MIN ELSKEDE RELIGION
I kapitlerne i denne bog har jeg vist, at der ifølge Bibelen kun findes én sand religion. Jeg har også vist, at den eneste religiøse gruppe, der opfylder kriterierne for at være den sande religion, er Jehovas Vidner. Alle Jehovas Vidners grundlæggende doktriner, inklusive dem, der er unikke for dem, bygger på Bibelen. Vidnerne mener, at Bibelen er Guds inspirerede ord, og de forkynder de gode nyheder om Riget over hele verden. De deltager ikke i krige, og de er ikke en del af denne verden.
Men organisationen i dag er på centrale områder det stik modsatte af, hvad den var i 1972, da ældsteordningen blev indført. Og det er grunden til, at jeg har appelleret til en stor organisatorisk ændring, lige så stor som den ændring, der skete i 1971 og 1972. Tre områder bekymrer mig særligt, 1) det nye bibelsyn, 2) at medlemmerne af dsr har givet sig selv al magt, og at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved deres ord og beslutninger, og 3) at titusinder er blevet ekskluderet på grund af menneskelige bud uden nogen form for grundlag i Bibelen.
Det grundlæggende problem med det nye bibelsyn er, at det underminerer selve Bibelens inspiration. Synet hos medlemmerne af New World Bible Translation Committee i 1950, som ses i deres bibeloversættelse, var, at hvert ord i Bibelen var inspireret af Gud, og at alle subtiliteter og nuancer i teksten var vigtige. De mente også, at hver beretning var medtaget i teksten med et bestemt formål, mens forfatterne blev ledet af den hellige ånd. (2 Peter 1:21) Dette var også synspunktet hos medlemmerne af de første styrende råd, der blev indstiftet i 1971.
De nuværende medlemmer af DSR har et andet syn på Bibelen. Ikke alene afviser de, at de sproglige nuancer er vigtige, men de mener også, at detaljerne i mange af Bibelens beretninger er uvigtige – det er kun det store billede, der er vigtigt. Og desuden mener de, at et stort antal beretninger, som i 1972 blev betragtet som profetiske, ikke er profetiske. Konsekvensen af dette synspunkt er, at teksterne i et stort antal kapitler i GT ikke har nogen selvstændig betydning for os i dag, men de er medtaget for at opretholde det overordnede billede, som er fokus på Guds egenskaber, og hvordan vi kan tilbede Jehova og leve gode moralske liv. Dette synspunkt underminerer selve tekstens inspiration, fordi DSR ikke accepterer, at alle detaljer i Bibelens beretninger er medtaget med et bestemt formål.
Det nye allegoriske system for bibelfortolkning underminerer også Bibelens inspiration. Teksten i mange af Bibelens beretninger bliver ikke analyseret, og deres profetiske betydning bliver ikke forklaret. Men det, som disse beretninger minder medlemmerne af DSR om, er i fokus. Disse påmindelser, som ofte er allegoriske, præsenteres i Vagttårnet som »mad til rette tid«. Derfor ser vi, at betydningen af bibelteksterne ikke præsenteres, men snarere de ideer, som medlemmerne af DSR har i tankerne. Dette underminerer Bibelens inspiration, fordi disse påmindelser er ekstra-bibelske og modsiger synspunktet om, at sandheden kun findes i Bibelen og ikke i folks sind.
Det underminerer også inspirationen, fordi det profetiske element er fjernet fra et stort antal beretninger i de hebraiske skrifter. Det forekommer mig, at det profetiske element siden 2017 systematisk er blevet fjernet fra beretning efter beretning. Et tydeligt eksempel er artiklen »An Attack Coming From the North« (Et angreb fra Nord) i Vagttårnet fra april 2020. Rammen for beretningen om græshopperne og udgydelsen af den hellige ånd i Joels bog er Jehovas dag, som henviser til vores tid. Men dette ignoreres, og hverken græshopperne eller udgydelsen af ånden har nogen profetisk betydning for vores tid, ifølge artiklen.
