempel:

Tidligere forståelse: Det troløse Jerusalem er en profetisk type på kristenheden. Derfor er Jerusalems ødelæggelse et profetisk forvarsel om kristenhedens ødelæggelse.

Præcisering: Forholdene i det utro Jerusalem – såsom afgudsdyrkelse og udbredt korruption – minder os om kristenheden, men vi omtaler ikke længere kristenheden som det antitypiske Jerusalem.[6] (min kursivering).

Nøgleudtrykket her er »minde os om«, og det er meget vigtigt at forstå betydningen af dette nøgleudtryk. For at illustrere betydningen vil jeg bruge ordene fra DSR. Den retfærdige mand Nabot blev dræbt af Akab og Jesabel. Som jeg har vist ovenfor, tager bogen Let Your Name Be Sanctified (Lad dit navn blive helliget)  beretningen om Nabot, som blev dræbt af Jesabel og Akab, som en profetisk type. Dette benægtes af det nuværende DSR, og Vagttårnet fra 15. juni 2015, side 7, siger:

For eksempel kan vi med rette sige, at Nabots integritet i lyset af forfølgelse og død minder os om Kristi og hans salvedes integritet. Men vi kan også blive mindet om den trofaste holdning hos mange af Herrens »andre får«. En sådan klar og enkel sammenligning er kendetegnet ved guddommelig undervisning.[7] (Min kursivering)

Bogen Know Jehovah (Kend Jehova), side 324, tager beretningen om Nabot som en profetisk type på de salvede kristne. Det betyder, at forklaringen har en klar begrænsning. Beretningen kan kun anvendes på én konkret situation. Medlemmerne af nærværende DSR mener, at beretningen ikke er en profetisk type, og at den ikke henviser til nogen bestemt situation i vores tid. Grunden til, at beretningen er med i Bibelen, er, at Jehova ønsker at minde os om … – og her er der ingen begrænsning. Så hvad DSR bliver mindet om af en bestemt beretning, kan ikke kontrolleres. Det, som citatet viser, ligner mere et associationsspil end en seriøs forklaring af en tekst i Bibelen. Dette ses i de 19 siterede påmindelser ovenfor. Jeg kan absolut ikke se »den guddommelige læres kendetegn« i denne tilgang. Jeg vil illustrere dette med nogle flere eksempler.

Kend Jehova-bogen anvender Ezekiels ord på konkrete situationer i vores tid. Anvendelsen af de samme ord i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) er et associationsnavn, der kan anvendes på en række ting. Og der er ingen begrænsninger, hvormed man kan kontrollere anvendelserne. Kommentarerne i en stor del af Pure Worship-bogen er ikke kommentarer til Ezekiels tekst. De er bare subjektive påmindelser!

Flere gange siger Pure Worship-bogen, at kun når der er »et klart bibelsk grundlag«, vil forfatterne se en beretning som en type med en antitypisk opfyldelse. Desværre overtræder de i flere situationer dette princip. Desuden er kommentarerne ofte skrevet på en skjult eller tilsløret måde, så det er svært for læserne at se principperne bag fortolkningerne.

[1] The Pure Worship book (Den rene tilbedelse), side 2.

[2] Tallene i slutningen henviser til sidetallene i Pure Worship-bogen . Jeg har også kigget på alle de 26 »lektioner« for vores tid. De minder meget om påmindelserne, og jeg nævner dem ikke.

[3] Senere i dette kapitel vil jeg vise, at betydningen »Han lader blive til« for Guds navn ikke har noget sprogligt grundlag.

[4] Se »Lessons We Can Learn From the Book of Leviticus« (Lektioner vi kan lære fra 3. Mosebog) i Vagttårnet fra november 2019, side 20-25. De nævnte lektioner omfatter ikke en detaljeret analyse af bibelteksten. Men de drager generelle konklusioner ud fra denne tekst.

[5] Judas (vers 5) minder (hupomimnēskō) sine læsere om, at personer, som blev udfriet fra Egypten, senere blev tilintetgjort. Men situationen repræsenterer også en profetisk type (1. Korintherbrev 10:1, 2). Jesus sagde: »Husk (mnemoneuō) på Lots kone.« (Luk 17,32) Men han viser også, at denne situation repræsenterer en profetisk type. Begge eksempler repræsenterer en advarsel, men de repræsenterer ikke et nyt forklaringsprincip for Bibelens tekst.

[6] The Pure Worship book (Den rene tilbedelse) side 239.

[7] Vagttårnet af 15. juni 2015, side 8.

BOGEN, DEN RENE TILBEDELSE, BEHANDLER EZEKIEL SOM EN PROFETISK TYPE UDEN AT INDRØMME DET

Den følgende diskussion belyser en side, som måske er skjult for læserne. Belejringen af Jerusalem startede i 609, og Ezekiel blev »stum«, hvilket betyder, at han ikke ville profetere om Jerusalem. (24:1, 2; 3:26, 27) Fordi Ezekiel var i Babylon, havde han ingen kontakt med indbyggerne i Jerusalem. Men en, der var undsluppet ødelæggelsen, kom til Ezekiel i Babylon og fortalte ham om Jerusalems ødelæggelse. På det tidspunkt var Ezekiel ikke længere stum. (24:25-27; 33:21, 22) Vi bemærker, at kapitel 24:27 siger, at Ezekiel var et tegn (mōfet) for folket. BDB definerer mōfet som »1) et under, som en særlig fremvisning af Guds magt. 2) Et varsel eller tegn på en fremtidig begivenhed; symbolsk handling.« KM nævner også ordet »tegn«.

For hvem var Ezekiel »et tegn«? Både for jøderne i eksil i Babylon og for Israels hus, som boede i Jerusalem og Juda (4:3; 12:6.11)[1] De, som boede i Jerusalem og Juda, kendte ikke til Ezekiels handlinger, som repræsenterede varsler; Ezekiels bog blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse. Derfor må Ezekiel være et portræt (en profetisk type), der henviste til antityper på det tidspunkt, hvor genoprettelsesprofetierne blev opfyldt. (Se punkt 8) Men dette benægtes af nærværende DSR.

Synspunktet om, at Ezekiel var en profetisk type for større ting, bekræftes af, at profeten Esajas også var et »tegn«. I Esajas 8:18 (NWT84) læser vi:

Se! Jeg og de børn, som Jehova har givet mig, er som tegn (mōfet) og som mirakler i Israel fra hærskarers Jehova, som bor på Zions bjerg.