En af DSR’s magtbaser er tre vers i Matthæus 24:45-47. Jeg har vist, at ingen personer er blevet udpeget af Gud som en »trofast og klog træl« til at give åndelig føde til andre kristne. Den anden magtbase er, at der var et styrende organ i det første århundrede, og derfor må der også være et styrende organ i dag. Jeg har vist, at disse synspunkter er forkerte. Og derfor har den nuværende styrende råd ingen retmæssig arv og bør opløses. Problemet er imidlertid, at dette ikke accepteres af medlemmerne af DSR eller af de fleste Vidner.
Siden ældsteordningen blev indført i 1972, har medlemmerne af DSR givet sig selv mere og mere magt, indtil de i dag har al magt i forbindelse med doktrinerne, aktiverne og pengene – deres ord og beslutninger kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. En verdensomspændende organisation skal have ledere for at fungere effektivt. Men disse ledere må ikke herske over de enkelte medlemmer. (1 Peter 5:3) Men de skal tjene medlemmerne, som det var tilfældet i det 20. århundrede. (Matthæus 23:10-12) Fordi ingen kan stille medlemmerne af DSR til regnskab, har de været i stand til at lede organisationen i den retning, de selv har valgt – de har formet organisationen efter deres eget billede.
Den nuværende organisationsstruktur, hvor medlemmerne af DSR mener, at de både har pligt og ret til at være en regering for Jehovas Vidner, har skabt store problemer. På grund af DSR’s ekstreme syn på videregående uddannelse er titusinder af unge vidner blevet presset til ikke at tage en videregående uddannelse. Det har for mange af dem reduceret deres muligheder for at få ordentlige jobs, så de kan forsørge sig selv og deres familier. Dette er især tilfældet på grund af de globale økonomiske problemer, der blev forårsaget af Coronakrisen. Personer med kort uddannelse har ofte store vanskeligheder med at få job. Ud over at påtvinge Vidnerne deres personlige syn på videregående uddannelse har medlemmerne af DSR skabt en række udstødelsesgrunde, som ikke er baseret på Bibelen – De kristne græske skrifter opregner 11 udstødelsesgrunde, og DSR har opfundet yderligere 37 grunde til udelukkelse. På grund af disse er hundredtusinder af vidner blevet udelukket, og andre hundredtusinder vil blive udelukket i fremtiden, hvis der ikke sker ændringer.
Citaterne i rammen nedenfor viser forskellene mellem organisationen i midten af det 20. århundrede og organisationen i det 21. århundrede. Den tidligere opfattelse var, at ingen person blev udpeget over Jehovas Vidner til at være deres lærer. Det sidste synspunkt er, at medlemmerne af DSR fungerer som en regering over Jehovas Vidner med ubegrænset magt. De fungerer også som fortolkere og lærere.
| Vagttårnet fra 1946: Organisationen var ikke »den guddommeligt udpegede vogter og fortolker af Bibelen › eller ‹lærer for Guds tjenere og vidner.«
Vagttårnet fra 1952: «[Gud] udpeger ikke et individ over dem [sit folk]. Ingen individuel studerende af Guds ord afslører Guds vilje eller fortolker hans ord.» Vagttårnet fra 2009: »Jesus Kristus har udnævnt den trofaste og kloge træl »over alle sine ejendele« … faciliteterne i Jehovas Vidners verdenshovedkvarter, på afdelingskontorer i forskellige lande og i stævnehaller og rigssale over hele verden.Herunder hører også arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple.» Vagttårnet fra 2013: »I de seneste årtier er denne træl blevet tæt identificeret med Jehovas Vidners styrende råd.« |
I løbet af mine 57 år som ældste er jeg blevet trænet i at tage mig af de »sårede får« og dem, der er de svageste i flokken.[1] Derfor kan jeg ikke længere være stille, når jeg ser, at så mange af mine medvidner bliver behandlet på en dårlig måde. Det er også grunden til, at jeg har taget det hidtil usete skridt at skrive denne bog.
Men hvordan kunne det ske, at den sande religion har udviklet sig fra en teokratisk organisation til en autokratisk, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved ledernes beslutninger og ord?