Ovenstående ord er citeret i Hebræerbrevet 2:13, og de viser, at sønnerne var profetiske typer, der var tegn på Guds åndelige sønner, som var brødre til Jesus. Brugen af ordet »tegn« i Esajas antyder, at det samme ord i Ezekiel 12:6, 11 og 24:27 viser, at Ezekiel også var en profetisk type. I bogen ‘ Kend Jehova ‘ står der (side 277-278):

33 Er dette ikke noget spændende for os at tænke på, nemlig opfyldelsen af dette profetiske drama i vores generation? Det vil definitivt blive indikeret, når den »store trængsel«, ligesom belejringen af Jerusalem, begynder på hendes nutidige modstykke, kristenheden. (Ezekiel 24:1-5) Derefter behøver den salvede Ezekiel-klasse i dag ikke at sige mere. Det, de allerede har sagt om udfaldet af den »store trængsel«, vil være nok.[2]

Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) diskuterer Ezekiels profetiske handlinger vedrørende Jerusalems ødelæggelse i kapitel 5. Om den store trængsel siger bogen på side 66:

10. . . Ved Harmagedon vil de [medlemmer af falske religioner] blive dræbt sammen med alle andre gedelignende. . . .

11. . . Når det gælder om at dele de gode nyheder, vil vi blive »stumme«, ligesom Ezekiel blev stum eller holdt op med at forkynde sine budskaber under en del af sin tjeneste. (Ezekiel 3:26, 27; 33:21, 22)

Som jeg allerede har påpeget, er bogen skrevet på en skjult måde. De fleste læsere vil ikke forstå, at bogens forfatter ikke tager Ezekiel og det, han gjorde, som profetier eller profetiske typer. Men kommentarerne i bogen er baseret på, hvad Ezekiels beskrivelser minder DSR om. Dette er for det meste skjult, fordi påmindelserne ofte er tæt på de profetiske antityper, der er skrevet i Kend Jehova-bogen.

Fordi DSR ikke ser Ezekiel som en profetisk type, må kommentarerne om hans stumhed også være det, som denne situation minder forfatteren om. Men der er et problem, nemlig at der ikke er noget sted i de Hebraiske skrifter eller de kristne græske skrifter, hvor det udtrykkeligt siges, at de gode nyheder ikke længere vil blive forkyndt, når den store trængsel starter. Grunden til denne opfattelse hos JV er, at Ezekiels stumhed ses som en profetisk type. Når stumheden nævnes, kan det derfor ikke kun være det, forfatteren bliver mindet om. Men selv om forfatteren ikke vil indrømme det, behandler bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) Ezekiel her som en profetisk type, og hans stumhed forvarsler JV’s stumhed, når den store trængsel starter.

EZEKIEL SOM VAGTMAND

Et andet eksempel på DSR’s afvisning af profetiske typer, men hvor dette er skjult i teksten, er beretningen om Ezekiel som vagtmand. Ezekiel 33:7  siger: »Hvad dig angår, menneskesøn, har jeg udnævnt dig til vagtmand for Israels hus.« Bogen Know Jehovah (Kend Jehova) har en detaljeret diskussion om vagtmanden i kapitel 15 og anvender de dramatiske detaljer på den salvede rest i endens tid – Ezekiel er typen, og resten af de salvede er antitypen.[3] Kapitel 11 i bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) diskuterer Ezekiels rolle som vagtmand. I bogen står der

2 I dag marcherer Jehovas henrettelsesstyrker mod en konfrontation med de troløse indbyggere på jorden. (Åbenbaring 17:12-14) Dette sammenstød vil være kulminationen på den største trængsel i menneskehedens historie. (Mattæus 24:21) Men det er ikke for sent for mange at reagere på den advarsel, der lyder fra dem, som Jehova har udpeget til at udføre en vagtmands arbejde.[4]

Viser disse ord, at det nuværende DSR mener, at Ezekiel var en type på en moderne vagtmand? Jeg tror, at de fleste læsere vil forstå ordene på denne måde. Især fordi side 124, 127 og 128 nævner to moderne »eksemplariske vagtmænd«, nemlig C.T. Russell og den trofaste træl. Men svaret er nej; Ezekiel er ikke en type på en moderne vægter, ifølge DSR. Men Ezekiel som vagtmand minder DSR om C.T. Russell og den trofaste træl.

For at illustrere associationsspillets natur vil jeg bruge et eksempel. Jeg kunne sige: »Ezekiels rolle som vagtmand minder mig om min ven George, som er vagtmand ved Svartisen-gletsjeren. For nylig besøgte en gruppe Jehovas Vidner gletsjeren, og George advarede dem om, at hvis de gik uden for skiltene, kunne isstykker ramme dem og slå dem ihjel.« Har jeg ret, når jeg tager Ezekiels arbejde som vagtmand som en påmindelse om min ven George? Ja, helt sikkert! Begge var vagtmænd, begge advarede mennesker, og begge reddede liv. Problemet er, at der absolut ingen relation er mellem George og Ezekiel. Men det samme er tilfældet med C.T. Russell og den trofaste træl, ifølge DSR. De fleste læsere af kapitel 11 i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) vil dog drage den konklusion, at der er et klart profetisk forhold mellem Ezekiel og C.T. Russell og den trofaste træl. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at dele af bogen er »skrevet på en skjult eller forklædt måde«.

Kommentarerne i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) om Ezekiel som vagtmand er skrevet på en skjult måde. Læserne vil få det indtryk, at Ezekiel er en type med moderne antityper, hvilket ikke er korrekt ifølge DSR. De andre vagtmænd repræsenterer kun det, som Jehovas ord til Ezekiel minder DSR om.

Det nuværende DSR har ved mange lejligheder, direkte og indirekte, kritiseret de tidligere ledere af JV, både hvad angår deres beslutninger og deres bibelforståelse. Og det nuværende DSR har tydeligvis en stærk aversion mod typer og antityper. Men som jeg allerede har vist, var Ezekiel et tegn eller varsel både for de landflygtige i Babylon (24:27) og for Israels hus, som boede i Jerusalem og Juda (4:3; 12:6.11). De, der boede i Jerusalem og Juda, kendte ikke til Ezekiels handlinger, der repræsenterede varsler; Ezekiels bog blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse. Derfor må Ezekiel være et forvarsel (en profetisk type), der henviser til en antitype på det tidspunkt, hvor genoprettelsesprofetierne er eller vil blive opfyldt. Der er således et klart bibelsk grundlag, der bekræfter Know Jehovah-bogens (Kend Jehova) anvendelse af Ezekiels funktion som vagtmand som en profetisk type, mod den allegoriske anvendelse af Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse).[5]

Jeg vil nu anvende princippet om et klart bibelsk grundlag på tre forskellige beretninger: synet af de tørre knogler, mærkerne på panden og Jerusalems ødelæggelse.

VISIONEN OM DE TØRRE KNOGLER SOM EN PROFETISK TYPE

Jeg vil først se på en beretning i lyset af DSR’s krav om en type-antitype-funktion. Vi læser:

Tidligere har vi set en række elementer i Ezekiels profetier som et grundlag for type-antitype-opfyldelsen. Denne publikation afholder sig dog fra at beskrive nogen person, genstand, sted eller begivenhed som en profetisk type, der har en moderne antitype, medmindre der er et klart grundlag i Skriften for at gøre det.[6](Min fede skrift og kursivering.)

Hvad betyder dette? Jeg vil se på visionen om de tørre knogler, der blev levende. (Ezekiel 37:1-14) Hvem henviser dette syn til? Vers 11 siger, at »disse knogler er hele Israels hus«, og der er intet i versene, der viser, at visionen vil få en større opfyldelse. Om dette syn står der i bogen Pure Worship:

9 Genoprettelsesprofetier om Israel, som dem Ezekiel talte om, har en større opfyldelse. (Apostlenes Gerninger 3:21).[7]

14 Hvordan fik denne del af Ezekiels profeti en større opfyldelse? Som Jehova åbenbarede for Ezekiel i en beslægtet profeti, ville den vigtigste opfyldelse af denne genoprettelsesprofeti ske et stykke tid efter at den store David, Jesus Kristus, begyndte at regere som konge. (Ezekiel 37:24) Og i 1919 lagde Jehova faktisk sin ånd i sit folk.[8]

Denne forklaring understøtter mine pointer ovenfor om, at »et klart grundlag i Skriften« ikke kræver, at selve teksten eller den nærmeste kontekst siger, at dette er en type eller en profeti med to opfyldelser. Hvis der er spor i andre bøger i Bibelen, er det tilstrækkeligt. (Se punkt 3) Og her er ledetråden Apostlenes Gerninger 3:21. Der er et stort antal beretninger om genoprettelse i de hebraiske skrifters bøger. Ved at anvende dette skriftsted på Ezekiel 37:1-14 indrømmer DSR indirekte, at alle disse beretninger er profetiske typer, også når den nære kontekst for hver beretning ikke udtrykkeligt siger det. Dette bekræfter også, at Ezekiels rolle som vagtmand varsler en større opfyldelse.

Anvendelsen af Apostlenes Gerninger 3:21 som »et klart bibelsk grundlag« for type-antitype-karakteren af visionen om de tørre knogler viser noget vigtigt, som DSR nødigt vil indrømme: Der er typer og antityper i Ezekiels bog, fordi »hele Israels hus« i profetien om de tørre knogler må være en type, og de salvede kristne i moderne tid er antitypen.

VISIONEN OM MÆRKERNE PÅ PANDEN

I sit syn så Ezekiel en mand klædt i linned med en sekretærs skrivesæt ved hoften. Jehova sagde til manden (9:4, NWT13):

Gå midt gennem byen, gennem Jerusalem, og sæt et mærke i panden på de mænd, der sukker og stønner over alle de afskyelige ting, der bliver gjort i byen.

Når dette arbejde var fuldført, ville seks mænd, hver med et ødelæggelsesvåben i hånden, gå gennem byen og slå alle de personer ned, som ikke havde mærket i panden. (9:1, 2, 5-10) Know Jehovah-bogen (Kend Jehova) ser manden klædt i linned som en type på den salvede rest, som under Kristi nærvær ved deres forkyndelse sætter et mærke i panden på oprigtige personer.

Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) ser hele beretningen som en profetisk type med to opfyldelser. Bogen siger om de to opfyldelser (side 175, 176, 179):

9. . . .Ezekiels profeti blev opfyldt i 607 f.v.t., da den babyloniske hær ødelagde Jerusalem og dets tempel.

24 Men hvordan opfyldes Ezekiels profetiske vision i vore dage? …

[Boks 16B] HVORNÅR: Under den store trængsel. HVORDAN: Manden med sekretærens skrivesæt repræsenterer Jesus Kristus, når han kommer som dommer over alle nationerne. De, der tilhører den store skare, vil blive positivt bedømt eller mærket som får, hvilket betyder, at de vil overleve Harmagedon.

Lad os nu anvende kravet om »et klart bibelsk grundlag« for at betragte noget som en profetisk type. Ordene om mærkningen på panden er en fortsættelse af beretningen i kapitel 8. Ezekiel fik et syn af alle de afskyelige ting, der skete i Jerusalem og i templet. Jehova fortalte Ezekiel, at han ville »handle i raseri« og ikke »føle medlidenhed«, og at afgudsdyrkerne ville blive tilintetgjort (8:18). Ezekiel fik et nyt syn, som er beskrevet i kapitel 9. Personer, som sukkede og stønnede over alle de afskyelige ting, der er nævnt i kapitel 8, vil blive mærket på panden og vil overleve, når Jerusalem bliver ødelagt.

Er der noget i sammenhængen, der indikerer, at handlingerne i 9:1-11 om mærkerne på panden er profetiske typer, der vil få deres opfyldelse i den store trængsel? Svaret er nej. Så hvorfor behandler DSR og bogens forfatter versene som profetiske typer? Det fortæller bogen os ikke. Men det eneste logiske svar er mit punkt 4 »Beretninger med særligt eller ejendommeligt indhold« og punkt 8 »Tekster, der er skrevet efter deres oprindelige opfyldelse, må repræsentere profetiske typer« på side 348. Ezekiel fik sine syner, mens han var i Babylon, og indbyggerne i Juda og Jerusalem kendte ikke til synerne, som blev nedskrevet i en skriftrulle efter Jerusalems ødelæggelse. På grund af denne baggrund, og fordi dramaet i kapitel 9 er specielt, er den eneste naturlige konklusion på, hvorfor det er med i Bibelen, at kapitlet repræsenterer profetiske typer af større ting. Men bør vi ikke drage den samme konklusion vedrørende kapitel 4 til 8, at disse kapitler også indeholder profetiske typer? Når manden med blækhornet og de seks mænd med ødelæggelsesvåben er profetiske typer af, hvad der sker i »Jerusalem«, så må Jerusalem også være en profetisk type. Det er indlysende, men medlemmerne af DSR accepterer det ikke. Lad os se nærmere på dette spørgsmål.

AT SE JERUSALEM SOM EN TYPE PÅ KRISTENHEDEN HAR ET KLART BIBELSK GRUNDLAG

Hvorfor bruges det utro Jerusalem ikke som en profetisk type, når kapitel 9, som er en fortsættelse af kapitel 4-8, tages som en profetisk type? I bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) står der på side 174:

Jerusalem var på et tidspunkt et center for ren tilbedelse; senere blev dens indbyggere frafaldne. I modsætning hertil har kristenheden aldrig praktiseret ren tilbedelse. Lige fra sin begyndelse i det fjerde århundrede e.Kr. har kristenheden altid undervist i falsk lære.

Efter at Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, genoprettede Jehova desuden byen til hans gunst, og den blev igen centrum for sand tilbedelse. Kristenheden har derimod aldrig haft Guds gunst, og når den først er ødelagt under den store trængsel, vil den aldrig rejse sig igen.

Hvad kan vi konkludere på baggrund af ovenstående? Når vi undersøger bibelske profetier, som blev opfyldt om det utro Jerusalem, kan vi sige: »Det ene eller det andet minder os om det, vi ser i kristenheden i dag«. Men der synes ikke at være noget bibelsk grundlag for at omtale kristenheden som det antitypiske Jerusalem. (Min kursivering.)

Lad os se på argumenterne i ovenstående citat i lyset af Vagttårnet fra 15. marts 2015, side 18:

Men selv når Bibelen angiver, at nogen er en type på en anden, bør vi ikke konkludere, at alle detaljer eller hændelser i typens liv er et billede på noget større. Selvom Paulus for eksempel fortæller os, at Melkisedek er en type på Jesus, siger Paulus ikke noget om den kendsgerning, at Melkisedek ved en lejlighed bragte brød og vin ud til Abraham, som han kunne nyde, efter at han havde besejret fire konger.