På et områdestævne for mange år siden blev følgende situation præsenteret: Et par med to teenagebørn, en dreng og en pige, havde set en film på tv. Moderen sagde: »Det er, som om jeg har set indledningen til denne film før.« Faderen svarede: »Du har ret. Kort tid efter at vi var blevet gift, gik vi i biografen for at se en film. Efter et par minutter kiggede vi på hinanden og sagde: ‘Skal vi gå? Det er en dårlig film’. Og så gik vi. I dag har vi set hele filmen – sammen med vores børn.«
Denne situation illustrerer, hvordan mennesker gradvist kan blive påvirket udefra, indtil deres syn på, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert, har ændret sig. Den illustrerer også, at ændringer i en organisation kan ske gradvist og ubemærket. For eksempel blev der taget seks skridt over en periode på 10 år for at DSR kunne få magten over alle rigssalene, så de kunne sælge en række af dem og indkassere pengene.
Det er meget tydeligt, at organisationen i 1972, da ældsteordningen blev indført, ikke var autokratisk. Den var ikke perfekt, men den var teokratisk! De lokale ældste havde ansvaret for at anbefale nye ældste, og disse blev udnævnt af afdelingskontoret. Kredstilsynsmændene havde ingen rolle i at anbefale ældste – i dag er det dem, der udpeger de ældste i menighederne. Situationen i 1972 var en teokratisk ordning, der lignede ordningen i de første kristne menigheder, som vi ser i de kristne græske skrifter. Som jeg har vist i kapitel 3, var menighederne og deres ældsteråd helt uafhængige af DSR, som nu for første gang blev dannet.[2] I løbet af de 50 år, der er gået siden ældsteordningen startede, har organisationen udviklet sig til en autokratisk organisation, hvor DSR har al magt i forbindelse med doktrinerne, aktiverne og pengene, og ældsterådene har meget lidt magt.
Men hvorfor blev denne forkerte udvikling ikke stoppet af nogen? Vi kan spørge: Hvor mange vidner kan i dag huske indførelsen af ældsteordningen for 50 år siden? Og hvad angår de få, der kan huske det: Hvor mange har en klar forståelse af, hvordan organisationen var i 1972? Og hvis nogle er bekymrede over situationen i dag, hvor al magt ligger hos DSR, hvad kan de så gøre? Enhver modstand mod DSR vil ikke blive accepteret og vil blive straffet med udelukkelse.
Desuden er et stort antal af de nuværende medlemmer af JV blevet vidner i løbet af det 21. århundrede, hvor de store ændringer i den autokratiske retning allerede er sket. Når de bliver en del af menigheden, får de at vide, at der er et styrende råd og en trofast og klog træl, som de skal følge og adlyde. Og børn, der vokser op og tager stilling, får også at vide præcis det samme. Så for alle disse er den hierarkiske og diktatoriske organisation normal. Og de fleste af dem ved ikke, at organisationsstrukturen i dag er i strid med flere bibelske principper, at denne struktur er meget forskellig fra organisationsstrukturen i 1972, da ældsteordningen blev indført, og at flere artikler i Vagttårnet og Vågn op! i midten af det 20. århundrede kraftigt fordømmer en organisationsstruktur som den nuværende.
Selv mange, der arbejder i hovedkvarteret, er bange for at komme med forslag til eller konfrontere DSR. I 1995 blev jeg bedt om at være vidne som sagkyndig for den norske højesteret i to sager om forældremyndighed. I den forbindelse fik jeg en masse information og råd fra den juridiske afdeling i Brooklyn. En norsk advokat, som var JV, besøgte den juridiske afdeling for at diskutere forældremyndighedssager. Han fortalte mig, at de advokater, han talte med, ønskede flere artikler i Vagttårnet og Awake! om unges frihed til at vælge uddannelse og børns frihed på andre områder, som kunne bruges i sager om forældremyndighed. De havde nævnt det for et DSR-medlem, men uden resultat. Og de var bange for at henvende sig til DSR igen. Jeg ved også af egen erfaring, at flere medarbejdere i hovedkvarteret er uenige i DSR’s holdning i forbindelse med videregående uddannelse. Men de er bange for at konfrontere DSR. For nogle år siden sendte jeg et brev om videregående uddannelse, som omfattede det meste af kapitel 4 i denne bog, til skriveafdelingen. Men jeg tvivler på, at nogen turde vise dette brev til et eller flere medlemmer af DSR. Hvis DSR modtog brevet, ignorerede de fuldstændig de oplysninger, der blev præsenteret i det. Det fremgår af deres seneste skriverier.