Ordene i det sidste citat er selvfølgelig sande. Og de viser, at argumenterne i det næstsidste citat er uholdbare. Melkisedek var en type på Jesus i nogle henseender, men ikke i andre, og på samme måde er det irrelevant, hvad Jerusalem var i fortiden, og hvad byen ville være i fremtiden. Ezekiels fokus er på det utro Jerusalem i årene, før det blev ødelagt i 607 f.Kr. Der er gode grunde til at tro, at det utro Jerusalem var en profetisk type i denne tidsperiode!

I kapitel 4 og 5 udfører Ezekiel forskellige handlinger, der viser, at Jerusalem vil blive ødelagt. Kapitel 6 fortæller, at falsk tilbedelse vil blive fjernet fra landet, og kapitel 7 fortæller, at enden er nær. Kapitel 8 fortæller om et syn, hvor Ezekiel ser, at der forekommer falsk tilbedelse i templet i Jerusalem. Fokus i alle disse kapitler er byen Jerusalem, der har vendt sig mod Jehova. Kapitel 9 er en fortsættelse af kapitel 4-8, og de handlinger, som manden med sekretærens blækhorn og de seks mænd med ødelæggelsesvåben udfører, sker i Jerusalem. Derfor er det virkelig mærkeligt og inkonsekvent, når bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) tager begivenhederne i kapitel 9 som profetiske typer, men alle de begivenheder i forbindelse med Jerusalem, der er beskrevet i kapitel 4-8, slet ikke har nogen profetisk betydning – de minder os bare om forskellige ting.

Lad os nu vende tilbage til Apostlenes Gerninger 3:21 og udtrykket »genoprettelse af alle ting«. Det græske ord er apokatastasis, og ifølge Louw og Nida betyder ordet: »at ændre til en tidligere god tilstand – ‘at genoprette, at få til at være igen, genoprettelse’.« Hvad er nødvendigt for at ændre jorden til dens »tidligere gode tilstand«? For det første skal Guds onde fjender fjernes, og for det andet skal jorden gøres til et paradis. Det betyder, at hvis vi hævder, at Apostlenes Gerninger 3:21 viser, at synet af de tørre knogler indeholder profetiske typer for vores tid, så må vi for at være konsekvente hævde, at Jerusalems utro handlinger og dens ødelæggelse også indeholder profetiske typer for vores tid. Dette er tilfældet, fordi det at fjerne de onde er den første del af genoprettelsen af alle ting.

Lad os også se på tidselementet. Ezekiel var i Babylon, og han skrev i år 613, hvilket var fire år før belejringen af Jerusalem begyndte og seks år før dens ødelæggelse. Ezekiel udførte forskellige handlinger for at vise, hvad der ville ske. Disse handlinger blev set af de jøder, der var i eksil i Babylon. Men de blev ikke set af indbyggerne i Juda og Jerusalem. Ezekiel havde forskellige visioner, og han kan have fortalt nogle jøder i Babylon om sine visioner. Men indbyggerne i Jerusalem og Juda kendte ikke til dem. Det betyder, at det detaljerede indhold i kapitel 4, 5, 6, 7, 8 og 9 ikke var kendt af dem, der var i fokus for Ezekiels profetiske handlinger, nemlig indbyggerne i Jerusalem.

Vi må huske på, at mens Ezekiel tydeligvis skrev sine visioner ned kort efter, at han havde modtaget dem, blev Ezekiels Bog skrevet ned i 591 eller senere; det er 16 eller flere år efter Jerusalems ødelæggelse.[9] Alene dette faktum indikerer, at indholdet i de nævnte kapitler repræsenterer profetiske typer af større ting, præcis som Kend Jehova-bogen siger. Det giver ikke mening at nedskrive visioner og profetier, som fandt sted og blev opfyldt, før de blev skrevet ned – uden en større opfyldelse. (Se punkt 8) De nævnte kapitler indeholder også et stort antal detaljer. Hvis hele denne tekst skal »lære os« og give os »håb« (Rom 15,4), må detaljerne have en konkret betydning for os, »til hvem enden på tingenes ordninger er kommet«. (1. Korintherbrev 10:11)

Kend Jehova-bogen forklarer detaljerne i kapitel 4-9 i deres dramatiske omgivelser, og vi får et stærkt indtryk af Jehovas retfærdighed og magt. Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) anvender nogle af detaljerne på en triviel måde og tilføjer mange kommentarer, som ikke har noget at gøre med teksten i Ezekiel. Jeg giver nogle eksempler:

Det afgudsdyrkende symbol på jalousi (8,5.6, side 53-54):

Det frafaldne Juda minder os bestemt om kristenheden. Afgudsdyrkelse er udbredt i kristenhedens kirker, hvilket gør enhver hengivenhed, som folket hævder at give Gud, ugyldig.

Læseren kan få det indtryk, at det frafaldne Juda er en type på kristenheden, som der står i Kend Jehova-bogen. Men det er ikke tilfældet.

Halvfjerds ældste ofrer røgelse til falske guder (8:7-12, side 54-58):

Hvad kan vi lære af Ezekiels beretning om de 70 israelitiske ældste, som ofrede røgelse til falske guder? For at vores bønner kan blive hørt af Gud – og for at holde vores tilbedelse ren i hans øjne – må vi forblive trofaste selv »i mørket«. (Ordsprogene 15:29)

Kvinder … Græder over guden Tammuz (8:13, 14, side 58):

Hvad kan vi lære af Jehovas syn på, hvad disse kvinder gjorde? For at holde vores tilbedelse ren må vi aldrig blande den med urene hedenske praksisser.

Mænd »bøjer sig for solen « (8:15-18, side 58-59):

Hvad kan vi lære af beretningen om disse soltilbedere? For at holde vores tilbedelse ren må vi se hen til Jehova for at få åndelig oplysning.

Disse forklaringer viser, at ifølge DSR’s opfattelse har de 18 vers i kapitel 8 ingen betydning for os – de har ingen opfyldelse i vores tid. Men ud fra DSR’s subjektive opfattelse kan versene lære os noget.

Ifølge kapitel 5 udførte Ezekiel symbolske handlinger, der indikerede, at Jerusalem ville blive ødelagt. Bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) spørger (side 64, underoverskrift): »Hvad fortæller denne profeti os om kommende begivenheder?« Svaret er følgende:

De begivenheder, som Ezekiel udførte, minder om de betydningsfulde begivenheder, som Guds ord forudsiger for vores fremtid.

Læseren kan igen få det indtryk, at Ezekiels handlinger repræsenterer typer af større begivenheder, der vil ske i vores fremtid. Men det er ikke tilfældet; detaljerne i kapitel 4 til 8 har ifølge DSR ingen betydning for vores tid. Bogen diskuterer fremtidige begivenheder, som ikke har noget med Ezekiel at gøre, og så stilles spørgsmålet (side 66):

Hvordan påvirker vores forståelse af denne profeti vores syn på tjenesten og dens nødvendighed? Den indprenter os, at vi i dag må gøre vores yderste for at hjælpe mennesker til at blive Jehovas tjenere.