En mekanisme til opretholdelse af DSR’s autoritetEn af de 46 udstødelsesgrunde, der nævnes i »Shepherd the Flock of God«, er frafald, og to af definitionerne er:[3] · Bevidst at udbrede læresætninger, der er i modstrid med Bibelens sandhed: (2. Johannes 7, 9, 10) . . . · At skabe splittelse og fremme sekter: (Rom. 16:17, 18; Titus 3:10, 11). Dette ville være en bevidst handling, der forstyrrer menighedens enhed eller underminerer brødrenes tillid til Jehovas ordning. Det kan involvere eller føre til frafald – det-2, s. 886. Jeg vil bruge min bog som et eksempel. Den argumenterer for, at JV har den eneste sande religion, og den forsvarer alle JV’s grundlæggende doktriner. Men bogen kritiserer det faktum, at DSR har givet sig selv diktatoriske beføjelser, korstoget mod højere uddannelse, udelukkelse på grundlag af menneskelige bud og det nye syn på Bibelen. Det er vigtigt at indse, at det, der kritiseres, ikke eksisterede i 1971, da det første styrende råd blev dannet – det er nye påfund, som det nuværende styrende råd har indført i det 21. århundrede. Når jeg kritiserer de nævnte ordninger, er jeg derfor enig med medlemmerne i DSR i 1971. På ét område er jeg dog uenig med både det nuværende DSR og DSR i 1971: Der har ikke eksisteret en »trofast og klog træl« under Jesu tilstedeværelse, og der var ikke noget styrende råd i det 1. århundrede e.Kr. Men i det 20. århundrede blev disse to synspunkter praktiseret på en teokratisk måde og ikke på en diktatorisk måde, som det er tilfældet i dag. Hvis nogen hævder, at afvisningen af trællens og det styrende råds eksistens er »i strid med Bibelens sandhed«, udfordrer jeg dem til at demonstrere med ord fra Bibelen, at jeg tager fejl, og at mine argumenter repræsenterer frafald. Problemet er imidlertid, at definitionerne af frafald er selvhævdende, fordi det er DSR, der definerer, hvad »Jehovas arrangement« er. Og definitionen er, at DSR fungerer som en regering for JV med ubegrænset magt. Således er enhver modstand mod DSR per definition frafald, fordi det »underminerer brødrenes tillid til Jehovas ordning.« Det styrende råd kræver total lydighed fra vidnerne. Hvis nogen ikke er lydige, bliver de udelukket. Dette viser, at DSR har diktatoriske beføjelser. På trods af at DSR har overtaget magten, har min samvittighed drevet mig til at skrive denne bog, og jeg overlader dommen til Jehova. |
Vi bør ikke kun spørge, hvordan den udvikling, der førte til en autokratisk organisation, var mulig. Men vi bør også spørge, hvordan den almægtige Gud kunne tillade dette, forudsat at JV er hans folk. Interessant nok var der også situationer i fortiden, hvor Guds folk ikke fulgte Jehovas ledelse. Nationen Israel var Guds folk. Men gang på gang ledte kongerne nationen i den forkerte retning, og de overtrådte Guds love og principper. Efter hjemkomsten fra Babylon var der mange jøder, som ikke fulgte Moses’ love. Og Nehemias »irettesatte dem og nedkaldte en forbandelse over dem og slog nogle af mændene og rev deres hår ud.« (Nehemias 13:25)
De kristne græske skrifter viser, at medlemmer af flere kristne menigheder i det første århundrede e.Kr. overtrådte nogle af Guds love. I menigheden i Korinth var der splittelse og uenighed (1. Korintherbrev 1:10-13), og der var falske apostle, som ønskede en høj position i menigheden. (2. Korintherbrev 11:13) Medlemmerne af menigheden i Efesos havde forladt den kærlighed, som de havde i begyndelsen. Og det fik de at vide: »Husk, hvor I er faldet fra, og omvend jer og gør de gerninger, I gjorde i begyndelsen.« (Åbenbaringen 2:4, 5). Nogle medlemmer af menigheden i Pergamon »fulgte Bileams lære«, og andre »fulgte læren fra Nicolaus’ sekt«. Og de blev bedt om at omvende sig. (Åbenbaringen 2:14-16) Menigheden i Thyatira tolererede »den kvinde, Jesabel, som kalder sig profetinde«, og som vildledte menigheden. (Åbenbaringen 2:20) Medlemmerne af menigheden i Laodicea var lunkne, og åndeligt set var de »elendige og ynkelige og fattige og blinde og nøgne«. (Åbenbaringen 3:16, 17) Og i nogen tid tolererede den almægtige Gud alle disse dårlige situationer i menighederne.
Jeg sammenligner ikke medlemmerne af den nuværende DSR med nogen personer i de nævnte menigheder. Jeg viser bare, at der var nogle i disse menigheder i det første århundrede, som ikke fulgte Guds love og principper. De fleste af de ting og den praksis, vi ser blandt Jehovas Vidner i dag, er retfærdige og gode, og der er en god ånd i menighederne. Jeg tror, at medlemmerne af DSR er oprigtige personer. Men de har indtaget en position blandt Jehovas Vidner, som er i strid med mange af Bibelens principper. De er blevet en regering med al magt. Men ingen kristen bør styre andre kristne. Og i deres stærke ønske om at holde organisationen ren har de lavet bud om udstødelse, som ikke har noget grundlag i Bibelen, og de har udøvet et stærkt pres mod dem, der ønsker at tage en videregående uddannelse. Disse ting er i strid med 1. Korintherbrev 4:6): »Gå ikke ud over det, der står skrevet.« Så forandring er nødvendig for at opretholde Guds standarder!
Jeg er klar over, at der kan være en negativ effekt af denne bog: De, der er fjender af JV, vil bruge den til at angribe organisationen. Det er en stærk grund til ikke at udgive denne bog. Men sandheden bør ikke skjules af hensyn til organisationens omdømme. Jakob 4:17) siger: »Derfor, hvis nogen ved, hvad der er ret at gøre, og dog ikke gør det, for ham er det at synde.« Jeg ved, som detaljerne i denne bog viser, at DSR med deres beslutninger har forårsaget stor skade og har ødelagt livet for titusinder af vidner. Og jeg ved, at det nuværende styrende råds nye syn på Bibelen er i modstrid med DSR’s syn i det 20. århundrede og de sætter endda spørgsmålstegn ved selve Bibelens inspiration. På grund af denne viden tillader min samvittighed mig ikke at være stille.
Desuden er jeg en af de få personer, der har de nødvendige ressourcer til at konfrontere DSR. Det er sådan, fordi jeg har haft ansvarsstillinger i organisationen i løbet af mine 59 år som vidne, og derfor har jeg meget insiderviden. Jeg ved, hvordan den teokratiske organisation var i 1972, fordi jeg var en af dem, der implementerede ældsteordningen i Norge. Og jeg har set, hvordan organisationen har udviklet sig til den nuværende autokratiske organisation. Jeg har også den sproglige viden, der er nødvendig for at påvise, at DSR i flere tilfælde, især i forbindelse med udstødelsesforbrydelser, har misforstået de hellige skrifter og misbrugt dem. Så jeg er nødt til at følge ordene i Jakob 4:17.