Ordet »forståelse« i forbindelse med »denne profeti« er mærkeligt. Kun hvis kapitel 5 indeholder profetiske typer, der viser, at Guds fjender vil blive tilintetgjort i fremtiden, kan profetien angive, hvor meget det haster med tjenesten. Ifølge DSR er der ingen profetiske typer. Men bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse) bruger ord, som om der var typer. Konklusionen på kapitlet er som følger (side 70):

Sammenfattende: Hvad er nogle af de måder, hvorpå Ezekiels profetiske udsagn om Jerusalems fald påvirker os i dag? De minder os om, at den tid, der stadig er til rådighed til at hjælpe andre med at blive Guds tjenere, er begrænset.

Jeg må igen påpege, at bogens ræsonnement er mærkeligt. Intet i kapitel 4-8 indikerer, at det haster med tjenesten. Og intet tyder på, at tiden for tjenesten er begrænset. Disse ideer er forbundet med Jesu store profeti og nationernes fastsatte tider. Men de findes ikke i kapitel 4-8 i Ezekiels profeti. Dette viser, at DSR’s subjektive og allegoriske fortolkningssystem ikke har nogen begrænsninger. Alt, hvad der falder dem ind, kan være en påmindelse.

Ezekiel blev båret af hellig ånd, da han skrev sin bog, inklusive kapitel 4-8. Hvorfor blev disse kapitler inkluderet i de hellige skrifter? Er detaljerne i kapitel 8 uvigtige? Ved at læse kapitlet bør vi ifølge DSR lære, at vi skal holde vores tilbedelse ren og søge Jehovas oplysning. Og er detaljerne i kapitel 4 uvigtige? Ved at læse kapitlet bør vi lære, at tjenesten haster, og at tiden til forkyndelse er kort. Det er ikke muligt at lære noget af kapitlerne, som ikke findes i kapitlerne. Så de fleste af de kommentarer, som bogens forfatter har knyttet til kapitel 4-8, er ideer i hovedet på medlemmerne af DSR, ideer, der ikke har noget med kapitlerne at gøre.

I modsætning hertil er tilgangen i Kend Jehova-bogen baseret på de mønstre for bibelfortolkning, der findes i selve Bibelen. Den oprindelige tekst i Ezekiel blev analyseret, og detaljerne i teksten både i dens opfyldelse i Jerusalem og dens større opfyldelse i kristenheden bliver forklaret. Baseret på denne tilgang kan vi forstå, hvorfor Ezekiels bog blev inkluderet i de hellige skrifter. Men hvis teksten kun henviser til det gamle Jerusalem, og de, der er nævnt i kapitel 4-8, ikke kendte til eksistensen af denne tekst, fordi den blev skrevet ned, efter at begivenhederne var opfyldt, så kan jeg ikke se noget logisk formål med at inkludere kapitel 4-8 i Bibelen.

Det troløse Jerusalem må være en profetisk type (et forbillede) på kristenheden, fordi:

Kapitel 9 indeholder profetiske typer, og kapitlerne 4-8, som er en del af den samme enhed, må derfor indeholde profetiske typer.

Jerusalems ødelæggelse er en del af genoprettelsesprofetierne (ApG 3:21), som indeholder profetiske udtryk og profetiske typer.

Beretningerne om Jerusalems utroskab og ødelæggelse indeholder mange detaljer. Alle detaljer er medtaget med et formål. Når indbyggerne i Jerusalem ikke kendte til disse detaljer, må de være profetiske typer.

Kun hvis Jerusalems ødelæggelse er et forbillede på den ødelæggelse, som er den første del af genoprettelsen, vil det give os håb.

FLERE PROFETIER MED ALLEGORISKE FORKLARINGER

Forklaringerne på tempelsynet i bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse)  illustrerer den sande natur af DSR’s nye syn på Bibelen. Kend Jehova-bogen har, ligesom alle de andre bøger og magasiner i det 20. århundrede, en objektiv tilgang: Hvad er meningen med den inspirerede tekst i Ezekiels bog? Hvad henviser denne tekst til? Pure Worship-bogen har derimod en subjektiv og allegorisk tilgang: Hvordan minder de forskellige beretninger os om åndelige værdier? Hvad kan vi lære af kapitlerne i Ezekiels bog?

DSR og forfatteren til Pure Worship-bogen nægter at acceptere Bibelstudenternes og JV’s synspunkt i de sidste 120 år om, at Ezekiels tempel er identisk med Jehovas åndelige tempel, og at visionen indeholder profetiske typer, der har antityper.[10] En grund til afvisningen er, at »det tempel, Ezekiel så, ikke passer til Paulus’ inspirerede forklaring« af tabernaklet.[11] Dette er et svagt argument, fordi de samme træk og begivenheder ofte beskrives fra forskellige vinkler. Det åndelige tempel, som Paulus forklarer, viser vejen til himlen for åndsavlede kristne, fra deres situation på jorden i det hellige rum, gennem forhænget, som symboliserer Jesu legeme, og ind i det allerhelligste, som symboliserer himlen. Men fokus i Ezekiels tempelsyn, som det forklares i Kend Jehova-bogen, er anvendelsen af Jesu genløsningsoffer på personer, der vil overleve Harmagedon eller blive oprejst i Jesu tusindårige regeringsperiode. Dette kan forklare forskellene mellem tabernaklets og Ezekiels tempels funktioner.

Om tempelvisionen står der i bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse):

[Den] fokuserer vores opmærksomhed på den åndelige genoprettelse, som begyndte i 1919.

Ezekiels vision gælder altså i allerhøjeste grad for ren tilbedelse i dag. Ligesom den var til gavn for jøder i eksil i oldtiden, er denne vision til gavn for os i dag på to måder. 1) Den giver praktiske lektioner om, hvordan vi kan opretholde Jehovas standarder for ren tilbedelse. 2) Det giver profetiske forsikringer om genoprettelsen af ren tilbedelse og om Jehovas velsignelser.[12]

Disse ord indikerer, at Ezekiels tempelvision ikke omfatter typer, der har moderne antityper. Men den »fokuserer vores opmærksomhed på... . .«, og den «giver praktiske lektioner... . «, ifølge DSR. Dette indikerer allegoriske fortolkninger, som vi tydeligt ser i eksemplerne  som jeg tidligere har henvist til:

Ydermuren (2), som omsluttede tempelkomplekset i midten af et stort område (3), minder os om, at vi aldrig må lade noget ødelægge vores tilbedelse af Jehova.

De høje ydre porte (5) og indre porte (9) minder os om, at Jehova har høje standarder for adfærd for alle, der vil deltage i ren tilbedelse.