Mine 59 år som vidne har været en vidunderlig tid, og jeg har mødt mange vidunderlige mennesker. Jeg har aldrig set noget hykleri blandt andre Vidner. Men jeg har set oprigtige personer, som har arbejdet hårdt for at gøre Jehovas vilje. En af de personer, som jeg studerede Bibelen med, spurgte mig engang: »Hvad er det bedste bevis, du kan pege på, der viser, at Jehovas Vidner ledes af Guds ånd?« Efter nogen overvejelse svarede jeg: »Det bedste bevis er, at så mange uperfekte personer med forskellige personligheder kan arbejde sammen i fred og enhed med så få problemer. Det er et bevis på Guds ånds arbejde!« Min kone og jeg har masser af venner over hele landet og også i andre lande. Og vi føler, at Jehovas Vidners fællesskab er vores hjem. Vi har aldrig oplevet noget dårligt i vores liv som Vidner, og jeg bærer ikke nag til nogen, heller ikke til medlemmerne af DSR. Så jeg skriver ikke denne bog på grund af negative følelser eller som en form for hævn. Men jeg har skrevet denne bog på vegne af alle de titusinder af mine brødre og søstre, som er blevet og vil blive behandlet dårligt på grund af de ekstreme synspunkter og beslutninger, som medlemmerne af DSR har truffet. Og jeg har skrevet denne bog for at kæmpe for retfærdige principper inden for min elskede religion Jehovas Vidner.
[1] Ældsteordningen startede i 1972, altså for 50 år siden. Men jeg medregner min stilling som menighedstjener i Molde menighed fra 1963 og som kredstjener fra 1965 i mine år som ældste.
[2] Det styrende råd består i dag af otte mænd, som diskuterer forskellige spørgsmål relateret til organisationen og som gruppe træffer deres beslutninger. En sådan ordning fandtes ikke før 1971. Ordet »styrende råd« blev før 1971 brugt på en vag måde og var forbundet med Vagttårnsselskabet. Det er klart, at der ikke var en gruppe mænd, som holdt regelmæssige møder og traf beslutninger før 1971. Det var præsidenten, N. H. Knorr, der traf de organisatoriske beslutninger, og vicepræsidenten, F. W. Franz, der havde eftersyn med den kristne lære.
[3] “Shepherd The Flock Of God,” («Vær Hyrder for Guds Hjord») 12.39.3–4.
APPENDIKS: DEN TEOKRATISKE ORGANISATION
I 1972 var organisationen teokratisk, og den lignede de første kristne menigheder. Hvordan kan den nuværende autokratiske organisation igen blive teokratisk? Jeg har følgende forslag:
ORGANISATIONENS STRUKTUR
1) DET STYRENDE RÅD skal opløses.
2) Der bør dannes en koordinerende gruppe. To eller flere medlemmer bør have følgende baggrunde: a) erfarne medlemmer af skriveafdelingen, b) brødre med kendskab til de bibelske sprog, c) brødre med rejseerfaring, d) brødre, der har tjent som missionærer, e) Betel-brødre med lang erfaring, f) brødre, der er advokater, g) nidkære unge brødre osv.
3) De eksisterende komitéer bør bevares med nogle justeringer. Ingen brødre fra koordinationsgruppen bør være medlemmer af udvalgene, og der bør tilføjes brødre med professionelle færdigheder inden for hvert udvalgs arbejdsområde. Der bør oprettes et nyt udvalg med navnet »BIBELUDVALGET«.
4) AFDELINGSKOMITEER bør fortsat eksistere med erfarne brødre.
5) Hver menighed bør have et ÆLDSTERÅD, som vælges af de øvrige ældste i menigheden i samarbejde med kredstilsynsmanden.
ANSVARSOMRÅDERNE
1) Den koordinerende gruppe og udvalgene har samme ansvar og magt.
2) Koordineringsgruppen træffer de »mindre« beslutninger og fungerer som serviceudvalg i en menighed i forhold til hele ældsterådet. Hvert udvalg træffer de »mindre« beslutninger inden for deres ansvarsområde. Når det er nødvendigt at træffe større beslutninger, træffer alle medlemmer af koordinationsgruppen og udvalgene beslutningen som én gruppe. I nogle tilfælde kan alle AFDELINGSKOMITEERNE blive spurgt om deres mening, før beslutningen træffes.
3) AFDELINGSKOMITEEN har ansvaret for hvert land, herunder forkyndelsesarbejdet og programmet for møderne og stævnerne.
4) Ældsterådet har ansvaret for menigheden, og rådet er relativt uafhængigt af afdelingskontoret og kredstilsynsmanden, som det var tilfældet i 1972.
BIBELUDVALGET
1) Dette udvalgs grundlæggende ansvar er at sikre, at der er et klart bibelsk grundlag for alle regler og beslutninger, der træffes.