Der er absolut ingen forbindelse mellem ikke-korrupt tilbedelse og ydermuren og høje standarder for adfærd i forbindelse med tilbedelse og høje porte. Dette minder mig mere om Augustin af Hippos allegoriske fortolkninger i forbindelse med typer og antityper (se Vagttårnet fra 15. marts 2015, side 18) end om en afbalanceret udlægning af Bibelen.

Nedenfor vil jeg give nogle eksempler på en objektiv forklaring af Bibelens tekst fra Kend Jehova-bogen versus en subjektiv fortolkning af, hvad teksten minder en forfatter om. Men det er interessant, at påmindelserne i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) i de fleste tilfælde er meget lig de antitypiske forklaringer. Derfor vil de fleste læsere ikke forstå, at disse påmindelser ikke er antitypiske. (Min kursivering i citaterne.)

Templet – Ezekiel 40:3-47:12

Det er et billede på det »sande telt«, som Jehova har rejst, og ikke mennesker. … (Hebræerbrevet 13:10-12, 20) (Kend Jehova, side 384, 386)

Det forestillede Guds åndelige tempel – hans tempellignende arrangement for ren tilbedelse i vores tid. (Vagttårnet fra 1. august 2007, side 11)

Men for at understrege Jehovas høje standarder for ren tilbedelse giver Ezekiels tempelsyn os et detaljeret billede, der indprenter vores sind og hjerte mange lektioner om Jehovas standarder. (Ren tilbedelse, side 141)

Præstedømmet 44:10-16

Præsteklassen er et forbillede på legemet af salvede kristne i vores tid. Lutringen af dem fandt sted i 1918, da Jehova sad »som en der smelter og renser sølv« i sit åndelige tempel. (Malakias 3:1-5) (Vagttårnet fra 1. august 2007, side 10)

Præsterne i det gamle Israel tilbad i en separat gård. I dag er salvede kristne ikke adskilt fra deres medtilbedere i nogen fysisk forstand, men de har et særligt forhold til Jehova som hans adoptivbørn. (Gal. 4:4-6) Samtidig kan de salvede finde nyttige påmindelser i Ezekiels vision. De bemærker for eksempel, at præsterne var underlagt vejledning og disciplin. (Den rene tilbedelse, side 158 i den engelske bog)

Høvdingen – Ezekiel 44:3; 45:8, 9

Ældste med et jordisk håb, som er blevet udnævnt af Helligånden (ApG 20:28). Så høvdingeklassen bliver nu forberedt med henblik på senere at tjene i en administrativ kapacitet i den nye verden. (Vagttårnet fra 1. marts 1999, side 16).

Denne høvding får os især til at tænke på menighedstilsynsmænd i dag, som ikke er åndssalvede. (Den rene tilbedelse, side 221 i den engelske bog)

De frugtbare træer – Ezekiel 47:12

De symbolske træer forestiller Guds åndelige forsyninger til at genoprette menneskeheden til fuldkommenhed. (Vagttårnet fra 1. august 2007, side 11)

Husk, at disse træer producerede en ny afgrøde af lækker mad hver måned, og deres blade gav helbredelse (Ezekiel 47:12) De minder os således om, at vi tjener den Gud, som gavmildt fodrer os og helbreder os på den vigtigste måde, åndeligt. (Ren tilbedelse, side 207)

Byen – Ezekiel 48:15-19, 30-35

»Jehova-Shammah« ligger i ›profant‹ (udenfor helligdommen) land, hvilket indikerer, at det må repræsentere noget jordisk. Byen ser ud til at repræsentere den jordiske administration, som gavner dem, der vil udgøre den retfærdige »nye jord«. (2 Peter 3:13) At den har porte på hver side illustrerer dens åbenhed. Tilsynsmændene blandt Guds folk skal være tilgængelige. (Vagttårnet fra 1. august 2007, side 11)

Hvad er så den by, som Ezekiel så? Husk, at han så byen i det samme syn, som han så landet. (Ezekiel 40:2; 45:1, 6) Guds ord indikerer, at landet henviser til et åndeligt land, så byen må henvise til en åndelig by. Hvad menes der generelt med ordet »by«? Ordet udtrykker tanken om, at mennesker lever sammen som en gruppe og danner noget struktureret og organiseret. Den velordnede by, som Ezekiel så – og som var anlagt som en perfekt firkant – synes således at repræsentere et velorganiseret administrationssæde. (Den rene tilbedelse, side 219, 221 i den engelske bog)

 

De fem eksempler ovenfor illustrerer, hvad jeg mener med en skjult præsentation. Kend Jehova-bogen, Vagttårnet fra 1. marts 1999 og 1. august 2007 præsenterer Ezekiels ord som profetiske typer af større ting. Dette afvises af det nuværende DSR. Som jeg bemærkede ovenfor, ser vi, når vi sammenligner præsentationerne i Pure Worship-bogen (Den rene tilbedelse) med de andre kilder, at forklaringerne ofte ikke er meget forskellige. Forskellen er, at Pure Worship-bogen ikke præsenterer antityper, men snarere hvad DSR og bogens forfatter bliver mindet om. Men jeg tror ikke, at de fleste læsere vil være i stand til at se denne forskel.

Floden med livgivende vand illustrerer dog rigeligt forskellen mellem at tage delene af tempelsynet som profetiske typer, der foregriber antityper, og kun at tage delene som påmindelser, der ikke har nogen antitypisk opfyldelse.

Floden af livgivende vand – Ezekiel 47:1-5

Vi bemærker, at det livgivende vand flyder forbi offeralteret i den indre gård i stedet for mod vest gennem husets bagside lige ved siden af det allerhelligste. Dette faktum understreger, at Livgiveren, Jehova, sender dette »livets vand« ud med fuld anerkendelse af sin søns og ypperstepræsts, Jesu Kristi, genløsningsoffer. . . .

Tusind alen … ankeldybt. Dette ville gøre det muligt for flere tilbedere at komme til templet for at drikke af dette livgivende vand. . . .

»[Et] tusinde [alen] . … vand op til knæene.« Rimeligvis vil alle de løskøbte døde mennesker ikke blive genoprettet til livet på jorden på én gang.

»[Et] tusind [alen] . . op til hofterne.« Hvor godt minder englens opmåling i længder på tusind alen os om antallet af år i Messias’ regeringstid – tusind år! . . .

»[Et] tusind [alen] . . vand, der gør det muligt at svømme.« . . .

Det symbolske »livets vand« skal strækkes ud til den sidste af menneskehedens løskøbte fra døden. Symbolsk vand, der kun er hoftedybt, vil ikke være tilstrækkeligt til dette. (Kend Jehova, side 387-392 i den engelske bog Know Jehovah)

Vandet er et billede på Jehovas åndelige forsyninger til livet, herunder Jesu Kristi genløsningsoffer og den viden om Gud, der findes i Bibelen. (Jeremias 2:13; Johannes 4:7-26; Efeserne 5:25-27) Floden bliver gradvist dybere for at rumme tilstrømningen af nye, der tager den sande tilbedelse op. (Esajas 60:22) Floden vil flyde med livets mest potente vand i tusindårsriget, og dens vand vil omfatte yderligere forståelse fra de »skriftruller«, der da vil blive åbnet – Åbenbaringen 20:12; 22:1, 2. (Vagttårnet fra 1. august 2007, side 11)

En flod af velsignelser. I Bibelen bruges floder og vand ofte til at skildre strømmen af Jehovas livgivende velsignelser. Ezekiel så en sådan flod flyde fra templet, så visionen ville have fået Guds folk til at forvente, at Jehovas livgivende åndelige velsignelser ville flyde til dem, så længe de holdt sig til ren tilbedelse. . . .