2) Komiteens første opgave er nøje at overveje alle de udstødelsesgrunde, der er anført i bogen »Shepherd The Flock Of God« («Vær Hyrder for Guds Hjord»), og slette dem, der ikke har noget bibelsk grundlag.
3) Den anden opgave ville være at gennemgå alle de regler, som DSR har givet afdelingskontorerne, og som omhandler emner, der ikke er nævnt i Bibelen.
4) Det nye bibelsyn, som underminerer Bibelens inspiration, skal forkastes, og bibelkomiteens vigtige opgave er at sørge for interaktiv undervisning og interaktiv læring.
- a) Der bør laves nye oplæg til offentlige foredrag, som ligner oplæggene fra 1960’erne og 1970’erne. Ældste bør opmuntres til at lave deres egne dispositioner. b) En stor del af studieartiklerne i Vagttårnet bør indeholde analyser af Bibelens tekst efter mønster af 1965-artiklerne om opstandelsen. Afdelingskontorerne bør bidrage med artikler til Vagttårnet. c) Et stærkt program for interaktiv læring bør lanceres . Alle bør opfordres til at lære skriftsteder udenad og være i stand til at bruge Bibelen til at forsvare troen. Der bør udarbejdes materiale både til dem, der ønsker at lave et dybdegående bibelstudie, og til dem, der ønsker et mere enkelt studie.
Det vigtigste punkt er, at medlemmerne af koordinationsgruppen, udvalgene, afdelingskontorerne og ældsterådene i menighederne alle er ligeværdige – ingen gruppe bør diktere de andre grupper, som det er tilfældet i dag. Hver gruppe har forskellige ansvarsområder i den verdensomspændende organisation, og hver gruppe bør være uafhængig af de andre grupper i det omfang, det er muligt.
Organisationen er teokratisk, fordi den ledes fra hovedkvarteret i USA. Den verdensomspændende forkyndelse skal styres, og der skal laves litteratur og studieprogrammer. Det sker under ledelse af den koordinerende gruppe i samarbejde med alle de andre ældstegrupper i det omfang, det er muligt. Det teokratiske princip anvendes også i forbindelse med nye ældste. Disse stemmes ikke ind af menighedens medlemmer. Men de udnævnes på grundlag af samarbejdet mellem ældsterådet i hver menighed og kredstilsynsmanden.
TIL LÆSEREN, DER ER SKUFFET OVER ORGANISATIONEN
I årenes løb har jeg mødt flere vidner, som af forskellige årsager er blevet skuffede over organisationen. Nogle er blevet uretfærdigt behandlet af andre vidner, og andre har været uenige i bestemte læresætninger eller organisationsprocedurer. For nylig har en række personer i forskellige lande reageret negativt på DSR’s tilsidesættelse af sygeplejerskernes samvittighed i forbindelse med blodtransfusion. På grund af sårede følelser eller et eller flere af de nævnte problemer har nogle forladt deres menighed.
Som jeg har vist i kapitel 1, er der stærke beviser for, at Jehovas Vidner udgør den sande religion, Guds folk. Hvis du har problemer og planlægger at forlade menigheden, bør du overveje, om det er en klog beslutning. Jeg foreslår, at du konstant beder til Jehova og søger hans vejledning, og at du studerer alle de beviser, der viser, at kun Jehovas Vidners lære er baseret på Bibelen – gennemgår alle disse læresætninger, en ad gangen.
Når vi ser på Israel i fortiden, som var Guds folk, ser vi, at der på forskellige tidspunkter var behov for at ændre noget for at komme på linje med Jehova. Og på samme måde med de kristne menigheder i de første århundreder. Paulus’ breve og Johannes’ Åbenbaring viser, at der i nogle menigheder var behov for at vende tilbage til den kristne vej i nogle henseender. Og vi ved, at det blev gjort. Vi har en lignende situation i dag.
Hvad angår jer, der er skuffede på grund af noget i jeres menighed eller organisation, så beder jeg jer om ikke at forlade Jehova. Ufuldkomne personer kan skade jer. Men Jehova er trofast, og han vil aldrig forlade dig, hvis du ikke forlader ham.