I gamle dage: Da de landflygtige vendte tilbage til deres hjemland, strømmede velsignelserne til dem, da de tog del i genoprettelsen af den rene tilbedelse i templet.

Jehova velsignede rigt sit lydige folk, selv da deres antal voksede, og fik dem til at trives åndeligt. . . .

I nyere tid: I 1919 blev den rene tilbedelse genoprettet, hvilket åbnede vejen for en hidtil uset strøm af åndelige velsignelser til Guds trofaste tjenere.

I det spirende åndelige paradis har et stadigt voksende antal mennesker nydt godt af den voksende strøm af Jehovas åndelige velsignelser og er kommet til live i åndelig forstand….

Fremtiden: Efter Harmagedon vil strømmen af velsignelser fra Jehova være af både fysisk og åndelig karakter.

Overlevende fra Harmagedon vil få selskab af utallige millioner af opstandne, og Jehovas velsignelser vil være rigelige for alle. (Den rene tilbedelse, side 203, 206 i den engelske bog Pure Worship)

Bogen, Den rene tilbedelse, tager floden med livgivende vand i den generelle betydning af velsignelser fra Jehova. Detaljerne i Ezekiels bog synes ikke at have nogen specifik betydning, fordi de ikke har nogen profetisk kraft. For eksempel er omtalen af de »utallige millioner af opstandne« ikke forbundet med vandets dybde eller noget andet i visionen. Men forfatteren bliver mindet om disse millioner. Vi bemærker, at »Jehovas livgivende velsignelser« nævnes. Men Jesu genløsningsoffer er ikke inkluderet. At inkludere løskøbelsesofferet ville betyde, at floden var en type, der forstillede dette offer. Genløsningsofferet nævnes flere gange. Men teksten siger ikke, at det er foregrebet af floden, der passerer offeralteret i den indre gård, som Kend Jehova-bogen viser.

Kend Jehova-bogen giver en logisk antitypisk forklaring på detaljerne i visionen om den livgivende flod. Bogen, Den rene tilbedelse, viser ikke, at detaljerne har nogen betydning for os. Men hele visionen minder os om én ting, nemlig Jehovas velsignelser.

Når vi læser afsnit 13-21 (side 207-210) i bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse), herunder overskriften »Hvad visionen vil betyde i Paradis«, får vi det indtryk, at visionen er en profeti, hvis detaljer vil gå i opfyldelse i Paradis. Men det er ikke tilfældet. Spørgsmålet til afsnit 13 er: »Hvilken lære kan vi i dag drage af de visionære træer?« Disse ord viser, at afsnittet ikke taler om en opfyldelse af visionen om den livgivende flod og træerne, men kun om den lektie, vi kan lære. Og på samme måde taler afsnit 14 og 15 om en lektie og gavn. Spørgsmålet til paragraf 20 er: »Hvilken ordning til gavn for os i årtusindet minder os om de træer, som Ezekiel så?« Den livgivende flod og træerne henviser således til »velsignelser«, der ikke er specificeret, ifølge bogen Den rene tilbedelse. Derefter specificerer forfatterne disse velsignelser fra andre steder i Bibelen. Men læseren forledes til at tro, at disse specificerede velsignelser er opfyldelser af detaljer om den livgivende flod og træerne.

I modsætning hertil tager bogen Kend Jehova beskrivelsen af flodens livgivende vand som profetiske typer. Er der klare bibelske beviser for at tage detaljerne i Ezekiels tempelsyn som typer, der forstiller større ting? Ja, absolut! Kapitel 37 i Ezekiel siger ikke, at visionen om de tørre knogler repræsenterer profetiske typer. Men bogen Den rene tilbedelse henviser til Apostlenes Gerninger 3:21 som bevis for at se visionen som en genoprettelsesprofeti. Det er jeg enig i. De følgende kapitler 38 og 39 beskriver Gogs angreb og nederlag, og detaljerne er også genoprettelsesprofetier, da de onde skal fjernes, før der kan ske nogen genoprettelse. Derefter følger Ezekiels vision af templet, floden og fordelingen af landet. De forskellige dele af dette syn handler også om genoprettelsen af alle ting. Derfor er det inkonsekvent at benægte, at de forskellige dele af visionen henviser til større ting i detaljer.

Dette nye syn på Bibelen indebærer, at store dele af teksten i de hebraiske skrifter kun er »fyldmateriale« og ikke har nogen selvstændig betydning for os i dag. Dette synspunkt underminerer i virkeligheden det synspunkt, at hvert eneste ord i Bibelen er inspireret af Gud. Hvorfor skulle Gud inspirere alle disse tekster med så mange specifikke detaljer, hvis detaljerne ikke har en klar betydning?

Der er også en anden side af denne situation, som sætter spørgsmålstegn ved Bibelens inspiration, nemlig at autoriteten flyttes fra Bibelens tekst til mennesker. Da forfatterne til Kend Jehova-bogen spurgte: »Hvad henviser detaljerne i visionen om den livgivende flod til?«, arbejdede de med Bibelens tekst. Som mennesker kunne de tage fejl i en eller flere af deres forklaringer. Men deres fokus var på den inspirerede bibeltekst. Og deres konklusioner kunne testes af læserne. Forfatterne til bogen Den rene tilbedelse fulgte den modsatte tilgang. Deres fokus var ikke på detaljerne i den inspirerede tekst, men på, hvad teksten mindede dem om, og hvad de mente, vi kunne lære af teksten. Denne allegoriske tilgang er meget subjektiv, og læserne er helt afhængige af forfatternes vurderinger og synspunkter.

I 120 år har synspunktet været, at hvert ord i Bibelen er inspireret af Gud, at alle nuancer er vigtige, og at alle beretninger er medtaget med et bestemt formål. Det nye syn underminerer det gamle syn på inspiration, fordi:

  • Detaljer og nuancer i bibelteksten er ikke vigtige.

  • Store dele af beretningerne i de hebraiske skrifter har ingen direkte profetisk betydning for os i dag.

  • Formålet med en stor del af teksten i de hebraiske skrifter er at minde os om moralske værdier. Indholdet af påmindelserne besluttes af DSR. Således flyttes autoriteten fra Bibelens tekst til mennesker, til de påmindelser, der besluttes af DSR.

ER MEDLEMMER AF DET NUVÆRENDE STYRENDE RÅD KLOGERE END DE TIDLIGERE LEDERE AF JEHOVAS VIDNER?

Som afslutning på denne diskussion af det nye syn på Bibelens tekst vil jeg gerne sige, at jeg ikke bruger ad hominem-argumenter (ved at angribe modpartens karakter) i mine diskussioner med andre. Jeg foretrækker at diskutere emner og tekster og ikke personer. Men i denne situation føler jeg mig tvunget til at gøre en undtagelse. Ifølge livshistorierne for de nuværende medlemmer af DSR kan ingen af dem græsk, hebraisk eller aramæisk – intet medlem af DSR kan analysere et eneste vers i Bibelen på originalsproget. Men disse personer hævder at være klogere (mere diskrete) end tidligere ledere.[13] Og nu har de opdaget den sande betydning af Bibelens tekst, som har »den guddommelige læres kendetegn«. Det er noget, som ingen af de tidligere ledere, fra C.T. Russell til N.H. Knorr, hvoraf nogle var forskere med kendskab til de bibelske sprog, havde opdaget!

Der er en dramatisk konsekvens af det nye syn på Bibelen med hensyn til typer og antityper: Bøgerne You May Survive Armageddon Into God’s New World (Du kan overleve Harmagedon ind i Guds nye verden) (1955), der udelukkende handler om typer og antityper, en del af Let Your Name Be Sanctified (Lad dit navn blive helliget)(1961) og en del af The Nations Shall Know That I Am Jehovah – How? (Nationerne skal vide at Jeg Er Jehova – Hvordan?) (1971) – i alt 38 bøger – og hundredvis af artikler i The Watchtower er bare fup – de profetiske anvendelser er fiktion. Som en person, der har været en del af denne organisation i 59 år, og som har et indgående kendskab til Bibelen og dens oprindelige tekst, er det umuligt for mig at acceptere dette synspunkt.

Konsekvensen af det nye bibelsyn på typer og antityper er, at adskillige bøger, helt eller delvist, samt hundredvis af artikler i Vagttårnet, bare er falske – deres profetiske anvendelser er fiktion.

SITUATIONEN I DAG BASERET PÅ DET NYE BIBELSYN

Det nye syn på Bibelen, at tekstens nuancer og spidsfindigheder ikke har nogen betydning, og at dele af bibelteksten kun har moralsk betydning, har ført til den særlige situation: I JV’s nuværende litteratur finder vi med få undtagelser, som for eksempel Jesu store profeti, ikke detaljerede studier af Bibelens tekst. De fleste studieartikler i Vagttårnet diskuterer enkle, praktiske lektioner om tro, udholdenhed, gudfrygtig hengivenhed og andre vitale kvaliteter. Det er vigtigt at diskutere disse emner. Men når der lægges så lidt vægt på Bibelens tekst, er konsekvensen trist.

På det tidspunkt, hvor der blev opfordret til interaktivt personligt studium af Bibelen, var vidnernes bibelkundskab høj.[14] Vi blev opfordret til at lære skriftsteder udenad og til at skrive krydshenvisninger og kædehenvisninger i margenen på vores bibler, så vi effektivt kunne forsvare vores tro. Mange gange fik jeg og andre Vidner at vide af dem, vi besøgte: »I må have lært hele Bibelen udenad!«

I dag, hvor meditation opmuntres på bekostning af bibelstudier, er Vidnernes bibelkundskab kun en brøkdel af, hvad den var tidligere. Hvor mange vidner, inklusive ældste og pionerer, kan kun ved at bruge deres bibel bevise, at Jesus blev oprejst som en ånd eller bevise, at der både er en himmelsk og en jordisk klasse? Det var elementær viden, da jeg blev et vidne.

Argumentet er, at situationen i dag er anderledes end for 50 år siden. Folk læser mindre, og de foretrækker film og videoer frem for skrevne tekster. Det er selvfølgelig rigtigt. Og alle videoklippene på jw.org repræsenterer rigtig god undervisning. Men intet er bedre for en kristen end et personligt, interaktivt studium af Bibelen. For at illustrere: At få et kørekort er hårdt arbejde. Man skal studere mange forskellige tekster, og for at bestå eksamen er det også nødvendigt at lære en masse udenad. Men jeg har aldrig hørt om en person, der var for dum eller for doven til at få et kørekort. Så spørgsmålet er: På hvilket niveau lægger vi som lærere vores undervisning? Sænker vi niveauet på grund af tidsånden, eller hæver vi niveauet for at hjælpe folk til at blive bibelstuderende? At meditere over Jehovas gerninger og egenskaber er meget vigtigt. Men at opleve et aha-øjeblik ved at lære en ny værdifuld side af et skriftsted, baseret på personlige studier, vil styrke vores tro meget mere end en uges intens meditation.

[1] Det hebraiske ord, der er oversat med »tegn« i 4:3, er ōt. Det har et bredt semantisk felt, herunder »tegn, varsler lovet af profeter som løfter om visse forudsagte begivenheder.« (BDB)

[2] Se også Vagttårnet af 15. september 1988, side 21; og 1. december 2003, side 29.

[3] Bogen Know Jehovah (Kend Jehova), side 286.

[4] Bogen Pure Worship (Den rene tilbedelse), side 121-122.

[5] På side 343-347 i denne bog er kriterierne for »Et klart bibelsk grundlag for profetier og profetiske typer« anført. To af disse passer på Ezekiels funktion som vagtmand: nummer 8). Tekster, der er nedskrevet efter deres første opfyldelse, må repræsentere profetiske typer, og nummer 9). Personer og begivenheder, som siges at være tegn eller varsler.

[6] Pure Worship (Den rene tilbedelse), boks 2A, side 25.

[7] Pure Worship (Den rene tilbedelse), side 114.

[8] Pure Worship (Den rene tilbedelse) side 117

[9] I eksilets 12. år fik Ezekiel at vide, at Jerusalem var blevet ødelagt (Ezekiel 33:21). Han kan kun have skrevet dette ned efter Jerusalems ødelæggelse. Profeten fik et syn i 593, i eksilets 25. år (40:1), og et andet syn i 591, i eksilets 27. år (29:17). Så hele bogen må være skrevet ned efter det sidste syn.

[10] The Pure Worship book (Den rene tilbedelse), side 138. Vagttårnet fra 1. august 2007 forklarer Ezekiels tempelsyn som profetiske typer.

[11] Pure Worship (Den rene tilbedelse), side 139.

[12] Pure Worship (Den rene tilbedelse), side 141, 154.

[13] I Vagttårnet fra 15. marts 2015 om det nye syn på typer og antityper står der: »Jehova har hjulpet ›den trofaste og kloge træl‹ til at blive stadig mere klog (engelsk: discreet).«

[14] To bøger udgivet af Vagttårnsselskabet opfordrer til interaktive studier: Your Youth-Getting the Best out of It (Få det bedste ud af din ungdom) (1976) og Questions Young People Ask-Answers That Work (Unge spørger – Svar der duer) (1989). Det interaktive studium er rettet mod beslutninger, som unge mennesker skal træffe for at leve et kristent liv. Der er ingen opfordring til et interaktivt studium af Bibelens tekst.

 

 

Rolf Furuli

Author Rolf Furuli

More posts by Rolf Furuli

Leave a Reply